Adam Holm: Greta Thunberg – klimafrelser eller panikslagen populist?

KOMMENTAR: Den svenske skolepige med fletningerne og den apokalyptiske retorik har pirket til verdens samvittighed i ét år. Måske er det ved at være nok.

Forleden kom det også til mig. Den midaldrende mands noget nær totale nedsmeltning over fænomenet Greta Tintin Eleonora Ernman Thunberg, som hendes fulde navn lyder.

I et anfald af indestængt irritation hørte jeg pludseligt min egen stemme slynge kritiske brokker ud i luften. Ufordøjet, ræbende, grimt.

Anledningen var en samtale om politisk aktivisme i musik foranlediget af Greta Thunbergs samarbejde med det britiske band ’The 1975’. Den nu verdensberømte – og omstridte – svenske skolepige fremsiger en af sine dommedagstaler til tonerne af en klimprende guitar.

Thunberg fremmaner med en snert af panik i stemmen et billede af klodens miserable tilstand og langer ud efter de ældre generationers passivitet. Intet i homo sapiens’ historie har budt på en mere kompleks udfordring end klimakrisen, messer hun alvorstungt.

Glem nuancer, glem videnskabelige indvendinger; problemstillingen er med Thunbergs egne ord sort-hvid. Enten sørger vi for en temperaturstigning på 1,5 grader, eller også gør vi ikke. I tilfælde af det sidste er vi godt og grundigt på spanden. Det er intet mindre end vores civilisations overlevelse, det drejer sig om. 

Her gik jeg op i røg og damp. Som om det atomare rustningskapløb med dets indbyggede risiko for en nuklear katastrofe på især det asiatiske kontinent ikke giver anledning til mindst lige så dybe panderynker som smeltende indlandsis og kvælende hedebølger.

Thunbergs kamp har varet et år. Så lang tid – eller kort tid – er det, siden hun satte sig foran Riksdagen i Stockholm med et håndskrevet skilt med ordene ’Skolstrejk för klimatet’. Hun har siden opnået en eksplosiv international udbredelse og er blevet inspiration for teenagere rundtom i Vesten, blandt dem mine egne to sønner på henholdsvis 13 og 15 år.

Thunberg har mødt præsidenter, religiøse overhoveder og premierministre; hun har talt i parlamentssale, optrådt i prestigefulde tv-shows, været på forsiden af førende aviser og magasiner, udgivet en bestseller og hun nævnes til overflod som kandidat til at modtage Nobels fredspris.

I skrivende stund er hun på vej over Atlanten i en sejlbåd for at deltage i et klimamøde på FN's Generalforsamling i New York. To uger i høj bølgegang må den alt andet end søstærke unge kvinde udholde. For mange et unødigt offer, for hende en tilsyneladende uopslidelig idealisme.

Netop denne idealisme – hendes mest arrige kritikere, og de er mange, kalder det naivitet eller det, som er værre – var den lille gnist, der antændte mit indre bål og fik mit temperament til at slå ud i lys lue.

Hvorfor F… skal vi dog blive ved med at lytte til hende, nærmest brølede jeg. Vi har sgu da alle sammen været unge og ment, at verden enten var sort eller hvid, men nogle årtier og et par dybe livserfaringer senere ved vi, at kompleksiteten i virkelighedens verden er mere påtrængende end nogle moderigtige slogans, der egner sig godt til demonstrationsbannere, men ikke for alvor adresserer de konkrete problemer.

Ikke at der er noget galt med at have idealer. Det har jeg også selv. Thunberg behøver ikke at skulle være hverken jordnær pragmatiker eller benhård realist. Hun behøver til gengæld heller ikke at lade idealismens særlige fordring på ædelhed gå foran de faktiske forhold i jernindustrien, for nu at bruge et gammelmandsudtryk.

Den kvindelige Tintin har ret i, at meget er skidt, hvad angår klimaet, ja, mere end det; der er grund til bekymring, men som Paris-aftalen i 2015 viste, så er der noget nær komplet global tilslutning til at tage skeen i den anden hånd.

