Abort-protester i Polen: "Det her er krig" - og EU skal forhindre, det bliver til virkelighed

KRONIK: Protesterne mod Forfatningsdomstolens abortafgørelse udvikler sig i Polen. Man kan kun frygte, at de vil blive værre, for befolkningen har fået nok og trods de eksplosive coronatal og -restriktioner. Nogen er nødt til at hjælpe dem, skriver Vibe Termansen.

Af Vibe Termansen
Seniorprojektleder og analytiker, Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO)

”Fuck af”, ”Aborter regeringen” og ”To jest wojna” - det her er krig. De hundredetusinder af protesterende på gaderne i Polen lige nu er vrede og lægger ikke fingrene i mellem.

Det gør den anden side heller ikke: Det regeringskontrollerede stats-tv TVP fortæller i sine flagskibsnyheder, at ”venstreorienteret fascisme ødelægger Polen”, og at de protesterende går ind for kannibalisme. Ærkebiskoppen i Kraków har sammenlignet de protesterendes symbol, et rødt lyn, med det nazistiske SS-symbol. Den offentlige anklager har varslet op til otte års fængsel for de, der organiserer protesterne, for at ”forårsage en epidemilogisk trussel” (covid-19-tallene er eksploderet i Polen, der er mangel på hospitaler, læger, udstyr, medicin, og der er indført forbud på forsamlinger over fem personer).

Tirsdag aften sagde partiformand Jaroslaw Kaczynski i en tale, at folk, der deltager i protester, begår en forbrydelse, der vil koste mange menneskers liv, at myndighederne har både ret og pligt til at modsætte sig det, at kirken er det eneste moralske system, der er universelt anerkendt i Polen, og at den skal forsvares for enhver pris, hvorefter han opfordrede alle støtter til at deltage i forsvaret af kirken og kaldte protesterne for et angreb, der vil ødelægge Polen og afslutte historien om den polske nation.

Talen formodes at være medvirkende til, at højreradikale grupper, bevæbnet med knive, peberspray og jernrør, har slået fysisk ring om kirker og natten til torsdag angreb protesterende kvinder, herunder en journalist, der filmede i byerne Bialystok og Wroclaw.

Den nat var der omkring 100.000 på gaden i Wroclaw. Det svarer til hver sjette af byens indbyggere. De ”demonstrerer” ikke, for det må man ikke på grund af corona-restriktionerne. De ”spadserer”. På små film optaget med mobiltelefoner fra byer over hele Polen, ser man endeløse rækker af kvinder og mænd, der ”spadserer” rundt med bannere, bøjler og mundbind med røde lyn, i evig bevægelse.

I Warszawa går de forbi parlamentet, Kaczynskis hjem, Forfatningsdomstolen. I andre byer går de bare rundt og blokerer dermed gader og pladser. Eller som et polsk medie skrev i en nærmest surreel, men alligevel meget dækkende overskrift ”Kvinder blokerer Poznan. Centrum paralyseret. Sporvognschauffører jubler, homoseksuelle danser polonaise.”

Det er ikke kun sporvognschauffører og homoseksuelle, der støtter de polske kvinder. Det gør landmændene også, minearbejdere, taxichauffører – og den tjekkiske socialminister, FN-sundhedseksperter og mange andre.

Gnisten, der har antændt de massive ”spadsereture”, er Forfatningsdomstolens afgørelse sidste torsdag om, at det er forfatningsstridigt at få abort på grund af ”uafvendelig skade” hos fostret. Dermed er abort de facto forbudt i Polen og kvinder tvunget til at gennemføre graviditeter og føde stærkt skadede børn, børn uden hjerner eller rygsøjler, børn, der ikke kan overleve efter fødslen.

Det er meningen. Partiformand Kaczynski udtalte i 2016, at ”vi vil kæmpe for at sikre, at selv meget vanskelige graviditeter, hvor barnet helt sikkert vil dø, meget deforme, alligevel ender med en fødsel, så det barn kan blive døbt, begravet, få et navn.”

Op til 1973, hvor Danmark fik fri abort, var der danske kvinder og piger, der tog til det kommunistiske Polen for at få foretaget en abort.

I dag går abort-strømmen ud af Polen. I 1993, fire år efter kommunismens kollaps, vedtog det polske parlament at forbyde abort med enkelte undtagelser. Forbuddet blev kaldt et ”kompromis”. Men kompromisset blev ikke indgået med de direkte berørte, kvinderne, men mellem den katolske kirke og den daværende regering, der mente, den skulle betale kirken tilbage for dens rolle under kampen mod kommunismen. Indtil sidste uge var det kun lovligt at få foretaget en abort, hvis graviditeten skyldtes en forbrydelse, hvis morens liv eller helbred var i fare, eller hvis fostret var ”uafvendeligt skadet”.

