Analyse: Sådan håber Polens udskældte ledere at genvinde magten i weekenden

BRUXELLES: Hvis enhver europæisk regerings overlevelse var afhængig af anerkendelse fra Den Europæiske Union, så ville Polens nuværende ledere ikke have en chance ved landets valg til både parlamentet og senatet i denne weekend.

Ikke desto mindre tyder meget på, at Jaroslaw Kaczynski og hans nationalkonservative parti, Lov & Retfærdighed (PiS), kommer til at generobre magten lige som dengang, de stormede ind i Warszawas regeringskontorer for fire år siden.

Der er stadig en teoretisk chance for, at alle oppositionspartierne rotter sig sammen for at vælte PiS af tronen i sidste øjeblik, men det bliver svært.

Det kan der være flere forklaringer på. En af dem er, at de fleste mennesker trods alt opfatter brød på bordet hver dag som vigtigere end journalisters og dommeres uafhængighed.

Regeringspartiet har udnyttet den gode økonomi til at skabe en række nye sociale ydelser og skattelettelser på tværs af samfundet, som har løftet levestandarden for millioner af de fattigste polakker.

Set udefra har det store østlige EU-land ellers været på én lang diplomatisk og demokratisk nedtur siden sidste nationale valg. Næppe havde PiS vristet magten fra Polens tidligere, mere europæisk orienterede, regering i efteråret 2015, før startskuddet lød til en bitter konflikt med institutionerne i Bruxelles.

Jaroslaw Kaczynski hentede inspiration hos sin ven, Ungarns stadigt mere autokratiske leder, Viktor Orban. Som formand for det nye polske regeringsparti satte Kaczynski straks gang i dybe reformer af landets statsapparat, domstolene og medierne. Lige siden har det år efter år udløst kritik fra EU og sager om brud på de europæiske traktaters demokratiske grundregler.

Polen har mistet indflydelse i Europa
Ingen kan være i tvivl om, at denne polske regerings skænderier med EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet har begrænset Warszawas status og indflydelse i Unionen, som ellers var hastigt voksende inden da.

Det vagtskifte, der lige nu foregår i toppen af EU, er bare et af eksemplerne på det: Polen går fra at bestride både formandsposten i Det Europæiske Råd og et af de tungeste kommissærjob (industri og indre marked) til en situation, hvor Rådet bliver overtaget af en belgier, og den polske kandidat til jobbet som landbrugskommissær måtte til en ekstra høring i denne uge for at undgå at blive afvist.

Et andet eksempel er de forhandlinger om EU's næste syvårige rammebudget for årene 2021-2027, som er ved at varme op: Her kommer polakkerne til at miste mange penge i støtte. Frankrig har endda insisteret på en ny strafmekanisme, der kan tage EU-støtte fra medlemslande med demokratiske problemer.

I betragtning af, hvor afgørende milliarderne fra Bruxelles har været for Polens eksplosive økonomiske udvikling, kunne man forvente et voldsomt bagslag mod regeringen fra de polske vælgere på søndag. Men så ville man efter alt at dømme tage gruelig fejl.

Regeringspartiet står til at blive det største igen
Måned efter måned har hver eneste meningsmåling vist, at Lov & Retfærdighed ikke alene kommer til at vinde valget på søndag – de kommer til at køre hen over modstanderne ved at indkassere et sted mellem 40 procent og halvdelen af alle de afgivne stemmer.

Kritikken fra EU, Europarådet og andre organisationer, der er dybt bekymrede over politiseringen af det polske retssystem og kontrollen med landets medier, har tilsyneladende ikke skadet regeringspartiets popularitet. Overhovedet ikke.

Nu kan der jo med rette sås tvivl om meningsmålingers troværdighed, ikke mindst i et land, hvor regeringen netop i stigende grad forsøger at styre information til offentligheden.

Hvis valgsejren for PiS bliver mindre end ventet, kan det måske lade sig gøre for en håndfuld mindre koalitioner på tværs af midten at samle tilstrækkeligt flertal til at forsøge at danne en regering. Men de seneste målinger tyder på, at Lov & Retfærdighed kan få stemmer nok til at danne en ny flertalsregering alene.

(artiklen fortsætter efter grafik)

Den vigtigste kraft i oppositionen er Borger-Koalitionen (KO), som består af det tidligere liberale regeringsparti Borgerplatformen (PO) og et par andre, mindre partier. PO er det parti, der var ledet af tidligere regeringschef Donald Tusk, indtil han i 2014 blev udnævnt som formand for Det Europæiske Råd (EU-præsident).

Men trods nye alliancer og en styrket kampagne op til forårets europaparlamentsvalg er det ikke lykkedes PO's nye formand, Grzegorz Schetyna, at indhente Lov & Retfærdigheds omkring 15 procentpoint store forspring i målingerne.

