Farvel til forsvarschefen, der ikke ville være forsvarschef

Da forsvarschef Bjørn Bisserup mandag havde sidste arbejdsdag i Forsvaret og forlod sit kontor på Holmens Kanal i det indre København, så var det et farvel til en mand, der har tjent sit land i mere end 44 år, og som har været med til at præge den strategiske udvikling af det danske forsvar i mere end 20 år.

En mand, der trods mere end 20 års tjeneste i den operative del af Forsvaret har fået prædikatet skrivebordsgeneralen. Men en ekstraordinær portion politisk tæft og gehør beseglede skæbnen for manden, som faktisk hverken ville arbejde i Forsvarsministeriet eller være forsvarschef.

Men det blev han.

Indsættelse på Balkan
Som kun 16 år gammel knægt startede Bjørn Bisserup som konstabel i Forsvaret i 1976. Op gennem 1980'erne og 1990'erne gjorde han karriere i Hæren som blandt andet chef for kampvognseskadronen ved Det Danske Livregiment.

I 1995 fik han sit første skrivebordsjob i Forsvarsstaben og rykkede i 1997 - mod sin vilje - ind i Forsvarsministeriet som sagsbehandler i 1. kontor, der håndterede Forsvarets operationer. Her blev han blandt andet kastet ud i at skulle håndtere Forsvarets indsættelse på Balkan og i Kosovo i slutningen af 1990'erne.

Efter en kort periode i operativ tjeneste som bataljonchef i Livgarden vendte Bjørn Bisserup tilbage til ministeriet og 1. kontor, hvor han som kontorchef og afdelingschef gennem seks år kørte tæt parløb med daværende forsvarsminister Søren Gade (V).

Nej to gange
I 2008 brød Gade med den traditionelle ”arvefølge” i Forsvaret og gjorde Bjørn Bisserup til stabschef i Forsvarskommandoen. Den næsthøjeste stilling i det danske Forsvar.

En stilling som betød, at han var helt inde i orkanens øje, da sagen om den såkaldte ”jægerbog” fejede henover Forsvaret og Forsvarsministeriet i 2009 og endte med at koste Bisserups chef, forsvarschef Tim Sloth Jørgensen, jobbet.

Bisserup sagde klart nej til at efterfølge Sloth Jørgensen på posten som ”FC” og fortsatte som en magtfuld nummer to. Efter at have takket nej til forsvarschefposten én gang mere, rykkede han i 2014 ind i Forsvarsministeriet og fik den tørre titel som ”koncernstyringsdirektør”.

Enorme besparelser
Reelt dækkede stillingsbetegnelsen over rollen som Forsvarets mest magtfulde person og de facto chef for Forsvaret. En reorganisering af Forsvaret og Forsvarsministeriet betød nemlig, at personalestyring, ejendomsadministration og materielindkøb blev lagt ud i selvstændige styrelser, mens forsvarschefen kun stod tilbage med den operative del af Forsvaret. Over alle de nye styrelser svævede koncernstyringsdirektøren, der var bindeleddet til ministeriet.

Der var derfor i realiteten tale om en degradering - i hvert fald hvad angår magt og indflydelse - da han i 2017 blev forsvarschef. Her blev han sat til at lede et forsvar, som han i nogles øjne selv havde været med til at trække enorme besparelser nedover.