Det var heller ikke nemt at få en abort før torsdag 22. oktober 2020. I 1980'erne, med fri abort, blev der udført omkring 86.000 aborter om året i Polen. Sidste år blev der foretaget 1.110 lovlige aborter i Polen, i en befolkning på 38,5 millioner mennesker. I Danmark er tallet omkring 15.000 aborter i en befolkning på 5,8 millioner mennesker, med seksualundervisning i skolerne og let adgang til et sandt festfyrværkeri af præventionsmidler.

I Polen klares seksualundervisningen stort set i hjemmene – eller via selvstudier på internettet eller i praksis. Prævention er tilladt, men svært tilgængelig, dyr og socialt problematisk. Forslag om at indføre seksualundervisning i skolerne er blevet mødt med heftig modstand. I skræmmekampagnen mod forslaget lyder fortællingen, at seksualundervisning betyder, at pædofile skal lære små børn at onanere.

Af de 1.110 polske lovlige aborter sidste år var de 26 på grund af en forbrydelse eller for at beskytte kvindens liv eller helbred. Resten, altså langt hovedparten, tilhørte den kategori, der nu er kendt forfatningsstridig.

Medvirkende til det lave antal lovlige aborter indtil i torsdags er en del lægers modvillighed mod at udføre indgreb, der ifølge lovgivningen var legale. Læger kan nægte at gøre det på grund af personlig overbevisning – eller af frygt. Fik en læge en patient med fosterforgiftning, og døde barnet under forløsningen, risikerede lægen tre års fængsel. Alternativet, ikke at gøre noget, kan koste både mor og barn livet – men lægen skal ikke i fængsel.

Vi ved af indlysende årsager ikke, hvor mange illegale aborter, der er blevet foretaget i Polen de seneste år. De estimerede tal svinger mellem 150.000 og 200.000. De velstående og ressourcestærke kan finde en klinik i Tjekkiet, Slovakiet eller Tyskland, booke en aftale og få foretaget indgrebet nemt og diskret for omkring 4.000 kroner, lidt under en polsk gennemsnitsmånedsløn. De fattige og ressourcesvage må få barnet eller forsøge sig med kvaksalvere. ”Kvaksalver”-begrebet dækker i nogle tilfælde over uddannede læger og gynækologer, men ifølge WHO er alle illegale aborter usikre på grund af den tilknyttede usikre atmosfære og frygt.

Regeringen var stille bemærkelsesværdigt længe efter sidste torsdags afgørelse i Forfatningsdomstolen, mens folk protesterede. Den almindelige antagelse er, at de var ved at konsultere deres fokusgrupper.

Torsdag sidste uge slog politiet ring om Kaczynskis hus og sprøjtede tåregas efter demonstranterne. Tirsdag tilkaldte parlamentsformanden vagter til at slå ring om Kaczynski i parlamentsalen, da politikere fra venstrefløjen kom lidt for tæt på ham med kritiske skilte og slogans. Og tirsdag aften holdt han så sin tale, hvor han kaldte protesterne for et angreb, der vil ødelægge Polen, og slog fast, at kirken skal beskyttes for enhver pris.

Abort-spørgsmålet er et årligt tilbagevendende emne i Polen. Der er stærke, katolske kredse, der helst ser et totalt forbud (og i øvrigt samtidig et forbud mod reagensglasbefrugtning). Samler de flere end 100.000 underskrifter, og det gør de jævnligt, skal borgerinitiativet behandles i parlamentet ifølge polsk lov. I 2016 fik et sådant initiativ op mod syv millioner polske kvinder til at strejke og gå på gaden. Dengang handlede forslaget om, at abort kun skulle være tilladt, hvis kvindens liv, ikke hendes helbred, var i fare.

Den massive modstand overraskede regeringen, der endte med at træde et skridt tilbage i sagen.

I år er problemet anderledes, fordi det i princippet ikke er et politisk lovforforslag, behandlet i parlamentet, men en domstols afgørelse. Hagen er naturligvis, at Forfatningsdomstolens dommere, særligt dens formand Julia Przylebska, er udpeget af regeringen og forventes at gøre, som regeringen ønsker.

Men regnestykket bagved er det samme. Kirken skal have tak for alle de stemmer, den sørger for går til Lov og Retfærdighed, der skal lukkes af mod højre (særligt den højre-radikale justitsminister Zbiegniew Ziobro har hele sommeren og efteråret voldt problemer for Kaczynski), og så er konflikt det vand, Kaczynski svømmer bedst i – det er hans politiske metode, og det har det været, siden han som ung jurist bidrog til den frie fagforening Solidaritets kamp mod kommunismen.

