40 år siden: Kriser og atomvåbenkritik prægede Ankers mindretalsregering

BILLEDSERIE: 26. oktober er det 40 år siden, Anker Jørgensen dannede sin fjerde mindretalsregering. Tiden fra 1979-1981 var præget af krisetiltag og undergangsstemning. Genoplev 1979-valget og den efterfølgende regeringsperiode i ord og billeder her.

Tunge skyer lagde sig over Anker Jørgensens fjerde regering.
Tunge skyer lagde sig over Anker Jørgensens fjerde regering.Foto: Aage Sørensen/Ritzau Scanpix
Laura HattensJacob Pedersen

I dag er det 40 år siden, Anker Jørgensen dannede sin fjerde regering og tredje rent socialdemokratiske mindretalsregering.

Det blev to år præget af den internationale oliekrise, som satte sine klare spor i dansk økonomi, stabiliteten i mindretalsregeringen og dens mange forsøg på at rette op på de mange mørke skyer over det politiske landskab.

Her kan du læse om 1979-valget, Helhedsplanen, atomvåbenkritikken, en socialdemokratisk kulturstrategs dødsfald og den tumultariske tid frem til december 1981, hvor Anker Jørgensen – stærkt udfordret af den parlamentariske modstand – var tvunget til at udskrive nyvalg.

Anker Jørgensen på valgaftenen 23. oktober 1979. Foto: Henning Thempler/Ritzau Scanpix.

Efterfulgte historisk SV-regering
I valgkampen i 2019 var et af højdepunkterne Lars Løkkes vedholdende argumentation for et regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre. Forslaget blev modtaget med skepsis og førte til uro i Venstre.

Var det blevet virkelighed, ville det dog ikke være første gang, Danmark fik en SV-regering: 30. august 1978 blev Anker Jørgensens anden regering, en socialdemokratisk mindretalsregering, afløst af en SV-regering − også kaldt arbejder-bonde-regeringen, hvis erklærede hensigt var at skabe politisk og økonomisk stabilitet i Danmark.

14 måneder senere, i oktober 1979, brød samarbejdet mellem de traditionelle regeringspartier dog sammen, og Anker Jørgensen udskrev det folketingsvalg, der førte til endnu en S-mindretalsregering i 1979. 

Energiminister Poul Nielson og socialminister Ritt Bjerregaard blev begge ministre i Anker Jørgensens nye regering. Foto: Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix.

De etablerede partier går frem
Ved valget 23. oktober 1979 gik det godt for de gamle partier: Socialdemokratiet gik tre mandater frem, Radikale Venstre fire, Venstre et enkelt, Konservative syv, mens SF gik fire mandater frem.

Omvendt gik de borgerlige såkaldte protestpartier fra Jordskredsvalget i 1973 tilbage, Fremskridtspartiet og Mogens Glistrup (Z) med fem mandater, Centrum-Demokraterne og Erhard Jakobsen (M) ligeledes med fem mandater, mens Kristeligt Folkeparti tabte et enkelt mandat. Det Kommunistiske Parti med Jørgen Jensen (K) som formand gik syv mandater tilbage og røg helt ud af Folketinget.

Cigaretter og politik. Anker Jørgensen (S), Henning Christophersen (V) og Poul Schlüter i DR-debat på valgaftenen i 1979. Foto: Henning Thempler/Ritzau Scanpix.

1, 2, 3 − regeringsdannelse 
Da den borgerlige blok ikke kunne mønstre flertal mod en S-regering, anbefalede Anker Jørgensen dronningen at give ham mandat til at danne en mindretalsregering bestående af 18 ministre. Regeringen blev dannet 26. oktober, blot tre dage efter valget, og Anker Jørgensens fjerde regering blev den tredje socialdemokratiske mindretalsregering.

Siden 1953 er det kun to gange gået hurtigere eller lige så hurtigt med regeringsdannelsen: I 1960 dannede Viggo Kampmann regering tre dage efter valget, mens Poul Schlüter (C) kun skulle bruge to dage i 1987. 

