Anmeldelse: Ágnes Hellers testamente til europæerne skuffer

Midt i en hotellobby nær eliteuniversitetet Princeton gerådede den ungarske filosof Ágnes Heller engang i midt-90erne ud i en længere og heftig diskussion med hendes tyske kollega, Jürgen Habermas. Mellem piccoloer, receptionister og andre gæster, der tjekkede ud og ind, gik bølgerne, som anekdoten fortæller det, højt. Debattens emne? Var den tyske filosof Martin Heidegger en stor tænker på trods af sin forbindelse til nazismen? Heller mente ja, Habermas nej.

De to havde kendt hinanden siden 1960erne, hvor de havde mødt hinanden på den kroatiske ø Korçula til sommerseminarer for kritiske marxister. Ligesom Habermas skulle Ágnes Heller sidenhen blive en vigtig intellektuel i venstreorienterede kredse i en periode, hvor Sovjetkommunismen totalitære ansigt ikke kunne skjules, og der var brug for nye folk, der kunne sammentænke demokrati og socialisme. Og ligesom Habermas endte Heller som en markant defensor for EU som en bastion for postnational kosmopolitanisme og det liberale demokratis institutioner.

Deres uenighed om Heidegger bliver selvfølgelig ikke mindre interessant al den stund, at Heller var jøde, der kun ved tilfældets lune undgik Holocaust. Med Heideggerinspirationen fulgte Heller i fodsporene på en anden jødisk tænker, Hannah Arendt, der også lagde navn til et professorat på New School for Social Research, som Heller overtog i midten af 1990erne.

Hun (Ágnes Heller, red.) forstår migrationskrisen som en debat om assimilation og integration, men forskyder dermed bare spørgsmålet om, hvor mange migranter og flygtninge Europa kan og dermed bør håndtere, til en debat om, hvorvidt de vil anerkende det liberale demokratis principper.

Esben Schjørring
Redaktør, Altinget Magasin

Heller døde i sommer 90 år gammel, men kort forinden udgav hun en kort – meget kort – essaysamling under titlen Paradoks Europa, som nu kommer på dansk i Informations bogserie, Europæiske idéer. En bog, der sine steder er interessant, men samlet set er ret frustrerende.

Vi er alle fremmede
Hos Heller viser indflydelsen fra Heidegger sig i hendes betoning af fremmedheden som et grundlæggende menneskeligt vilkår.

”Vi fødes alle som fremmede,” skriver hun. Ja, vi har anlæggene – sprog, tænkning, kultur og socialitet – for at kende og forstå vores omverden, men det skal altid først læres. Det er derfra såvel børnenes evige spørgsmål som videnskabens og filosofiens spørgsmål hidrører.

Og ud fra denne grundlæggende fremmedhed, og for at værne os imod den, bygger vi et hjem. Både i den helt nære forstand af familien i et hus og den bredere forstand af samfund og kultur. Men dermed er fremmedheden bare forskudt og genopdages i mødet med andre kulturer, andre hjem. Med det møde fødes den politiske grundkonflikt mellem ’os’ og ’de andre’.

”Andre mennesker i andre verdener tror på noget andet, de følger andre sæder og skikke. De er de fremmede. Dem er vi bange for. Hvorfor? Fordi vi mister vores hjem, altså vores følelse af vished og tryghed, hvis det skulle vise sig, at de andres vaner og tro var det rigtige. Vi føler os hjemme i vores egen verden. Men for de andre er det os, der er de fremmede,” skriver hun.

Det er let at se, hvordan den jødiske grunderfaring af manglen på hjem og af at være ’fremmede’ i andres øjne spiller ind her, men Heller reserverer den ikke til jøder; det er et generelt menneskeligt vilkår. Vi er alle fremmede, og vi er alle del af et ’vi’, der vækker frygt i andre ’vi’er’.

Imod nationalstatens identitetspolitik
Det er igennem den dynamik som linse, at Heller ser på Vestens og særligt Europas politiske historie og situation. Hvad udgør vi’et? Hvad er et folk? Hvem er de andre? Og hvilke politisk-etiske forpligtelser følger der med?

Det er her titlen på Hellers bog dukker op som pointe. I Europa er der ifølge Heller to modsatrettede bevægelser i definitionen af vi’et: ”Den nationalistiske fanatismes Europa”, der gør hjemmet absolut og den fremmede til fjende, og ”den universalistiske humanismes Europa” der grundlægger sig på det fælles menneskelige vilkår som fremmed. Tilsammen er det ”Europa som inkarnationen af et paradoks.”

Det er en pointe, hun udfolder i nogle meget komprimerede passager, hvor bibelsk tid, antik romersk-græsk politiske tænkning, de europæiske imperier, USA’s dannelse og de to verdenskrige overstås på få sider.