Spørgsmålet er, om han denne gang har forregnet sig. De første meningsmålinger kom onsdag morgen, efter hans tale. 12 procent af befolkningen bifalder Forfatningsdomstolens afgørelse, 74 procent bifalder den ikke. Kun 11 procent støtter et totalt forbud mod abort. 22 procent støtter fri abort op til 12. uge, 62 procent støtter abort under særlige omstændigheder. 54 procent støtter de igangværende protester, 43 procent er imod.

Præsident Andrzej Duda har valgt en lidt mere forsonlig kurs end Kaczynski. Hans hustru har fortalt, at hun er i tvivl, mens deres datter simpelthen støtter protesterne. Lederen af Lov og Retfærdigheds mere moderate støtteparti forhandler lige nu med Duda om en landingsbane, hvor man ikke kan abortere børn med Downs syndrom, men hvor man legalt kan abortere børn med ”uhelbredelige dødelige defekter”.

Hvad det kommer til at betyde for de omkring 40 procent, der plejer at stemme på Lov og Retfærdighed, må vi vente at se. Lov og Retfærdigheds vælgere er også splittede i spørgsmålet. Men der er tre år til næste valg, og tre år er en evighed i polsk politik.

Hvad det kommer til at betyde for protesterne og for mod-protesterne, for den i forvejen afgrundsdybe splittelse i Polen og for, om ”forsvaret af de polske kirker for enhver pris” bliver vekslet til noget andet og værre, får vi snart at se.

En befolkning har fået nok, vil ikke mere og går på gaden trods eksplosive coronatal og strenge coronarestriktioner. Og en regering svarer igen med slet skjulte opfordringer til vold.

Det kan blive farligt. Som den ungarske journalist Edit Zgut, der bor i Warszawa, skriver i mediet Politico: ”En eskalerende kulturkamp, der spiller på folks frygt og identitetsfølelse, kan nemt sprede sig til fysisk vold, som med mordet for to år siden på Gdansks borgmester Pawel Adamowicz, der havde kritiseret regeringspartiets fremmedfjendske politik og forsvaret LGBTQ-rettigheder og migranter.”

Lad os håbe, det ikke kommer så vidt.

Edit Zgut skriver også, at ”Europa skal ikke bare se passivt til, mens Polen imploderer. EU-Kommissionen er nødt til at tale klart. Ikke bare skal den fordømme restriktionerne på kvinders adgang til sikker og lovlig abort og angrebene på børns ret til seksualundervisning, den må også stå langt fastere mod afmonteringen af retsstatsprincipperne i Polen. Warszawa må ikke få lov at slippe afsted med åbent at misbruge, chikanere og intimidere dommere og anklagere, der prøver at forsvare retsstaten.

I stedet for uendelig og ineffektiv dialog skal EU kræve mere konkrete tiltag. Kommissionen må handle og lancere en traktatkrænkelsesprocedure om de ulovligt udnævnte dommere i Forfatningsdomstolen og Det Nationale Domstolsråd [der udnævner dommere i Polen, red.].

Hvis Lov og Retfærdighed ikke havde bragt disse institutioner under sin kontrol, ville partiet ikke have været i stand til at rulle de polske kvinders menneskerettigheder tilbage og underminere landets demokrati. EU har ikke råd til at lade Polen slippe afsted med det her.”

Nogen er nødt til at hjælpe de 54 procent af polakkerne, der støtter protesterne, de 74 procent, der er imod den ikke-uafhængige Forfatningsdomstols afgørelse, og de 84 procent, der ikke ønsker en strammere abortlovgivning. Nogen er nødt til at sørge for, at den kamp, Kaczynski har erklæret, ikke udvikler sig til noget værre. Og er at forhindre krig ikke netop EU’s fornemmeste opgave?

I dag, fredag, finder den formodet hidtil største protest sted i Warszawa. Søndag klokken 15 er der protest til støtte for de polske kvinder på Københavns Rådhusplads.

Forrige artikel Venstre: SF stemmer nej til grønne fremskridt i hellighedens tegn Venstre: SF stemmer nej til grønne fremskridt i hellighedens tegn Næste artikel Rami Zouzou: Der skal ikke drikkes mere religiøs dialogkaffe med ekstremistiske muslimer Rami Zouzou: Der skal ikke drikkes mere religiøs dialogkaffe med ekstremistiske muslimer