Adam Holm 30 år efter Murens Fald: Vi må aldrig fristes til at erklære historien afsluttet

Frem med trompeterne og paukerne!

Selvfølgelig skal vi fejre de europæiske revolutioner i 1989, dette annus mirabilis, som væltede de udemokratiske regimer og nedbrød de pigtrådsbevogtede grænser mellem Øst og Vest.

Vi skal naturligvis lade tankerne vandre tilbage til de bevægende dage – og det var de, kan vi, de lidt ældre, forsikre de lidt yngre om – da Berlinmuren ved et sammentræf af tilfældigheder pludselig blev åbnet, og de underkuede borgere fra politistaten DDR fik mulighed for i hobetal at strømme ind i byens vestlige del. Et par timer forinden ville den korte tur på blot nogle få meter have udløst skudsalver og fængselsstraf.

Da kommunismens dominobrikker én efter én væltede i Central- og Østeuropa var det nærmest ikke til at begribe. Glæde og vantro gik hånd i hånd. Som den tysk-britiske sociolog og liberale politiker, Ralf Dahrendorf, der som ung havde siddet i nazistisk kz-lejr, skrev i bogen Reflections on the Revolution in Europe (1990): "What a time to be alive!"

Det er umuligt at glemme billederne af den jublende menneskemængde i Berlin 9. november. Det var ekstase parret med dyb lettelse og forvirring over de drømmeagtige scener, der udspillede sig i de første intense døgn efter 'Mauerfall'.

Det er også svært at fortrænge indtrykket af den nobelt udseende Tadeusz Mazowiecki, der 24. august blev valgt som Polens første ikke-kommunistiske premierminister siden 1945. Polen, som få år tidligere havde stået på randen af en sovjetisk invasion, havde nu afskaffet étpartisystemet og udpeget en demokratisk idealist til at stå i spidsen.

Hvis vi tror, sådan som liberale festtaler slår an, at Historien rummer en determinisme, der med usvigelig sikkerhed har bragt os fra krig, krise og kommunisme til fred, velstand og demokrati, har vi forregnet os.

Adam Holm

Eller hvad med dramatikeren og dissidenten Václav Havels udnævnelse til præsident for Tjekkoslovakiet 29. december? Han, som flere gange var blevet arresteret og sendt bag tremmer under kummerlige kår, skulle snart føre de dengang endnu samboende tjekker og slovakker til deres første frie valg i en menneskealder.

Eller tag standretten 25. december, hvor Rumæniens diktator Nicolae Ceausescu og hans hustru, Elena, efter en kort domsafsigelse blev skudt af en henrettelsespeloton foran et rullende kamera. Igennem årtier var Ceausescu et navn, rumænerne forbandt med frygt. Nu lå han i en pøl af blod med halvt åbne øjne.

Verden stod ikke længere. Den ene epokegørende begivenhed afløste den næste i et nærmest komisk tempo. De pro-demokratiske demonstranter på Den Himmelske Freds Plads i Beijing, som i foråret 1989 opfordrede det regerende kommunistparti til reformer og åbenhed, blev angrebet af militæret. Mens kampen for åbenhed blev slået hårdt ned i Kina og efterlod flere end 3.000 dræbte, foregik forandringerne i Europa – med Rumænien som undtagelsen – stort set uden at der blev løsnet et skud.

Hvis det var den endegyldige kulmination på Anden Verdenskrig, så sluttede det som i The Hollow Men, T.S. Eliots berømte digt: "Not with a bang but a whimper".

Det er ikke underligt, at vi i disse måneder oplever en syndflod af bogudgivelser, featureartikler, podcasts og tv-indslag, der ser tilbage på den mindeværdige periode, hvor fem årtiers kold krig blev vekslet til eufori og en fornemmelse af, at vi var ankommet til Historiens slutpunkt.

