Adam Holm: Hvad terroristen i Christchurch har lært os

Hvem kunne være uberørt af morgenradioens historie i fredags, om at en bevæbnet mand havde angrebet to moskeer i den newzelandske by Christchurch og dræbt snesevis af troende muslimer?

Det kunne jeg. I hvert fald gled nyheden ind ad det ene øre og ud ad det andet, mens jeg slubrede min kaffe og lyttede til familiens blanding af træt brok og ønsker for weekenden.

Det var først senere på dagen, at det begyndte at dæmre for mig, at noget var galt. Hos mig og en del andre. Bortset fra et opslag fra Naser Khader, der sendte sine tanker til ofrene, som i mellemtiden var opgjort til 49 dræbte og 20 svært sårede, var der længe rungende tavshed på Facebook.

Eller mere præcist: Der var folk med muslimsk baggrund, som straks begræd angrebet, men ellers var der ikke mange af de ytringer og støtteerklæringer, vi har vænnet os til i kølvandet på de seneste års terrorangreb a la #JeSuisCharlie med den franske trikolore og oprømte erklæringer om, at ”I dag er vi alle franskmænd”.

Ingen var tilsyneladende newzealændere for en dag med flag og tårevædede emojis. Der var for øvrigt heller ingen, der knyttede næven og forbandede terroristen, en selvudnævnt fascist og højreradikal sværddrager for kristne symboler.  

Det gav mig en flov smag i munden. Jeg er ikke mere hellig og moralsk end min næste, men et menneskeliv er og bliver et menneskeliv, og når så mange mænd, kvinder og børn pludselig bliver berøvet retten til at leve videre – eller resten af deres dage må leve med mén af deres skudsår – er det svært ikke at blive tung om hjertet.

Den grufulde handling i Christchurch forleden lærte mig dels, at jeg selv er mere kynisk og bedøvet, end jeg troede, dels at der er forskel på, om det er ’os’ eller ’dem’, der slås ihjel.

Adam Holm
Historiker og journalist

Der er cirka 18.000 kilometer til byen, som indtil blodbadet forleden mest var kendt for et kraftigt jordskælv i 2011. Der er til sammenligning knap 950 kilometer mellem København og Paris, en by, mange af os har besøgt og måske endda forbinder med små romantiske jordskælv, også kaldet forelskelser. Er det afstanden til New Zealand, der skaber distancen?

Næppe. Hvis en muslimsk terrorist havde skudt og dræbt 49 mænd, kvinder og børn i Christchurch ved angreb på to kirker, havde tragedien forstærket en følelse af at vi – den liberalt orienterede, demokratiske verden, hvortil New Zealand hører – er under et langstrakt angreb fra militante islamister.

Det sidste er svært at afvise. Tæl selv efter: Paris, Bruxelles, Stockholm, London, Manchester, Berlin, Liége, Nice, Turku, St. Petersborg, Moskva, Istanbul, Barcelona, Amsterdam og København. Som om det ikke er slemt nok, går den ekstremt voldsparate islamisme endnu blodigere til værks i den muslimske verden, hvilket den næste endeløse række af bombesprængninger og attentater i blandt andet Kairo, Lagos, Bagdad, Mogadishu, Karachi, Kabul, Benghazi og Damaskus vidner om.

Men i fredags var det anderledes. Og ikke bare i fredags. Ikkemuslimer angriber også muslimer her i Vesten. Hvis det ellers er til nogen trøst, er vreden og hævntørsten nu blevet demokratiseret; det er ikke kun langskæggede jihadister, der har monopol på rædslerne. Også ’hvide riddere’, som gerningsmanden i Christchurch, der afskyr islam og hævder at ville bekæmpe ’replacement’, befolkningsudskiftning, lader våbnene tale. Det ligner et mønster.

Det er ikke muligt bare at affeje den australske terrorist som en galning, der gik bersærk. Isoleret set vil en mentalundersøgelse måske påvise, at manden slæber rundt på en psykisk diagnose eller to. Og han gik bersærk i den forstand, at han dræbte på må og få. Men han vidste, hvad han gjorde, ja, han filmede ugerningen, kommenterede undervejs og kom sågar med opfordringer til seerne om selv at komme ind i kampen.

I årevis har vi kunnet læse nationalt sindede kommentatorer, der påpeger, at terror er et logisk udspring af muslimernes angiveligt voldsforherligende religion. De islamistiske terrorister er faktisk loyale mod deres hellige bog, hvorimod de muslimer, flertallet, som giver udtryk for forfærdelse og tager afstand fra de blodige handlinger, i virkeligheden er på galt spor.

Sådan lyder den grove fordom. Men hov! Se blot; nu, hvor en ikkemuslim har massakreret muslimer, så er der, nøjagtigt som i tilfældet Breivik, tale om en mentalt forstyrret mand, som måske føler sig stærkt presset af indvandringen til hans land og nu bare ikke kan tage mere.

Volden forklares som en afvigers desperate og syge handling, ikke som del af et politisk og ideologisk kontinuum. Glem, at etablerede og fremadstormende politiske partier som Fidesz i Ungarn, Alternative für Deutschland, Nye Borgerlige og Lega i Italien mener omtrent det samme om indvandring og islam som gerningsmanden.

Der lyder rutinemæssige opfordringer fra selvsamme korps af islamkritikere, om at muslimer som minimum skal tage afstand fra terror udført i Koranens navn. Nu, hvor terroristen dræbte og lemlæstede muslimer, er der ingen af disse kommentatorer, ej heller politikere, som husker deres eget glimrende råd.

Når man læser kommentarsporene blandt højrenationale debattører både herhjemme og ude i den store verden, virker det, som om gerningsmanden er en slags offer, fordi han er dybt bekymret over den ændrede demografiske balance, den såkaldte ’replacement’, der følger af immigrationen.

Den muslim, der til sammenligning måtte driste sig til at forsøge at forklare − ikke undskylde − en islamistisk terrorist under henvisning til for eksempel vestlige angreb på lande i Mellemøsten, ville få retoriske pisk med den nihalede.

Der gælder helt tydeligt andre standarder den anden vej. Hvor er den kommentator eller politiker, som i årevis har kritiseret islam, der har medmenneskelig forståelse til at se, at også muslimer kan være ofre for ikkemuslimers terror? Og som tager skarpt afstand og udtaler deres oprigtige medfølelse? De er kommet drypvis, bevares, men nogen styrtflod af sympati kan man vist ikke tale om.

Den grufulde handling i Christchurch forleden lærte mig dels, at jeg selv er mere kynisk og bedøvet, end jeg troede, dels at der er forskel på, om det er ’os’ eller ’dem’, der slås ihjel. Hvis det sidste er tilfældet, har ’de’ på en måde selv gjort sig skyld i raseriet.

En sådan logik findes der ét ord for: hykleri.

----------

Adam Holm, f. 1969. Ph.d. i historie og journalist, tidl. Deadline på DR2. I dag tilknyttet blandt andet P1 og Berlingske. Udgav i 2017 bøgerne ’Endestation Europa’ og ’En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus’. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.