Støttepartier afviser at skære i bistand til Asien

MODSTAND: Det er farligt og kortsigtet at skære i bistanden til Myanmar, Bangladesh og Afghanistan, som regeringen foreslår. Det mener SF, Enhedslisten og Radikale, der ikke vil opprioritere Afrika på bekostning af Asien.

Christian Juhl (EL), Anne Sophie Callesen (R) og Rasmus Nordqvist (SF) mener, at det vil være kortsigtet at skære i bistanden i Asien.
Christian Juhl (EL), Anne Sophie Callesen (R) og Rasmus Nordqvist (SF) mener, at det vil være kortsigtet at skære i bistanden i Asien.
Simon Engell Kjøller

Truslen fra klimaforandringer, placeringen af verdens største flygtningelejr, og følgerne af en mangeårig krig med dansk deltagelse.

Sådan lyder nogle af argumenterne fra regeringens tre støttepartier, der alle er imod regeringens forslag om at skære i bistanden til Myanmar, Bangladesh og Afghanistan.

"Det vil være en skandale," siger Christian Juhl, der er udviklingsordfører for Enhedslisten.

Konkret foreslår regeringen i finanslovsudspillet for 2021 at skære i støtten til de flerårige landeprogrammer i de tre asiatiske lande med 364 millioner kroner.

Rasmus Nordqvist, SF's udviklingsordfører, mener, at det vil være en "farlig øvelse", der kan få store konsekvenser.

"Udviklingen i både Myanmar og Bangladesh ser ikke bedre ud efter corona, tværtimod. Vi skal tænke strategisk og samlet. Det er ikke det, man gør her," siger han.

Kortsigtet at nedprioritere Asien
Minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn (S) ønsker et øget fokus på Afrika. Det vil ifølge regeringen medføre en nedgang i bistanden til Asien.

Radikales udviklingsordfører, Anne Sophie Callesen, vil gerne være med til at opruste i Afrika. Men hun mener ikke, at det skal ske på bekostning af Asien.

"Det lyder rimelig kortsigtet. Asien er både en vækstmotor og kan være en motor for flere liberale demokratier, men det kan også blive det modsatte, afhængig af hvem vi lader bestemme i Asien," siger hun og fortsætter:

"Og så giver det ikke så meget mening i forhold til regeringens udmelding om en mere grøn og værdibaseret udenrigs- og udviklingspolitik."

Christian Juhl mener også, at det kan give udfordringer på langt sigt.

"Via udviklingsbistanden opbygger vi kontakter og gode forbindelser til landene og deres virksomheder. Hvis vi indskrænker os til Afrika, så får vi et problem på den lange bane," siger han.

Støttepartierne er også kritiske over for at lade støtten til Afghanistan falde. Læs mere om det på Altinget Udvikling.

Dokumentation

Sagen kort: Regeringen vil skære i bistand til Asien

Danmark skal sætte endnu stærkere ind i Afrika, og pengene skal findes i Asien, sagde udviklingsminister Rasmus Prehn (S) i et interview med Altinget i juni.

I finanslovsudspillet for 2021 foreslår regeringen derfor at nedjustere bevillingerne til de flerårige landeprogrammer i Myanmar, Bangladesh og Afghanistan med 364 millioner kroner.

Regeringen lægger op til at skære mest i bevillingen til Myanmar. Den skal ifølge finanslovsforslaget nedjusteres med 220 millioner kroner til 50 millioner.

Radikale, SF og Enhedslisten mener ikke, at det vil være strategisk og synes ikke en opprioritering af Afrika skal ske på bekostning af Asien.

Ulandsbistand bliver lidt højere end i 2020
Det forventes, at den samlede bistandsramme i 2021 bliver 17,1 milliarder kroner. Det er inklusive en efterregulering, der betyder, at der tilføres 380 millioner kroner ud over de 0,7 procent af Danmarks bruttonationalprodukt, som er ramt af coronakrisen.

Dermed er beløbet cirka 13 millioner kroner mere end den samlede bistand afsat på finansloven for 2020.

Kilde: Udviklingsministeriet og Udenrigsministeriet.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Sophie Callesen

Kandidat til Europa-Parlamentet (R), fhv. MF (R)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2015), master i Middle East & Mediterranean studies (King’s College London)

Christian Juhl

Fhv. MF (EL) 2011-22
lærer (Læreruddannelsen i Silkeborg 1979)

Rasmus Nordqvist

Kandidat til Europa-Parlamentet (SF), bestyrelsesmedlem, Det Europæiske Grønne Parti (EGP)
designer (Danmarks Designskole 1999)

0:000:00