Tidligere finansminister Knud Heinesen (tv) i diskussion med sin afløser, finansminister Svend Jakobsen, i folketingssalen. Foto: Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix.

Afgrundsminister Heinesen  
Knud Heinesen var finansminister fra 1975-78 og fremlagde i 1977 et finanslovsforslag med et rekordstort underskud på 33,2 milliarder kroner. Også under SV-regeringen i 1978-79 var Heinesen finansminister, og da han forlod posten i 1979, var det med de senere berømte ord: ”Nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den. Vi kan se den tydeligt.”

Citatet gav ham tilnavnet Afgrundsministeren. Heinesen sagde ikke noget, der ikke allerede havde været diskuteret i den offentlige debat, men afgrundsmetaforen slog imidlertid budskabet fast i såvel de politiske debatter som i den senere politiske historieskrivning. 

Demonstration mod Daelss Varehus for højere lønninger. Foto: Steen Jacobsen/Ritzau Scanpix.

Oliekrise, statsgæld og krisepakke 
I slutningen af 1979 blev Danmark ramt af den anden oliekrise. Regeringen havde én klar hovedudfordring: den økonomiske situation. Den indenlandske statsgæld var ti procent af BNP og voksede i de følgende fire år til hele 50 procent, ligesom udlandsgælden fordobledes.

Regeringen lykkedes i november 1979 med at vedtage en akut krisepakke, der blandt andet skulle sætte stop for stigninger af priser, indkomster, avancer, honorarer og udbytter for resten af 1979.

Arbejdsløsheden var dog stadig stigende, og Anker havde problemer internt i sit eget parti, der i stigende grad betvivlede hans lederskab.

Anker Jørgensen som statsminister. Foto: Allan Moe/Ritzau Scanpix.

Helhedsplanen
Regeringen beskæftigede sig også med andet end økonomi. I 1979 trådte Grønlands hjemmestyre i kraft, og samme år vedtog Folketinget at afskaffe latinprøven som adgangskrav til det almene gymnasium.

Det meste handlede dog om økonomi, og Helhedsplanen, vedtaget i Folketinget i december 1979, blev regeringens bud på en langsigtet løsning på krisestemningen. Målet var blandt andet at forbedre betalingsbalancen og bremse inflationen, og Helhedsplanen blev det hidtil hårdeste indkomstpolitiske indgreb i Anker Jørgensens regeringstid. 

Statsminister Anker Jørgensen og den socialdemokratiske strateg og kulturminister Niels Matthiasen giver hinanden hånden. Foto: Henning Thempler/Ritzau Scanpix.

Farvel til Kultur-Niels  
Regeringens første udskiftning skete på en kedelig baggrund: Minister for kulturelle anliggender, Niels Matthiasen, døde 16. februar 1980, få måneder efter regeringens tiltræden. Matthiasen var fra 1971 og frem til sin død minister i samtlige socialdemokratiske regeringer: Under Jens-Otto Krag blev han kulturminister i 1971 – en post, han også bestred under Anker Jørgensen indtil 1973, hvor Hartling blev statsminister.

I 1975 blev han igen kulturminister og gennemførte udvidelser af kulturstøtten, som Julius Bomholt (S), landets første kulturminister, iværksatte med Statens Kunstfond og armslængdeprincippet.

Matthiasen blev kendt som Kultur-Niels på grund af sit arbejde for netop kulturen og kunsten, som han ønskede mere decentraliseret.

Rundbordsdiskussion på Marienborg. Fra venstre ses Arne Melchior (Centrumdemokraterne), Niels Helveg Petersen (Det Radikale Venstre), Ole Espersen (S), Anker Jørgensen (S) og Christian Christensen (Kristeligt Folkeparti). Foto: Kurt Petersen/Ritzau Scanpix.