Thunbergs gentagne påstand om, at de voksne – læs: vi, der har gået på kloden før hendes eget fødeår i 2003 – har svigtet kloden, er både rigtig og forkert. Rigtig, fordi klima- og miljøkampen for nogle få årtier siden overvejende var et anliggende for en lille skare af bær- og tangspisende biodynamiske flippere.

Forkert, fordi der også før Thunbergs skelsættende solodemonstration, som i parentes bemærket vidner om en imponerende civilcourage, har været udfoldet mange bestræbelser på at tænke i alternative energiformer og skabe miljømæssige forbedringer.

Verden stod ikke i stampe på klimaområdet før 20. august i fjor, hvor hun begyndte at protestere. I sin deklamatoriske fremførelse på nummeret med ’The 1975’, siger hun intet om, at mange kræfter for længst har indset, hvor galt det står fat. Hendes fortælling slår igen og igen fast, at det da er for galt, at ’et barn’ må komme og sige det, som skal siges. Oven i hatten opfordrer hun sin egen generation til at skippe skolen; hvorfor gå der, når man alligevel ikke har en fremtid? Unægtelig et paradoksalt budskab, hvis det er større viden og indsigt, der kræves for at redde planeten.

Problemet er ikke, at Thunberg ikke har ret; det har hun et langt stykke ad vejen. I hvert fald er der ingen mangel på velmeriterede forskere, der understøtter de ofte panikslagne udsagn, som udgår fra den 16-årige aktivist.

Nej, det egentlige problem er, at Thunberg i overskriftsformer trækker på og gengiver disse forskere, men det er hende, sandsigersken, som bliver krediteret med en nærmest utrolig indsigt.

Hun forsker ikke, hun kender ikke til de videnskabelige metoder, hun har ikke gjort nogen selvstændige opdagelser baseret på langvarige empiriske studier. Hvordan skulle hun dog også have gjort det?

Hun var blot 15 år gammel og skoleelev, da hun blev opdaget af en journalist. Barnet Greta var god som clickbait for en værdig sag, men hun er hverken profet eller frelser. Hvis hun er noget, er det en herold, en budbringer af andres budskaber. Beskeden er modtaget, og ingen, som har en smule samvittighed, kan være kolde i hjertet over for opfordringen til at passe på vores fælles klode.

Efter at have sundet mig gik det op for mig, at Thunberg ikke skal hvæses ad, blot fordi hun har ildhuen i behold. Det er et godt træk, også selv om hun lyder hellig og oprømt. Det er disse egenskaber, der har bragt hende i omverdens søgelys; en renhjertet sjæl, dét kan vi lide, ikke en fortabt skabning.

Alligevel er nok nok for min del. Voksenverdenen kan godt leve op til sit ansvar uden at blive belært af et ungt menneske, som stadig bor hjemme hos mor og far. Det virkeligt uansvarlige er at blive ved med at lytte, som om en hidtil ukendt sandhed blev os forkyndt. It’s time to get real, som man siger.

Vi voksne kan også være bange og synge lange, lange, bange sange; jo tak, men vi kan også synge mindre paniske sange end den, Thunberg lægger røst til. 

----------

Adam Holm, f. 1969. Ph.d. i historie og journalist, tidl. Deadline på DR2. I dag tilknyttet blandt andet P1 og Berlingske. Udgav i 2017 bøgerne ’Endestation Europa’ og ’En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus’. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Nikolaj Saadat: Løkke har taget Venstres identitet som gidsel Nikolaj Saadat: Løkke har taget Venstres identitet som gidsel Næste artikel Steen Gade: Grøn folkeoplysning er nøglen til den store omstilling Steen Gade: Grøn folkeoplysning er nøglen til den store omstilling
Brostrøm: Vi har en dybt bekymrende alkoholkultur blandt skolebørn

Brostrøm: Vi har en dybt bekymrende alkoholkultur blandt skolebørn

INTERVIEW: Nye tal viser, at danske skolebørn fortsat er europamestre i druk. Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, ønsker et opgør med en usund alkoholkultur. Højere afgifter og aldersgrænser virker, men det er op til politikerne, hvilke værktøjer der skal i brug, siger han.