Kommentar af 
Adam Holm

Adam Holm: Snart vil syrerne flygte igen

KOMMENTAR: Fattigdommen gnaver i det krigstrætte syriske samfund og Assads regime er bedre til at kæmpe på slagmarken end til at slås for økonomisk genopretning og social stabilitet. Hvis syrerne havde grund til at flygte for fem år siden, har de det i lige så høj grad nu. Måske endda endnu mere.

Syriens præsident Bashar al-Assad og Irans udenrigsminister Mohammad Javad Zarif mødtes i Damaskus 20. april med ansigstmasker som beskyttelse mod coronavirussen.
Syriens præsident Bashar al-Assad og Irans udenrigsminister Mohammad Javad Zarif mødtes i Damaskus 20. april med ansigstmasker som beskyttelse mod coronavirussen.Foto: Sana/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er Vestens skyld.

Så enkelt kan man opsummere budskabet af mødet forleden i Damaskus mellem Syriens præsident Bashar al-Assad og Irans udenrigsminister Mohammad Javad Zarif.

Begge bar ansigtsmasker og den 60-årige iranske gæst havde af respekt for sin vært yderligere garderet sig med blå plastikhandsker. Med god grund; Iran har i skrivende stund 5.481 coronarelaterede dødsfald og 87.026 smittede, hvilket er markant højere end i Syrien.

De to magtfulde mænd med lange studieophold bag sig i Vesten - Assad som øjenlæge i London, Zarif som politolog i San Francisco – var rørende enige om, at USA og Europas sanktionspolitik gør ondt værre for deres respektive lande.  

Fakta
Adam Holm, født 1969. Ph.d. i historie og journalist, tidligere Deadline på DR2. I dag tilknyttet blandt andet P1 og Berlingske. Udgav i 2017 bøgerne 'Endestation Europa' og 'En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus.'

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

På et tidspunkt hvor alverdens sundhedsvæsener kæmper om værnemidler, respiratorer og ligposer mærkes de vestlige sanktioner særlig stærkt i Syrien og Iran, der i forvejen kæmper med massive underskud på statsfinanserne.

Den syriske præsident – eller diktator, som han rettelig er med de ekstra beføjelser en sådan har – kritiserede Vesten for at lade hånt om den ”ekstraordinære humanitære situation”, som hans eget misrøgtede land befinder sig i.

Hvis ikke vestlige politikere – herunder danske – tænker mere fremsynet end blot at sikre egne borgere i en udsat tid, risikerer vi at få en dobbelt så stor regning.

Adam Holm

Man kan undre sig over det åbenlyse misforhold mellem Assads blanding af anklage imod det hjerteløse Vesten og appel om ophævelse af sanktionerne, og den officielle fortælling om udbredelsen af covid-19 i Syrien. Myndighederne har nemlig blot opgjort 42 smittede og tre dødsfald, hvilket ikke just vidner om en ”ekstraordinær humanitær situation”.

Det er typisk for det syriske regimes ’newspeak’; på den ene side er der ingen krise og på den anden side er Vesten skyld i krisen.  

Men at Syrien vitterligt befinder sig i en krise, al tvetunget retorik til trods, er hævet over enhver tvivl.

Når man som jeg er i jævnlig kontakt med kilder i Damaskus – en by jeg har besøgt fire gange under krigen og rapporteret fra i forskellige sammenhænge – er det et mistrøstigt billede, der tegnes. De syriske problemer er massive og snart vil syrerne flygte på ny, fordi freden viser sig at være om muligt mere udsigtsløs end krigen. Økonomien er vingeskudt, arbejdsløsheden skyhøj og med coronaepidemien er handelslivet tvunget til at lukke på ubestemt tid.

Souqen, Damaskus’ kommercielle livsnerve, er mennesketom og de mange små erhvervsdrivende får ingen indtægter og har heller ikke udsigt til at blive kompenseret i form af hjælpepakker. Langt de fleste havde en vis likviditet før coronakrisen, fordi de trods afbrydelser som følge af krigshandlinger, tjente lidt penge. Nu ligger alt stille og hvor det før var mennesker, der døde på stribe, er det i dag butikker, caféer og restauranter, som må lade livet.

