Andelen af kvindelige kandidater er rekordhøj

REKORD: Der har aldrig været en større andel af kvindelige kandidater til et folketingsvalg, end der er denne gang. Udviklingen er positiv, men der er stadig et stykke vej, lyder det fra Kvinfo. 

Fem ud af de i alt 13 partiledere ved årets folketingsvalg er kvinder. Blandt kandidaterne er andelen af kvinder 34,3 procent. 
Fem ud af de i alt 13 partiledere ved årets folketingsvalg er kvinder. Blandt kandidaterne er andelen af kvinder 34,3 procent. Foto: Claus Bjoern Larsen/Ritzau Scanpix
Andreas Arp

Når danskerne onsdag skal en tur i stemmeboksen, vil det være med en rekordhøj andel kvinder på stemmesedlen. 

Det viser Danmarks Statistiks opgørelse over kandidaterne til folketingsvalget 2019

34,3 procent af kandidaterne er kvinder, og det slår den hidtidige rekord på 33,2 procent ved folketingsvalget i 2011. Det er samtidig et spring på tre procentpoint i forhold til valget i 2015, hvor 31,3 procent af partiernes kandidater var kvinder. 

Udviklingen glæder Kvinfo-direktør Henriette Laursen, som dog fastholder, at der skal mere til:

Det er ikke afgørende for os, om fordelingen er decideret 50-50, men for at der skal være en rimelig fordeling, skal vi op mellem 40 og 60 procent.

Henriette Laursen
Direktør i Kvinfo

"Det er en positiv udvikling. Vi går ind for en rimelig lige repræsentation, så det er ikke jo nok endnu, men enhver positiv udvikling er god. Det er ikke afgørende for os, om fordelingen er decideret 50-50, men for at der skal være en rimelig fordeling, skal vi op mellem 40 og 60 procent," siger Henriette Laursen til Altinget. 

Læs også

Højere andel kvinder i Folketinget
Andelen af kvinder i Folketinget kan dog ende med at blive endnu højere end de 34,3 procent kvinder på stemmesedlen. 

Siden 1990 har andelen af valgte kvinder i Folketinget nemlig overgået andelen af kvindelige kandidater. Senest endte Folketinget med at bestå af 37,4 procent kvinder efter valget i 2015.

Udviklingen skal derfor også drives videre af partierne selv, vurderer Henriette Laursen:

"I det omfang kvinder bliver opstillet, bliver de også valgt ind – og mere til. Udfordringen ligger derfor i højere grad tilbage hos partierne, når de vælger kandidater. Her skal der ske noget, for danskerne vil gerne have en mere lige fordeling af kønnene,” siger Kvinfo-direktøren.

Hun påpeger desuden, at den generelle ligestilling i samfundet også kan have en betydning for andelen af kvinder i politik. Fordelingen af omsorgsopgaver i hjemmet kan eksempelvis have en betydning for, hvorvidt kvinder kan finde tid til at engagere sig politisk. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henriette Laursen

Direktør, Kvinfo
cand.jur. (Aarhus Uni. 1993)









0:000:00