Analyse: Europæerne vil have noget nyt

BRUXELLES: Den langsomme udhuling af midten af europæisk politik er en realitet.

Det er et langt, sejt træk, som ikke kommer bag på nogen. Alligevel er det en historisk begivenhed, at EU’s kristendemokrater (EPP) og socialdemokrater (S&D) for første gang efter 40 år med direkte valg til Europa-Parlamentet ikke længere har et flertal af de europæiske befolkninger bag sig.

Vælgerne vil have noget nyt. Hvad dette nye er, er der ikke noget entydigt svar på, eftersom de har belønnet både europæiske liberale, grønne og højrenationale partier i forskellig grad på tværs af de 28 EU-lande.

Resultatet er et mere fragmenteret EU-Parlament, som kommer til at skulle anstrenge sig for at finde fælles fodslag, og hvis sammensætning gør det nærmest umuligt at komme uden om et samarbejde mellem den tidligere storkoalition og de pro-europæiske kræfter hos de liberale (Alde) og De Grønne.

Slut med magtmonopolet
Begge partier gjorde dog på valgnatten fuldstændig klart, at de ikke har tænkt sig at lade sig koste rundt af de to tidligere europæiske supermagter.

EU's danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager (R), der er en af Alde-partiets spidskandidater til at blive den næste formand for EU-Kommissionen, taler om et ”brud på et magtmonopol” i et parlament, som ”ikke længere skal være et topartisystem”.

Også De Grønne afviser at agere stemmekvæg for de store grupper, som ”kommer og danser mavedans foran os, og som så bagefter glemmer at levere på vores politik”, som gruppens medformand i Parlamentet Philippe Lamberts udtrykte det.

Mandag begynder så spillet om, hvad den støtte skal koste, og hvor formaliseret en sådan alliance mellem grupperne skal være.

Både EPP-leder Manfred Weber og Alde-leder Guy Verhofstadt har lagt op til diskussioner om et fælles grundlag for samarbejdet. Det store spørgsmål er, hvor meget substans de kan blive enige om at putte i et sådant program, hvis det skal favne fra de konservativeste af de konservative til langt ude på den grønne venstrefløj.

De troløse vælgere
Samtidig må de europæiske partier notere sig, at vælgerne ikke er tilfredse med at blive spist af med mere af det samme.

De er blevet mere flygtige og mere tilbøjelige til at skifte hest, hvis det passer dem. Små og nye partier er gået frem i mange lande.

Og selv om fokus i for eksempel Frankrig vil være på, at præsident Emmanuel Macrons La République En Marche blev slået på målstregen af Marine Le Pens Rassemblement National med henholdsvis 22 og 23 procent af stemmerne, er det værd at huske på, at En Marche slet ikke eksisterede, da franskmændene gik til EU-valg sidste gang for fem år siden. Nu har de to partier tilsammen så godt som totalt udraderet de konservative og socialistiske kræfter i Frankrig.

Samme pointe er værd at påpege i Italien. For selv om det ikke er lykkedes for Lega-leder Matteo Salvini at få gjort sin nye pan-europæiske alliance med blandt andre Le Pens tropper og Dansk Folkeparti til den nye supermagt i Parlamentet og ”ændrende kraft i Europa”, som han spåede, da han lancerede gruppen i Milano i april, står han stadig som den suveræne vinder af det italienske valg med en tredjedel procent af befolkningen bag sig og en gruppe, der står til at samle omkring 70 mandater i det nye Parlament.

Kan ikke holdes udenfor
EU-kritiske regeringer i Polen og Ungarn har også vundet stort i deres lande, mens Nigel Farage med sit seks uger gamle Brexit Party er blevet Parlamentets største parti og med 33 procent af stemmerne i Storbritannien har cementeret den totale ydmygelse af både Labour og Konservative, som må se sig selv henvist til pladserne som henholdsvis tredje- og femtestørst.

Det bliver en test af det nye EU-Parlament, hvordan det vil håndtere den fremgang på den EU-skeptiske højrefløj. Hidtil har den politiske midte haft held til med ufine metoder at blokere for kritiske stemmer på magtpositioner ved for eksempel at nedstemme de udvalgsformænd og -næstformænd, som skeptikerne egentlig var berettiget til at indsætte.

Det bliver svært at holde den tradition i hævd med nogen demokratisk legitimitet.