Som en syrisk journalistkollega udtrykte det i en mail for nylig: ”Vi syrere er som skibbrudne på en tømmerflåde. De store skibe sejler forbi os på havet og ignorer vores nødblus. Vi er overgivet til hajerne og vores egen skørbug”.

Malerisk, jovist, men desværre også en virkelighedstro beskrivelse af den syriske misere.

Krigen har drænet de offentlige kasser og udsigten til at få tilført midler udefra er mindre end da kamphandlingerne var på sit højeste. Syrien er ganske vist Ruslands mulighed for at sikre sig et fodfæste i Mellemøsten, men trods hjertelige smil mellem præsident Putin og hans syriske kollega, er russerne ikke interesseret i at holde hånden under Assad for enhver pris. Navnlig ikke når prisen er at stoppe den syriske økonomis styrtblødning.  

De underretninger, jeg får fra det stadig mere lukkede og kontrollerede Syrien, hvortil de fleste vestlige medier nu er forment adgang, vidner om, at tilværelsen på mange måder er mere slidsom end under krigen. For nogle år siden flygtede syrerne i stort tal, fordi de frygtede for deres liv. Nu taler mand og mand imellem om at flygte, fordi de ikke har noget liv.

Og det er kun blevet forværret af coronakrisen. Den højpotente virus har gunstige vilkår i et land, hvor folk bor tæt og for manges vedkommende under forarmet forhold med ringe sanitære faciliteter.

Jeg har senest i foråret 2018 besøgt krigsramte forstæder i Damaskus, hvor samtlige beboede huse bar tydelige spor af kamphandlinger og hvor der hverken var rindende vand, elektricitet eller noget arbejde at opstøve.  

Jeg har også været på nogle af hovedstadens hospitaler og ved selvsyn konstateret, at de bar tydelig præg af nedslidning, mangel på udstyr og for øvrigt var bemandet af pensionerede læger og medicinstuderende, fordi det faste personale enten var flygtet, udkommanderet til fronttjeneste eller slået ihjel.

Syrerne råder over nogle eminente kirurger, som har lært benamputationens håndværk på den hårde måde, men deres hospitaler og sundhedsklinikker er på ingen måde rustet til at behandle og lindre et stormløb af covid-19 patienter.

Med tanke på hvor ondt coronakrisen gør i vores velstillede samfund, kræver det næppe stor forestillingsevne at begribe hvor meget dybere den stikker i et samfund som det syriske, hvor de fleste hverken har salt til ægget eller for den sags skyld råd til et æg.

Hvis ikke vestlige politikere – herunder danske – tænker mere fremsynet end blot at sikre egne borgere i en udsat tid, risikerer vi at få en dobbelt så stor regning. Med Rusland som en usikker økonomisk garant for Syrien, er det påkrævet fra vestlig side at revidere sanktionspolitikken.

Ikke for at hindre regimet i at erodere indefra, men for at hjælpe de udsatte skæbner på tømmerflåden, der driver rundt i rum sø. Handler vi ikke i tide, strander tømmerflåden atter på vores kyster. Og så har vi balladen ligesom i 2015.

Det er ikke Vestens skyld, sådan som Assad påstår, at coronakrisen rammer Syrien, men Vesten kan gøre meget for at afhjælpe denne krise. Om ikke andet for sin egen skyld. Det kaldes hjælp til selvhjælp.

----------

Adam Holm, født 1969. Ph.d. i historie og journalist, tidligere Deadline på DR2. I dag tilknyttet blandt andet P1 og Berlingske. Udgav i 2017 bøgerne 'Endestation Europa' og 'En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus'. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Adam Holm

Journalist og studievært, Danmarks Radio, forfatter
ph.d. i historie (Københavns Uni. 2003)

0:000:00