Men ved nærmere eftertanke er det måske ikke 30-års jubilæet for Østblokkens sammensmeltning, som burde optage os mest. Det er snarere spørgsmålet om, under hvilke omstændigheder 40-års jubilæet i 2029 skal fejres: Vil det være i et frit eller et autoritært Europa?

Den kritiske læser vil indvende, at den dramatiske modsætning er lovligt hårdt trukket op. Som om valget er et enten-eller! Kast et blik ud over kontinentet, vil indvendingen lyde. Fraset Hviderusland (og Tyrkiet, hvis vi tæller landet med i den europæiske kreds) har vi jo demokrati fra Barentshavet i nord til Middelhavet i syd, og fra Sortehavet mod øst til Atlanterhavet mod vest.

Den 'virkeliggjorte socialisme', der hegnede sine borgere inde bag mure og et massivt overvågningsapparat, tabte til samfund, som byggede på universelle frihedsprincipper og tillod individuelle rettigheder. Sindelagskontrol, ensretning og statskontrollerede domstole viste sig at være mindre tillokkende end pluralisme, parlamentarisme og et uafhængigt retssystem.

Ved de folkelige revolutioner – eller "refolutions", som den britiske historieprofessor Timothy Garton Ash har kaldt forandringerne i 1989 med en sammentrækning af revolution og reformer – blev ufriheden kasseret og erstattet af frihed.

Det er formentlig sådan, mange foretrækker at huske 1989; som en folkelig manifestation og som et endegyldigt kollaps af en ideologi, som måske nok på papiret er kendetegnet af medmenneskelighed og solidaritet, men aldrig formåede at efterleve disse idealer i praksis.

Der er imidlertid et problem med denne opstilling; den er for nem og for retlinet, og frem for alt er den ikke tro mod de modsatrettede tendenser, modsigelser og tilfældigheder, som udgør summen af en historisk forandring.

Hvis vi tror, sådan som liberale festtaler slår an, at Historien rummer en determinisme, der med usvigelig sikkerhed har bragt os fra krig, krise og kommunisme til fred, velstand og demokrati, har vi forregnet os.

Som en anden britisk historiker, Mark Almond, skriver i bogen 'Virtual History'. Alternatives and Counterfactuals (1997) er det påfaldende, hvor slidstærk og levedygtig mange vestlige iagttagere anså Østblokken for at være. Selv ved indgangen til skæbneåret 1989 var der ikke ligefrem trængsel i køen blandt spåmænd, der havde forudset den række af forandringer, som snart fulgte.

Det var en udbredt antagelse, påpeger Almond, at modsætningen mellem Øst og Vest ville bestå i flere generationer. Nok var produktiviteten i de kommunistiske planøkonomier elendig, og med Mikhail Gorbatjovs perestrojka og glasnost var der tegn på både strategiske ændringer og gradvise politiske reformer, men derfra til så at forestille sig et totalt kollaps af den hidtidige orden var der et stykke vej.

Anekdotiske eksempler hentet i egen rede har selvsagt begrænset almen gyldighed, men knap tolv måneder før Europa skiftede udseende, var jeg på gymnasietur i det delte Berlin. Vi tilbragte en dag på den østlige side, hvor vi fik en indføring i socialismens påståede glæder, som dog var svære at få øje på i gadebilledet. Derimod så vi, hvordan en yngre mand, der havde dristet sig til at henvende sig til os på den eneste café, vi kunne opdrive, blev passet op af to mænd i civilt og ført bort.

Det var Stasi, som viste sin allestedsnærværende styrke. Vi så også, hvordan den famøse mur, som på vestlig side var overmalet med graffiti og fredsbudskaber, på den østlige side var grå og flankeret af lyskastere, snubletråde og maskinpistolbevæbnede vagter.

