Traumatiserede veteraner kan få sager genoptaget

ERSTATNING: Veteraner, der på grund af forældelse har ikke har kunnet få post-traumatisk stressforstyrrelse anerkendt som arbejdsskade, kan nu få genoptaget deres sager. Det har et udvalg under beskæftigelsesministeren besluttet.

Foto: Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste / Forsvarsgalleriet
Andreas Krog

En beslutning fra et særligt udvalg kan få betydning for op mod 200 danske veteraner, som inden for de seneste syv år har fået afslag på at få deres PTSD-lidelse anerkendt som en arbejdsskade.

Indtil nu har det været sådan, at hvis man skulle få post-traumatisk stressforstyrrelse anerkendt som en arbejdsskade, skulle symptomer på sygdommen være opstået umiddelbart og ikke senere end seks måneder efter en traumatisk oplevelse i forbindelse med arbejdet. Og sygdommen skulle være fuldt ud til stede inden for få år.

Det har betydet, at rigtig mange veteraner fra især udsendelser til Balkan i 1990’erne har fået afslag på at få deres PTSD-lidelser anerkendt som arbejdsskader, hvis lidelserne først er opstået adskillige år efter udsendelserne.

Men på baggrund af en dom i Vestre Landsret i juni har det såkaldte erhvervssygdomsudvalg, som formelt er udpeget af beskæftigelsesministeren, nu besluttet, at PTSD-ramte, der tidligere har fået afvist en sag om PTSD, kan få den genoptaget, hvis afslaget alene har været begrundet med en manglende tidsmæssig sammenhæng.

Få sager genoptaget
Kilder vurderer, at der vil være tale om mellem 100 og 200 personer, der kan få deres sager genoptaget. Desuden har omkring 40 sager siden landsretdommens afsigelse afventet udvalgets drøftelser.

Muligheden for at få en sag genoptaget gælder ikke kun veteransager, men alle afgjorte arbejdsskadesager om PTSD. Sagerne forelægges erhvervssygdomsudvalget til en konkret, individuel afgørelse.

Beslutte ny praksis
Erhvervssygdomsudvalget sætter desuden gang i medicinsk forskning med fokus på generelt at belyse den tidsmæssige sammenhæng og udviklingen af PTSD, således, at en ny praksis kan besluttes.

“Nu har vi en dom fra landsretten, der indeholder en ny vurdering af den tidsmæssige sammenhæng mellem det belastende arbejde, man har været udsat for, og sygdommens opståen. Derfor er jeg glad for, at vi nu får undersøgt det her aspekt ved sygdommen yderligere. Jeg er også tilfreds med, at sagsbehandlingen af de konkrete PTSD-sager fortsætter, så ingen skal vente unødigt, og at veteraner og andre med PTSD kan få genoptaget deres sag,” siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Beskæftigelsesministeren vil senere på efteråret indkalde Beskæftigelsesudvalget og Forsvarsudvalget til drøftelse af den fremtidige veteranindsats.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00