Analyse: Huawei-sag udstiller rigsfællesskabets dilemma

Massiv politisk bevågenhed
I sagen om Huawei og færingerne er sagen mere kompliceret. For formelt kan Mette Frederiksen ikke gøre noget ved det.

For det første fordi teleinfrastruktur er et hjemtaget område, som færingerne selv regerer over. For det andet fordi Føroya Tele er et selvstændigt selskab, som ikke skal tage imod diktater fra Staten − ligesom TDC i Danmark formelt ikke skulle, da de valgte 5G-leverandør. At TDC så valgte Ericsson frem for Huawei, var ifølge TDC alene en kommerciel beslutning og ikke et udslag af den massive politiske bevågenhed, der var omkring sagen. 

Overtrumfe aftale
For det tredje fordi Mette Frederiksen og Danmark ikke har noget bedre at tilbyde færingerne som erstatning for den handelsaftale med Kina, som den kinesiske ambassadør har truet med, at Færøerne aldrig får, hvis ikke Føroya Tele vælger Huawei. Frederiksen kan ikke smide noget på bordet, som vil kunne overtrumfe en aftale, der vil give den færøske fiskeindustri nemmere muligheder for at sælge sine varer på det kinesiske marked.

Den danske regering har altså ikke den økonomiske løsningsmulighed, som man havde i sagen om Grønlands lufthavnsprojekt. Man må nøjes med at sende blandt andre Forsvarets Efterretningstjeneste til Tórshavn for at fortælle færingerne om udfordringerne ved at vælge en leverandør, som er forpligtiget til at levere oplysninger til kinesiske efterretningstjenester, hvis den kinesiske regering beder om det.

Solidt fundament at bygge på
Både i Nuuk og Tórshavn er der et stort ønske om et større udenrigspolitisk råderum, ligesom politikere fra både Grønland og Færøerne ikke holder sig tilbage med at rejse verden rundt og indlede samarbejder og åbne repræsentationer. Senest en færøsk repræsentation i Kina.

Det primære formål er at tiltrække investorer og indgå handelsaftaler, som kan være med til at give en mere robust økonomi, hvor man er mindre afhængige af indkomsterne fra bloktilskud og fiskeri. Målet er at få en mere diversificeret økonomi, så man kan få et mere solidt fundament at bygge et selvstændigt land på. Afhængigt af hvor hurtigt man ønsker at etablere det fundament, så er man mere eller mindre kritisk over for, hvilke investorer man går ”i seng med”.

Derfor er det langtfra sidste gang, rigsfællesskabet har stået i dilemmaet, hvor sikkerhedspolitiske hensyn støder sammen med erhvervs- og handelspolitiske hensyn. Hvor København på papiret er magtesløse over for, hvad Nuuk og Tórshavn agter at gøre. Sådan vil det være lige til den dag, Grønland og Færøerne hjemtager ansvaret for udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitikken. Og det sker først den dag, de løsriver sig.