Adam Holm: Har Sofie Linde skadet #MeToo? Nej – jeg tog fejl

Jeg gik derfor i rette med Lindes beretning. Her burde alarmklokkerne have ringet. Jeg havde trods alt selv skrevet: "De kvinder, som siger fra over for mænds uterligheder, skal støttes og har krav på at blive lyttet til".

Men jeg lyttede ikke. Tværtimod. Jeg tilgik Linde som om hun havde fremsat et kontroversielt lovforslag, som nærmest per automatik skulle udfordres og udstilles. Ikke mærkeligt, at det mest anvendte skældsord i min snart glohede indbakke var "hykler!".

Tonen har været hård – nogle gange krigerisk og uforsonlig – men måske er der et gran af sandhed i den gamle talemåde "med ondt skal ondt fordrives". Det gjorde i hvert fald ondt at konstatere, at jeg var på afveje. 

Min kommentar er blevet udlagt som en klassisk mandlig afvisning af kvinders erfaring med sexisme.

Én kritiker har sågar kaldt min kommentar for et lærebogseksempel i fornægtelse af kvinders rolle som ofre. Det er stærk tobak, men faktum er, at jeg i stedet for at høre på en krænket kvindes historie diskuterede hendes motiver for at fortælle selvsamme historie.

Skønlitteraturen tilbyder nu og da en moralsk håndsrækning. Således den finsk-svenske forfatter Kjell Westö, der i sin mesterlige roman 'Luftspejling 38' maner til eftertanke:

"Hvorfor forstod de ikke at det var ved at være lydhør at man blev klog? Ikke ved at ævle løs selv, blive forelsket i sin egen stemme, gentage det man allerede havde ment og tænkt længe".

Westös opfordring er en enkel og krystalklar påmindelse. Man bliver klogere af at lytte, ikke af at gentage sit eget forvredne synspunkt i det uendelige. Kvinder med krænkelseshistorier skal ikke på anklagebænken eller føle sig talt hen over eller ned til. Det er i grunden ganske enkelt, når man – læs: jeg – først har fattet det.

Et afgørende punkt står imidlertid tilbage. Vi kan være enige om at hylde Linde for at inspirere kvinder til at sige nej til en sexistisk adfærd. Men hvad med mændene rundt omkring på landets medier? Skal de – vi – ikke også se at krænkelseskulturens tid lakker mod enden?

Jeg synes det, men mange stemmer i debatten viger tilbage for at gøre det nødvendige. Tænk dog på krænkerens kone og børn, lyder det så man næsten må knibe en tåre. Hele familier risikerer at blive splittet og opløst, hvis den pågældendes identitet kommer frem.

Ja, det er trist, at krænkelser kan få konsekvenser både professionelt og privat – det er tilfældet for mange af de krænkede – men at tie om, hvilke mænd der forsøger at besudle og fornedre deres kvindelige kolleger og ansatte, er drivende sentimentalt og udtryk for en misforstået hensyntagen. Vi ville næppe acceptere samme håndsky tilgang, hvis det drejede sig om fysisk vold.

Det er følelsesmæssigt belastende for de berørte kvinder at tale højt om deres oplevelser. Og nogle er bekymrede for deres karriere.

Det forstås, men de eneste, som burde få dybe panderynker over den videre karrierevej, er de mænd, som forløber sig. Så enkelt burde det være. Og måske bliver det sådan i en ikke alt for fjern fremtid.

Flere kvindelige ledere, eksempelvis Mandag Morgen og Altingets tværgående chefredaktør, Lisbeth Knudsen, og hendes kollega på Berlingske, Mette Østergaard, samt tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt har utvetydigt sagt, at vejen frem ligger i at være konkret og kontant. 

Nok er hverdagssexismen en del af en 'struktur' og kan som sådan ikke reduceres til at handle om enkelte brodne kar, men 'strukturerne' har også et ansigt og et navn. Det viser de krænkedes historier. Skylden er aldrig abstrakt og generel.

Hvis mediernes egen krænkelseskultur skal fortrænges, kræver det statuering af eksempler indadtil og måske offentligt. Hvis ikke det sker, tror jeg, at det igangværende opgør ender med nogle flotte hensigtserklæringer og et øjebliks emotionel opstandelse. Ikke med en gennemgribende forandring.

Forhåbentlig tager jeg fejl – igen.  

-----

Adam Holm, født 1969. Ph.d. i historie og journalist, tidligere Deadline på DR2. I dag tilknyttet blandt andet P1 og Berlingske. Udgav i 2017 bøgerne 'Endestation Europa' og 'En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus'. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.