Østberlin virkede stabil i sin lukkethed. Intet antydede et nært forestående opbrud blot et års tid senere. Vagterne ved Checkpoint Charlie gennemrodede indholdet af vores tasker med stor nidkærhed både på vej ind og ud af DDR, og der var ingen synlige sprækker at se, ingen skjult tegn på modstand blandt de folk, vi så på gader og stræder.

Hvorfor denne opremsning? Jo, man kan måske drage den banale lære af 1989, at man aldrig må fristes til at erklære historien for slut. 1989 var ikke mange måneder gammel, da Chris Gueffroy, en ung østtysker, blot et år ældre end jeg selv, blev skudt og dræbt, da han forsøgte at flygte til Vesttyskland.

Set med DDR-ledelsens briller var det udtryk for et disciplineret system, der handlede forsvarligt og tog vare på statens sikkerhed, men knap et halvt år senere kunne Gueffroys jævnaldrende spadsere frit gennem Murens grænseposter og over til den forjættede Forbundsrepublik.

Det er blot et eksempel på, at Historien sjældent har et endegyldigt facit. Først afviste vi, at Østblokken ville forvitre. Den var nærmest en naturlov og ville eksistere til evig tid. Det var indlysende forkert.

I dag er vi mange, der afviser, at de liberale demokratier vil forvitre. Vi nægter at tro, at det kan gå så slemt. Ingen går tilbage ad historiens nedgroede stier, siger vi beroligende til hinanden.

Jovist, Orbán i Budapest, en af studenterlederne fra omvæltningerne i 1989, har sat tommelskruer på både medier, domstole og universiteter, så meget, at Freedom House i år betragter Ungarn som kun "partly free", men de demokratiske rammer eksisterer fortsat.

Orbán selv og hans vestlige støtter, blandt andet nationalkonservative intellektuelle her til lands, er ikke imod demokrati, men forholder sig kritisk til liberalismens præg på samfundet, en holdning, de deler med folk som Marine Le Pen i Frankrig og Matteo Salvini i Italien.

Det samme gælder i Polen, Tjekkiet og Slovakiet, hvor illiberale strømninger gør sig gældende i samfundslivet, uden at valghandlinger er blevet sløjfet, og journalister sat i fængsel.

Det klinger måske på den baggrund lidt hult at tale om faren for autoritære tilbageskridt. Vi er jo trods alt kommet i mål med det liberale demokrati. Eller hvad?

Da Lech Walesa tidligere på efteråret lagde vejen forbi København, gjorde han et stort nummer ud af at advare nutidens beslutningstagere mod at tro, at den historiske udvikling er stoppet med markedsøkonomi, frie medier og mindretalsrettigheder.

Walesa, til dem, som måtte have glemt det, kender med sin opvækst under kommunismens åg i Polen alt til et illiberalt systems kendetegn og virkemidler. Magelighed og historisk glemsomhed, sagde den gamle solidaritetsforkæmper, giver vind i sejlene til de kræfter, der betragter liberale værdier som undergravende for kulturen og i stedet ønsker 'stramme tøjler'. Det sidste frembringer sindelagskontrol, ensretning og statskontrollerede domstole, netop dét, kommunisterne stod for.

Som sagt: Frem med trompeterne og paukerne for at fejre begivenhederne for tredive år siden.

Men husk også høtyvene til at holde brandstifterne på afstand, de højrenationale populister fra Fidesz, Alternative für Deutschlad, PiS og Lega, som puster til gløderne i håbet om at se det åbne samfund med dets humanistiske værdier gå op i flammer.

Som Walesa minder om, kræver det beslutsomhed at udfordre de frihedskrænkelser, som borgerne visse steder i den gamle Østblok igen oplever. Vi kan heller ikke i det Vesten, der bryster sig af Oplysningens værdier, ignorere de kræfter, som åbenlyst ønsker forskelsbehandling på grundlag af religion og etnicitet.

Hvis ikke den kamp bliver taget i tide, risikerer vi, at fyrreårsjubilæet i 2029 bliver et annus horribilis.