5 grunde til at Europas ledere er i tvivl om at udskyde Brexit

ANALYSE: Ingen af de 27 andre landes ledere ønsker, at Storbritannien forlader EU den 29. marts uden en aftale. Men der er også en række grunde til, at de er bekymrede over at udskyde datoen, sådan som Theresa May nu har bedt om.

BRUXELLES: Indtil for nylig virkede det åbenlyst, at Merkel, Macron, Lars Løkke og de andre ledere fra de 27 tilbageværende EU-lande ville være parate til at forlænge forhandlingerne om Brexit – ganske enkelt fordi alternativet er blevet betragtet som endnu værre.

Ingen ønsker at blive udpeget som den, der har ansvaret for, at Storbritannien tumler ud af EU natten mellem 29. og 30. marts uden nogen som helst aftaler om overgangsordninger, budgetter, regler, borgerrettigheder eller grænsen i Nordirland. Den situation vil koste alle så dyrt både økonomisk og politisk, at det vil runge gennem generationer langt ud i fremtiden.

Men i løbet af de seneste uger har den i forvejen svære politiske situation i det britiske parlament udviklet sig så ekstremt upålideligt, at tanken om en kort eller en længere udskydelse af datoen for Brexit ikke længere ubetinget virker som den mindst dårlige vej frem set fra EU’s synspunkt.

Nu har premierminister Theresa May bedt om en udskydelse indtil 30. juni for at give tid til endnu et forsøg på at få sin udtrædelsesaftale gennem House of Commons – Underhuset i det britiske parlament. Det er ikke usandsynligt, at lederne fra de 27 andre medlemslande modstræbende siger ja. Men der er en række grunde til, at de er nødt til at tænke sig grundigt om, før de accepterer udskydelsen.

Her er 5 af dem:

 

1: Skruen uden ende
Indtil i mandags var forventningen, at Theresa May ville gennemføre en ny afstemning om Brexit-aftalen i det britiske Underhus før EU-topmødet i denne uge. Hvis den var blevet godkendt, ville en forlængelse til 30. juni have været problemløs: en rent teknisk udskydelse af den aftalte og velorganiserede udtrædelse (inklusive overgangsordning), udelukkende for at give briterne tid til at gennemføre den nødvendige lovgivning.

Nu har formanden for Underhuset foreløbig forhindret May i at gennemføre en ny afstemning med henvisning til regler om, at det samme parlament ikke kan blive forelagt præcis det samme forslag igen og igen. Derfor beder premierministeren nu om forlængelse til 30. juni uden at have sin aftale på plads i London, og det er en helt anden situation. Lederne fra EU27 er nødt til at spørge hende, hvad de tre måneder ekstra så skal bruges til.

Og hvad nu, hvis det igen mislykkes at få aftalen vedtaget i Underhuset? Kommer premierministeren så tilbage og beder om endnu en forlængelse? De 27 andre regeringer må sikre sig, at de ikke bare siger ja til fortsatte udskydelser af et til sidst uafvendeligt hårdt Brexit. 

2: Signalet til EU-modstanderne
Ikke mindst i de franske og belgiske regeringer er der frygt for, at de hårdeste brexiteers i Mays bagland vil opfatte en betingelsesløs udskydelse til 30. juni som et svaghedstegn. Som et signal om, at lederne i de 27 andre lande er så bange for no-deal-Brexit, at de er villige til at forlænge forhandlingerne igen og igen. Det kan svække Theresa Mays chancer for at få sin aftale med EU vedtaget.

Der er også en frygt for politisk forvirring og ”forurening” af de 27 landes valgkampe op til europaparlamentsvalget 23.-26. maj, fordi en udskydelse uden klare betingelser sår tvivl om, hvorvidt Storbritannien stadig er medlem til den tid. Er det et EU med eller uden Storbritannien, der går til valg? Det kan få uforudsigelige konsekvenser for de temaer, de andre landes valgkampe berører. Set fra EU-positive lederes synspunkt risikerer sådan en uklarhed at forære initiativet i valgkampen til skeptiske og populistiske kræfter på kontinentet.

Der foregår i forvejen et politisk opbrud i de fleste medlemslande, som mange traditionelt regeringsbærende partier både til højre og til venstre føler sig truet af. For eksempel er Frankrigs præsident optaget af at dreje fokus væk fra nationalistlederen Marine Le Pen og oprørsbevægelsen De Gule Veste med nye visioner om et stærkere EU efter Brexit. 

3: Risikoen for Europa-Parlamentet
EU’s juridiske eksperter har advaret om, at selve gyldigheden af et nyvalgt Europa-Parlament kan bringes i fare, hvis Storbritannien stadig er medlem 23.-26. maj uden at gennemføre europaparlamentsvalg. Traktaterne giver alle EU-borgere ret til at deltage i valget. Hvis for eksempel de omkring tre millioner ikke-britiske unionsborgere i Storbritannien fratages den ret, kan de gå til EU-Domstolen og kræve hele det europæiske valg annulleret. Den risiko kan de 27 europæiske ledere næppe acceptere.