Hun gentager en marxistisk kritik af nationalismen, som en ideologi, der udraderer andre politiske identiteter som klassesamfundet og kvæler borgerskabets kosmopolitanisme. Og hun begræder, at reaktionen på Første Verdenskrig blev ombrydningen af Europakortet til nationalstater, fordi nationalstaten har en identitetspolitisk skævvridning, der skjuler erfaringen af den grundlæggende fremmedhed i et for tykt ’vi’, kulminerende med Nazityskland og jødeudryddelsen.

Det er en klassisk tanke for centraleuropæiske intellektuelle, at noget afgørende forsvandt da det Østrig-Ungarske imperium, hvor mange folkeslag boede under samme politiske institution og med en fælles økonomi, brød sammen. Og at der lå et politiske projekt efter Første og Anden Verdenskrig i at realisere den livsform i nye republikanske former. For Heller er det EU’s rolle, og det er også sådan, hun forstår USA; en overnational føderal ramme, der holder nationalismens identitetspolitik i ave ved at binde folk sammen i en fælles juridisk-politisk struktur som borgere.

Hvorfor svarer hun ikke?
Det er på det grundlag, Heller efterfølgende går ind i debatten om migrationskrisen og den politiske udvikling under premierminister Viktor Orbán i hendes eget land Ungarn. I begge tilfælde ser hun nationalismen som en drivende og truende faktor. Desværre forbliver hun her på et proklamerende niveau, og hun vedkender sig, at svar kommer hun ikke med.

Hun forstår migrationskrisen som en debat om assimilation og integration, men forskyder dermed bare spørgsmålet om, hvor mange migranter og flygtninge Europa kan og dermed bør håndtere, til en debat om, hvorvidt de vil anerkende det liberale demokratis principper.

Og en – i mine øjne rigtig – pointe om, at Orbáns illiberale demokrati slet ikke er et demokrati, bliver ikke udfoldet udover det, man allerede ved, hvis man bare følger sporadisk med. Her ville en dybere sammentænkning af menneskets grundlæggende fremmedhed og demokratiets iboende liberale elementer have været interessant. Den radikale lighed og individualisme, der ligger i, at hver og én i et demokrati er borgere, bryder jo med ’naturlige’ og kollektivistiske politiske aktører som familien, slægten og stammen.

I mine øjne er problemet ikke, at Heller ikke har svar i bestemt form og med stort S. Men det er problematisk, at hun heller ikke mener, at det er hendes ”opgave her at besvare dette altomfattende spørgsmål”. For hvorfor egentlig ikke? Ja, forestillingen om den intellektuelle, der stiger ned fra bjerget med stentavler er forældet og dum. Men når dygtige intellektuelle selv vover sig ud på isen i åben erkendelse af sin egen utilstrækkelighed, baner man jo også vejen for os mindre ånder til at gøre det samme. Her bliver konstateringen af problemer, vi kender i forvejen, og ret åbenlyse modsigelser i vores politiske kultur altså for lidt.

Vores grufulde historie
Og så er der en spænding mellem globalisering og demokrati, hun helt undviger.

For mens nationalstaten bestemt har sine identitetspolitiske problemer, har den leveret demokrati på et intenst niveau, mens for eksempel EU konstant døjer med netop sin demokratiske legitimitet – ligesom valget af USA's præsident er konstant hjemsøgt af kritisk lav valgdeltagelse.

Omvendt er det åbenlyst, at flere væsentlige problemstillinger som klima, migration og økonomi i dag er så globale, at de kræver institutionelle svar på et overnationalt plan. Efter årtier med forsøget på at forvandle EU til et fuldblodsdemokrati er tiden måske kommet til at stille spørgsmålet på en anden måde: hvilke politiske spørgsmål vil vi gerne have håndteret i handlekraftige institutioner med et tyndere demokratisk fundament, og hvilke vil vi gerne vil beholde fuld demokratisk kontrol over, omend vi måske ikke har de stærkeste værktøjer til at håndtere dem?

Ágnes Heller er på den ene side en stærk stemme, der i kraft af sin personlige historie med en tilværelse under det 20. århundredes to totalitære regimer og deres ufattelige umenneskelighed, taler med en enorm moralsk vægt. På den anden side sidder man også tilbage efter endt læsning af Paradoks Europa med spørgsmålet om, hvorvidt Europas grufulde historie i det 20. århundrede i stedet for at være en god ramme om diskussionen vores nuværende og fremtidige politiske problemer fører os ud i en tanke- og handlingsmæssig lammelse. Og det gør man ikke mindst, når Heller ikke selv vil eller kan komme med begyndelsen til et svar på dem.

Ágnes Heller, Paradoks Europa, 74 sider, Informations Forlag, 99, 95