40 års forbandelse er brudt: EU-valgdeltagelsen stiger for første gang

EU-VALG: For første gang siden indførelsen af de direkte valg til Europa-Parlamentet går stemmetallene frem og ikke tilbage, viser prognoser. Globale kriser har gjort Parlamentet mere vedkommende, mener ekspert.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Rikke AlbrechtsenThomas Lauritzen

BRUXELLES: Europæere har rejst sig fra sofaerne i betydeligt større antal end vanligt ved dette EU-valg.

Foreløbige tal fra Europa-Parlamentet anslår en stemmeprocent på omkring 51 procent. Det er uden Storbritannien. Med briterne forventes tallet at ende mellem 49 og 52 procent.

Det er et markant brud med en ellers konstant faldende stemmedeltagelse, siden der blev indført direkte valg til EU-Parlamentet i 1979.

”Det er det højeste i mindst 20 år,” siger Europa-Parlamentets talsmand, Jaume Duch, der kalder det ”meget betydningsfuldt”.

Ved sidste EU-valg brugte kun 42,61 procent af EU-borgerne deres stemmeret. Særligt borgerne i Central- og Østeuropa glimrede ved deres fravær med stemmeprocenter på 13 procent i Slovakiet og 19 procent i Tjekkiet.

Det er dog kun en lille del af en større trend, konkluderer den polske EU-ekspert Agata Gostynska, der er seniorforsker ved Centre for European Reform (CER) i London.

”Det kan skyldes, at flere vælgere ved dette europaparlamentsvalg har følt, at politikerne talte om store og vedkommende emner. Den serie af kriser, som EU har oplevet siden sidste valg i 2014, spiller nok også en rolle,” siger Gostynska med henvisning til flygtningekrisen i 2015, den britiske Brexit-afstemning i 2016 og den voksende opfattelse af konflikt med både Vladimir Putins Rusland og Donald Trumps USA.

”Det har helt tydeligt også fået medierne i mange lande til at vågne op og behandle dette europæiske valg meget mere intenst, end vi har set ved tidligere valg,” siger Gostynska.

I Danmark ser det også ud til et betydeligt løft i valgdeltagelsen. En måling for Megafon viser en stemmeprocent på anslået 66,5. I 2014 gik 56,3 procent af befolkningen til urnerne. 

Nogle få lande ser dog ud til at bryde med trenden. Det gælder blandt andet Italien. Her viser de foreløbige tal fra Indenrigsministeriet, at valgdeltagelsen klokken 19 lå to procentpoint lavere end på samme tid for fem år siden.

Valgstederne i Italien lukker klokken 23.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00