Så længe perspektivet var en rent teknisk forlængelse efter vedtagelse af Mays udtrædelsesaftale hjemme i London, udgjorde datoen 30. juni ikke noget problem. Med en vedtaget garanti for britisk udtrædelse den dag kunne europaparlamentsvalget gennemføres uden briterne i maj, fordi det nye Europa-Parlament først konstituerer sig 2. juli. Men nu beder Theresa May om udskydelse til 30. juni uden at have sin aftale på plads først.

Det åbner i teorien mulighed for, at hun kunne komme tilbage efter europaparlamentsvalget og annullere Brexit. EU-Domstolen har nemlig afgjort, at briterne har ret til ensidigt at tilbagekalde deres anmodning om udmeldelse, så længe forhandlingerne om deres exit ikke er afsluttet. I så fald ville Europa-Parlamentet kunne erklæres ugyldigt og lamme hele EU-systemets evne til at vedtage lovgivning. 

4: Frygten for britisk blokade
En anden mulighed er en længere udskydelse af datoen for Brexit, enten på ni måneder, et år eller måske endnu længere. Det nævnte Theresa May selv i sidste uge som en mulighed i tilfælde af, at hun stadig ikke kan få sin udtrædelses-aftale med EU vedtaget. Men det lykkedes hende ikke i denne uge at få sin egen regering overbevist om, at Storbritannien skulle bede EU om at overveje den lange udskydelse også allerede nu.

Ikke desto mindre er der stadig en mulighed for, at May kommer tilbage og beder om en længere udskydelse – eller at EU foreslår den mulighed, såfremt det kunne give Storbritannien mulighed for at gøre rent bord: lave et nationalt kompromis, udskrive valg og/eller gennemføre en ny folkeafstemning. Men også den model åbner for risikable scenarier.

Ikke alene ville Storbritannien så skulle gennemføre valget til Europa-Parlamentet 23.-26. maj med hele det politiske kaos og den forvirring om sammensætningen af forsamlingen i Strasbourg, som det kan medføre (for eksempel: får Danmark så ikke et ekstra medlem alligevel?). Briterne vil pludselig også skulle have en ny kommissær, og de vil kunne udøve indflydelse på alle de nye topposter i et EU, de er på vej ud af.

Storbritanniens regering vil samtidig kunne blokere for afgørende beslutninger om EU-samarbejdets fremtid, for eksempel det næste rammebudget for perioden 2021-2027. Det skal nemlig forhandles på plads i løbet af i år og næste år. Nogle taler om, at man i givet fald kunne aftale, at London ikke vil blande sig i disse langsigtede beslutninger. Men der findes ingen juridisk garanti for, at sådan en aftale ville blive overholdt. 

5: Brexit-træthedens smertegrænse
1.000 dage efter, at 52 procent af de britiske vælgere stemte nej til EU – og to år efter, at Storbritanniens regering formelt meldte landet ud – er regeringerne i de 27 andre medlemslande godt trætte af dødvandet. Kritikere mener, at de ikke har gjort nok for at imødekomme briternes ønsker om en mindelig skilsmisse. Selv mener de 27, at de har gjort alt, hvad de kunne. Hvornår mon de konkluderer, at det har stået på længe nok?

Brexit uden nogen aftaler 29. marts vil koste så dyrt for hele EU, både økonomisk og politisk, at de 27 vil gå meget langt for at undgå det. Men de har også deres egne politiske problemer. De bliver hele tiden nødt til at afveje, hvornår den fortsatte usikkerhed om Storbritanniens medlemskab bliver et endnu større problem end et hårdt Brexit lige med det samme.

Det britiske drama æder politisk energi fra et samarbejde, der står over for andre store udfordringer, og som er presset af både Rusland, Kina og Trumps USA. Samtidig er millioner af EU-borgere henholdt i uvished om deres rettigheder, Europas erhvervsliv må udskyde investeringer for milliarder, og EU’s egne fremtidsplaner og budget svæver i limbo.

Hvor længe skal alt det holdes som gidsel for en regering og et parlament i Westminster, der ikke kan blive enige med sig selv? Spørgsmålet er, hvornår en eller flere af de andre europæiske ledere når smertegrænsen.

Forrige artikel Kristian Jensen vil ikke sætte beløb på regeringens velfærdsløft Kristian Jensen vil ikke sætte beløb på regeringens velfærdsløft Næste artikel LA-minister: Pinligt, at borgerlige borgmestre beder om flere penge per automatik LA-minister: Pinligt, at borgerlige borgmestre beder om flere penge per automatik
Altinget lancerer to nye nichemedier

Altinget lancerer to nye nichemedier

OM OS: Altinget udvider familien med Altinget Ældre og Altinget Børn. Gennem konstruktiv og kritisk journalistik vil nichemedierne dække emner, der indtager en central plads på den politiske dagsorden i de kommende år.