Adam Holm: Lech Walesa minder os om faren ved magelighed og åndløs passivitet

KOMMENTAR: De illiberale strømninger i Europa udnytter en vægelsindet EU-Kommission og står foran en knusende sejr ved det polske skæbnevalg til oktober. Lech Walesa minder os om, at friheden er noget, man kæmper sig til, skriver Adam Holm.

Det er næppe tænkeligt, at Lech Walesa kender den danske 1800-talsdigter Christian Richardt som skrev salmen Altid frejdig, når du går med de berømte verselinjer: "Kæmp for alt hvad du har kært, dø, om så det gælder!".

Men det er efter denne maksime, at den snart 76-årige polske fagforeningsmand, Nobelpris-modtager og tidligere præsident har levet sit liv. Han har kæmpet for, hvad han havde kært, og været klar til at dø, om så det gjaldt. Og det er han stadig.

Forleden var Walesa i København i anledning af 30-året for østblokkens sammenbrud. Som en markering af dette samtidshistoriske jubilæum havde Golden Days og Københavns Universitet inviteret ham til at tale om sin mangeårige kamp for frihed.

At se den gamle elektriker fra Lenin-skibsværftet i Gdánsk sidde på podiet i universitetets smukke festsal foran talerstolen med inskriptionen 'I ånd og sandhed' var et bevægende syn.

Walesa, som i sin tid stod i spidsen for verdenshistoriens måske mest vellykkede arbejderopstand, var dog ikke kommet for bare at lade sig hylde af det talstærke publikum.

Han havde noget vigtigt på hjertet. I Walesas optik er polakkernes nære fortid med autoritær undertrykkelse og politisk ensretning i fare for at gentage sig.

Walesa ved, hvad det indebærer ikke at have frihed. Det var dét, som var afsættet for den kamp, han og kollegerne på de store fabriksanlæg havde påbegyndt i 1980; de krævede frihed til at bestemme over forholdene på arbejdspladsen og frihed til at råde over deres egen skæbne.

I takt med de gryende protester voksede regimets repressalier. De strejkende blev mødt af knipler, anholdelser, chikane og en dramatisk periode med krigsretstilstand.

Det kostede blod, sved og tårer i stride strømme at modstå det vældige tryk. Historiens facit var selvsagt ikke givet på forhånd. Frygten for, hvad Sovjetunionen kunne finde på, lå konstant i baghovedet hos Walesa og hans kampfæller fra Solidaritet; ville Polen opleve et 'Ungarn 1956' eller et 'Prag 1968'?

Ingen vidste det, men alle var bevidste om, at konflikten kunne eskalere og gå grueligt galt.

Heldigvis lykkedes det med en blanding af standhaftighed og langvarige forhandlinger at få hjørnetænderne trukket ud på det kommunistiske system.

Polakkerne kunne ved det første frie valg i sommeren 1989 overgive den politiske magt til Walesa og den demokratiske opposition. Friheden nåede nye højder, og beruselsen syntes grænseløs, men i dag, tre årtier senere, er optimismen fordampet, og Walesa er dybt bekymret, så meget, at han taler om risikoen for opstande i gaderne, måske endda borgerkrig.

Overdriver han? Maler han med sortsynets pensel? Måske, men når polakkerne går til stemmeurnerne 13. oktober, er det i hvert fald et valg, som han kalder for "årtiets vigtigste"; hvis det lykkes for det regerende Lov- og Retfærdighedsparti, PiS med Jaroslaw Kaczynski i spidsen at vinde flertallet i parlamentet, sådan som meningsmålingerne antyder, vil de få uindskrænket mulighed for at fortsætte med det, Walesa med dyster stemmeføring kaldte for en "populistisk og demagogisk kurs rettet mod medier og domstole".

Walesa frygter, at den dyrt tilkæmpede frihed, både den individuelle og den institutionelle, lider overlast i disse år under det nationalkonservative regeringspartis styre.

Hvis man blot følger udviklingen i Polen med et halvt øje, vil man vide, at Walesas uro ikke er grebet ud af det blå. PiS gør omtrent det samme som deres ungarske åndsfæller i Fidész: De søger at afmontere nogle af det liberale demokratis vigtigste mekanismer i form af en fri presse og uafhængige retsinstanser.

Ingen af de to partier er imidlertid gennemført antidemokratiske. De går ind for både parlamentarisme og valghandlinger. Af samme grund er det vanskeligt for den altid vægelsindede EU-Kommission at gøre entydig front imod Warszawa og Budapest, uanset at regeringerne begge steder længe har inviteret til, at den famøse artikel syv bliver aktiveret.

Walesa er anderledes kontant. Han siger direkte, at økonomiske overførsler fra EU's fonde bør betinges af en ufravigelig overholdelse af medlemslandenes demokrati- og retsstatsprincipper. I hans optik er PiS ikke anderledes end fordums kommunister, i den forstand, at de forsøger at monopolisere magten.

I modsætning til årene under kommunismen bliver dissidenter og oppositionsfolk ikke gjort tavse gennem fængslinger og husarrest. Nutidens nationalistiske magthavere i Polen og Ungarn går mere subtilt til værks og forsøger i stedet at lade de kritiske stemmer forstumme eller overdøve af en mediemaskine, der er kraftigt favoriseret af det politiske flertal og dets økonomiske støtter.

Det er en usund udvikling, som Walesa naturligvis ikke er den første til at gøre opmærksom på, men når en mand med hans historie tager bladet fra munden og advarer om, at vi på visse områder går tilbage ad fortidens nedtrampede stier, er der grund til at spidse ører.

Meget kan man sige om Walesa; han er hverken en sandsiger eller en omvandrende helgen. Han har også gjort i nælderne hist og her, men man kan ikke tage fra ham, at han har en eminent radar i forhold til at fornemme tiltagende grader af ufrihed, også når de finder sted i et demokratisk samfund.

Walesa opfordrede til at protestere. Det er først og fremmest polakkerne, som må klare sagen ved stemmeurnerne, men også vi andre, Polens naboer og samarbejdspartnere, må medvirke til at opretholde et pres. Inden for rammerne af det europæiske fællesskab kan et lands indre genvordigheder hurtigt vise sig at blive en fælles hovedpine.

Som Walesa formanede: Magelighed og åndløs passivitet er en luksus, vi ikke kan tillade os i en tid, som er mindre strålende end dengang, vi fejlagtigt troede, at det autoritære samfund en gang for alle var blevet hældt ud på historiens mødding.

Vi må stadig kæmpe for alt det, vi har kært.

-----

Adam Holm, f. 1969. Ph.d. i historie og journalist, tidl. Deadline på DR2. I dag tilknyttet blandt andet P1 og Berlingske. Udgav i 2017 bøgerne ’Endestation Europa’ og ’En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus’.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Johanne Dalgaard: Grov 3F'er er en appelsin i den borgerlige turban Johanne Dalgaard: Grov 3F'er er en appelsin i den borgerlige turban Næste artikel Peter Skov-Jakobsen: Storbritanniens politiske kultur er under afvikling Peter Skov-Jakobsen: Storbritanniens politiske kultur er under afvikling
Regeringen forventer at støtte oliejagten med 20 milliarder

Regeringen forventer at støtte oliejagten med 20 milliarder

PROGNOSE: Frem til 2042 forventer den danske stat at bruge knap 20 milliarder skattekroner på olie- og gasproduktionen i Nordsøen i form af investeringer og skatterabatter. "Ufatteligt", mener Alternativet før samråd torsdag.