Den vestlige verdens stærkeste vækst
I et forsøg på at bryde udviklingen udnævnte Schetyna for en måneds tid siden den respekterede kvindelige politiker Malgorzata Kidawa-Blonska som koalitionens statsministerkandidat. Men det nytter ikke, siger den polske forsker og europaekspert ved Centre for European Reform (CER), Agata Gostynska-Jakubowska.

"Hun er en god kandidat, dygtig og bredt respekteret. Men det var alt for sent. Befolkningen har ikke tid til at lære hende at kende," siger Gostynska-Jakubowska.

Det grundlæggende problem for oppositionen er dog meget dybere, påpeger den polske forsker: Borgerplatformen var i sin regeringstid (2007-2014) for elitær og fjern fra Polens fattigste folkedyb – de mange mennesker på landet og i provinsen, der ikke følte sig omfattet af landets økonomiske vækst.

"Det er alle disse 'efterladte' mennesker, som Lov & Retfærdighed har fået fat i. De føler, at der bliver lyttet til dem og taget hånd om dem nu. PiS har leveret på partiets valgløfter til dem," siger hun.

En del af denne succes har den nationalkonservative regering fået forærende i form af en fortsat økonomisk vækst på 4 procent om året. Det er den største vækst i den vestlige verden lige nu. Faktisk en af de største på kloden: Ifølge OECD er Kina, Indien og Indonesien de eneste nationale økonomier i verden, der vokser hurtigere end Polen lige nu.

Samtidig er de polske statsfinanser sunde. Landet klarede sig bedre gennem finanskrisen end de fleste andre. En rapport fra Warsaw School of Economics forudsagde for nylig, at den polske velstand målt per indbygger kan indhente Tysklands i løbet af bare de næste to årtier, hvis det fortsætter sådan her.

Sociale løfter har stor succes
Polens nuværende regering kan ikke alene tage æren for mange års stærk vækst, der fik endnu en stor saltvandsindsprøjtning ved landets indtræden i EU's indre marked i 2004.

Men Lov & Retfærdighed har haft stort held med at investere i nye arbejdspladser i en grad, så den polske arbejdsløshed er blevet halveret siden 2015. Ledigheden er nu en af de laveste i EU, lavere end for eksempel Danmarks.

Regeringspartiet har også udnyttet den gode økonomi til at skabe en række nye sociale ydelser og skattelettelser på tværs af samfundet, som har løftet levestandarden for millioner af de fattigste polakker. Under denne valgkamp lover PiS de samme vælgere, at mindstelønnen vil blive hævet kraftigt efter et genvalg.

"Alle de mennesker vil stemme på regeringspartiet nu. De tror ikke et sekund på kritikken udefra. Deres brød på bordet er vigtigere for dem end nogle principper om uafhængige domstole, som virker meget langt væk," siger Agata Gostynska-Jakubowska.

Det polske folkedyb tror åbenbart heller ikke på oppositionens advarsler om, at deres nationalistiske regeringsparti kunne ende med at tvinge Polen ud af EU. Hvis de troede på det, ville de næppe blive ved med at stemme på Lov & Retfærdighed.

Alle meningsmålinger viser nemlig også, at langt størstedelen af de polske vælgere er store tilhængere af landets EU-medlemskab. De ved godt, at landet får mange penge fra Bruxelles.

Rigtig mange af dem synes bare ikke, at det giver Den Europæiske Union ret til at blande sig i, hvordan deres regering og det parlamentariske flertal indretter det polske samfund.

Stort pengeslagsmål lurer forude
Derfor kan det meget vel være, at et flertal af de polske vælgere på søndag igen vil give magten til et politisk parti, der kun har meget lidt lyst til at følge fælles europæiske regler.

I Bruxelles, Berlin og Paris vil nogle sidde og håbe på den lille mulighed for, at Polens EU-venlige opposition finder kræfter og sammenhold nok til at skabe et politisk skifte. Det virker bare ikke særlig sandsynligt, at det kommer til at ske.

Hvis valget går som ventet, så vil det største af de østlige medlemslande de næste fire år igen blive regeret af politikere, der føler sig om muligt endnu mere sikre på deres modstand mod EU's kritik af deres demokratiopfattelse.

I så fald er banen kridtet op til nye konflikter med Bruxelles.

Hvis de andre medlemslande begynder at skrælle penge væk fra Polen under de forhandlinger om Unionens fremtidsbudget, som for alvor tager fart næste år, så vil det heller ikke true magthaverne i Warszawa.

Tværtimod. Det vil styrke deres kritik af EU endnu mere.

Sådan er det store paradoks i Polens forhold til Europa. Her ligger en udfordring for Den Europæiske Union, som kun vil vokse i de kommende år.