Analyse af 
Jakob Nielsen

Aftenens skandaleramte nobelfest er et symbol på opbruddet i svensk politik

NYHEDSANALYSE: Årets litteraturpris er omgærdet af skandale fra start til slut – og med udelukkelsen af Sverigedemokraterne fra prisfesten er sagen også blevet en del af det fundamentale opgør, som er i gang i svensk politik.

Foto: Jonas Ekstromer/TT/Ritzau Scanpix
Jakob Nielsen

Tirsdag aften bliver årets nobelpriser fejret i Stockholm ved den årlige nobelfest, der afslutter ugens uddelinger, og som altid sætter Stockholm på den anden ende.

Men i år er det ikke kun trafikpropperne og spændingen om, hvem der får kongen til bords, som fylder i den svenske debat. I stedet er festen endt som det, kulturredaktøren på Dagens Nyheter kalder "et havari fra start til slut".

Det er en debat, der både handler om journalistik, litteratur og folkedrabet i Bosnien – men det er også en debat, der rammer lige ned i det opbrud i svensk politik, der har gjort Sverigedemokraterne til landets mest populære parti.

Kernen i kritikken er valget af østrigeren Peter Handke, som modtager af årets Nobelpris i litteratur. Handke har både i bøger og artikler udtrykt tvivl om folkedrabet på muslimer i Srebrenica i Bosnien i 1995, og ved FN's krigsforbrydertribunal til fordel for den anklagede serbiske leder, Slobodan Milošević, nævnte forsvaret ham som et muligt vidne – hvilket Handke dog afslog. Siden talte han ved Milošević' begravelse. 

Fakta
Jakob Nielsen (født 1971) er chefredaktør på Altinget. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har studeret international økonomi ved CBS. I en årrække har han været ansat på Politiken som indlandsredaktør, politisk redaktør og korrespondent i Bruxelles og Washington.

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Valget af Peter Handke har fået flere landes ambassadører til at melde afbud til festen.

Der er også kommet afbud fra et af medlemmerne af Det Svenske Akademi, der fungerer som jury for litteraturprisen, nemlig forfatteren Peter Englund. Han dækkede balkankrigene for svensk presse og vil ikke deltage i hyldesten af den kontroversielle østrigske forfatter.

Men når partiet Sverigedemokraterne ikke deltager i festen, skyldes det ikke et afbud. Partiet er – traditionen tro – som det eneste af partierne i Riksdagen ikke inviteret af Nobelkomitéen.

"Sverigedemokraterne er ikke et parti som alle andre. Partiets baggrund i højreekstremisme og dets repræsentanters aktuelle handlinger demonstrerer en manglende respekt for de grundlæggende principper om, at alle mennesker har samme rettigheder, uanset hudfarve, herkomst eller religion", lyder det lige som tidligere år fra komitéens talsmand, Mikael Östlund, ifølge SVT.

På den måde er Det Svenske Akademi og Nobelkomitéen landet midt i det kaos, som er opstået i svensk politik, efter at en række målinger har gjort Sverigedemokraterne med partileder Jimmie Åkesson i spidsen til landets største parti, hvis der var valg i dag.

Meget muligt, lyder det fra Nobelkomitéen, men vores værdier er ikke baseret på meningsmålinger. 

Sverigedemokraterne har på sociale medier peget på det paradoksale i, at ambassadører fra en lang række autoritære stater med Kina og Nordkorea i spidsen er inviteret til nobelfesten, mens et demokratisk parti fra den svenske Riksdag ikke anses som fint nok.

Som partiets pressechef, Henrik Gustafsson, siger til det svenske nyhedsbureau:

"Det er helt sikkert rigtigt, at vi ikke deler deres menneskesyn, hvilket er det tilbagevendende argument for, hvorfor Jimmie Åkesson ikke er velkommen. Vi ville for eksempel aldrig invitere ambassadører fra diktaturstater, som de gør år efter år".

Den større diskussion er, om Det Svenske Akademi, der står bag litteraturprisen, med årets prismodtager dyrker en helt særlig opfattelse af sandhedsbegrebet.

Som en svensk professor, Magnus Ullén, for nylig skrev i Aftonbladet:

"Ved at give Handke Nobelprisen 2019 slår akademiet altså fast, at litteraturen bærer på en sandhed, som står over journalistikkens".

Eller med andre ord: Kan stor litteratur opveje en stor forbrydelse?

Når den debat vækker særlig store følelser, skyldes det selvsagt, at Det Svenske Akademi fortsat er ved at komme sig oven på den enorme skandale, der førte til, at der slet ikke blev uddelt nogen pris i 2018. Skandalen omfattede anklager om seksuelle overgreb, og ægtemanden til en af akademiets medlemmer blev dømt for voldtægt. 

Paradokset er åbenlyst for enhver: På den ene side insisterer Nobelkomitéen på, at Sverigedemokraterne skal bøde for partiets tvivlsomme fortid. På den anden side har komitéen ikke haft vilje eller mod til at gøre op med sin egen nære fortid, og Det Svenske Akademi har ligefrem valgt at hylde en person med en dybt kontroversiel fortid.

På den måde er nobelfesten i aften blevet et perfekt symbol på, at mange i det svenske samfund leder efter nye positioner at indtage. Og den er en illustration af, at de fleste kun modvilligt og under stort pres fra vælgerne indtager deres nye positioner. 

Læs også

Rettelse: I en tidligere version fremgik, at Peter Handke havde tilbudt at vidne for den serbiske leder, Slobodan Milošević, ved FN-tribunalet. Det er ikke korrekt. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00