Desperate times, desperate measures 
Helhedsplanens effekter lod vente på sig, mens oliepriserne fortsat steg, og den danske eksport stod stille. Der blev derfor iværksat flere krisetiltag, mest væsentligt Majforliget i 1980. Påskeægget, som oppositionen kaldte tiltaget, medførte finanspolitiske stramninger for fem milliarder kroner.

Heller ikke dette hjalp på krisen: Arbejdsløsheden nåede 250.000, og der var endnu underskud på betalingsbalancen. Med Majforliget i 1981 vedtog regeringen derfor nye offentlige besparelser for otte milliarder kroner.

Demonstration i København som reaktion på Den Kolde Krig. Foto: Steen Jacobsen/Ritzau Scanpix.

Atomvåbenkritik 

Nato traf i december 1979 den såkaldte dobbeltbeslutning, der dels bestod i at opstille nye Nato-missiler i Vesteuropa, og dels i at gøre opstillingen betinget, så den kunne annulleres, hvis Sovjetunionen indgik i forpligtende forhandlinger om at fjerne sine SS-20-missiler.

Ved folketingsvalget i 1979 blev den interne balance i Socialdemokratiet rykket i en mere venstreorienteret og dermed kritisk retning over for Nato’s kernevåbenpolitik. Regeringen prøvede siden at få dobbeltbeslutningen udskudt for at give Sovjetunionen mere tid til at indgå i forhandlinger.

Den sovjetiske leder Bresjnev udtalte under nedrustningsforhandlingerne i 1981, at Sovjetunionen ville standse opstillingen af nye missiler og fjerne allerede opstillede missiler, hvis Nato ikke påbegyndte sin opstilling. 

USA tog afstand fra udmeldingen og ville fastholde NATO-beslutningen om at opstille nye missiler, men Ankers regering så med stigende skepsis på det fornyede rustningskapløb. Den danske regering endte dog med formelt at støtte NATO-strategien om at opstille missiler, så længe Sovjet ikke havde fjernet sine. Dobbeltbeslutningen førte senere til den danske fodnotepolitik, der komplicerede det danske forhold til Nato i 1980’erne.*

Anker Jørgensen til åbningen af Køge Bugt Strandpark. Foto: Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix. 

Kan man kaste Anker i oprørt farvand?
Det slider på et parti at sidde ved magten, og med de store økonomiske udfordringer var det i høj grad tilfældet for Socialdemokratiet. Selvom man lavede store økonomiske forlig, var der uro både internt i regeringspartiet og udadtil: Anker Jørgensen kæmpede offentligt med LO-formand Thomas Nielsen, mens der kom flere lækager fra minister- og gruppemøder.

Efter regeringen ikke kunne sikre sig opbakning til endnu et stort økonomisk forlig i 1981, valgte Anker Jørgensen derfor at udskrive valg til afholdelse 8. december 1981, hvor Socialdemokratiet gik 9 mandater tilbage. Efter 22 dages forhandlinger kunne Anker dog alligevel danne sin femte og sidste mindretalsregering 30. december. 

Kilde: Denne artikel er baseret på oplysninger fra artiklen Ministeriet Anker Jørgensen IV, 1979-1981, danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet. 

Artiklen er ændret mandag 28.10.19 klokken 15: I en tidligere version fremgik det, at Anker Jørgensens regering tog forbehold for NATOs strategi om missiler ved at få tilføjet en fodnote i den officielle NATO-meddelelse. Der har dog været debat om, hvorvidt S-regeringen reelt tog forbehold for strategien eller blot udskød beslutningen og støttede strategien.

Ved et møde med NATO’s forsvarsministre fik den danske forsvarsminister Poul Søgaard (S) indført en fodnote i NATO's officielle kommuniké, hvor der dog stod, at det var NATO’s udenrigsministre og ikke forsvarsministrene, der havde kompetence til at udtale sig i sagen. Ved et senere møde mellem udenrigsministrene fik den danske regering ikke tilføjet nogen fodnote, og strategien blev vedtaget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00