Anmeldelse: Tim Knudsen har skrevet et bundsolidt værk om danske statsministre

Et overvældende værk
Dette er et overvældende ambitiøst projekt. Og det er et projekt, Tim Knudsen overordnet set er sluppet rigtig godt fra. Jeg tror, at Statsministeren vil indgå som et referenceværk i dansk politisk historieskrivning i rigtig mange år.

I sit emnemæssige vingefang og sit fokus på den politiske begivenhedshistorie rummer det mange af de samme kvaliteter som guldstandarden inden for genren, 'De danske ministerier'. Samtidig har den én specifik kvalitet, som de ældre bind af 'De danske ministerier' ikke har, nemlig en overordnet sammenhængende fortælling, som ikke bryder udviklingen op i et utal af personalhistoriske skitser. For de fleste læsere vil det være en gevinst.

Alt dette sætter fortegnet. Også for de følgende kritiske bemærkninger. For sine kvaliteter til trods, er der et par problemer i fremstillingen.

En væsentlig del af berettigelsen og attraktionen ved Statsministeren ligger i dens skildring af Statsministeriets og i bredere forstand folkestyrets udvikling, for almindelig bred politisk historie er der strengt taget ikke mangel på.

Denne skildring står da også centralt i bind 2, hvor vi følger den proces, der indledtes ved det såkaldte systemskifte i 1901. Kongens politiske magt veg, mens statsministerens øgedes. Udviklingen havde forbindelse til etableringen af parlamentarismen som en art statsskik, men spillet mellem kongemagt og skiftende statsministre understreger, at parlamentarismens konstitutionelle status var langt mere usikker, end vi engang lærte. Intet af dette er ukendt i nyere politisk historie, men her beskrives udviklingen samlet og sammenhængende.

Den brede debat mangler
Netop derfor kunne man have ønsket sig et stærkere fokus på denne kerne i fremstillingen, f.eks. gennem inddragelse af tidens bredere politiske og ikke mindst juridiske debatter om temaer i relation til denne udvikling: parlamentarismens formelle konstitutionelle status, den mindretalsparlamentaristiske praksis, Landstingets opløsningsret, forligsmulighederne i forbindelse med uenighed mellem rigsdagens kamre, og naturligvis højesterets rolle.

Tim Knudsen kommer naturligvis ind på flere af disse spørgsmål, men sjældent som debatter, hvor vi forstår, at det var muligt at indtage en anden holdning end bogens forfatter og læsere, nemlig at såvel parlamentarisme som demokrati er godt, og at det synspunkt i fortiden, der står vor tid nærmest, er det mest legitime.

I stedet for en analytisk ambition om at åbne fortidens debatter op og gøre ulige positioner forståelige for den moderne læser, lukker den fremskridtsfortælling, der præger værkets substans og dispositioner, debatterne og gør deres udfald selvfølgeligt.

Statsministeren er på den måde klassisk ”whig-history”, hvor demokratiets udviklingshistorie nogenlunde lader sig forstå gennem begrebsparret fremskridt og reaktion, og helte- og skurkeroller fordeles efter aktørernes placering i henholdsvis den ene eller anden lejr.

Nuvel, Tim Knudsens fine historiske portrætkunst afbøder de mest negative konsekvenser af denne skematiske historie, men vi står stadigvæk med en fremstilling, der prioriterer skikkelser som Zahle og Stauning, der bar historien frem, mens et interessant fænomen som Venstre-statsministeren Thomas Madsen-Mygdal hurtig afklares som en fiasko.

Eftertidens historie om historien
Statsministeren er eftertidens historie om historien. Nogle gange træder dette forhold så stærkt frem, at det forstyrrer. F.eks. da forfatteren et sted synes at tippe brillen ned på næsetippen og docere over for fortiden, at Genforeningen i 1920 slet ikke var en genforening men en indlemmelse, og at alt dette med ”Genforening” bare var noget, som Christian X havde fundet på mod bedre vidende.

At Genforeningen var det begreb, sønderjyderne (i øvrigt et andet begreb, Tim Knudsen også tilskriver kongen) selv havde brugt siden 1864, er Tim Knudsen måske uvidende om. Eller måske – og mere sandsynligt – har han valgt med kirurgisk præcision at skære dette forhold ud af fremstillingen.

Whig-historiens greb giver kohærens og fremdrift i en historisk fremstilling, men omkostningen er, at vi netop ikke bliver i stand til at forstå ”de andre”, dem der var kritiske over for parlamentarisme eller endog demokrati, eller bare fastholdt traditionelle konstitutionelle opfattelser inden for rammerne af folkestyret.

Dette er udpræget tilfældet i Knudsens fremstilling, hvor eksempelvis kongemagtens politiske interventioner konsekvent beskrives meget ugenerøst. Og hvor vi løbende præsenteres for nogle anti-demokratiske strømninger, som Knudsen mest finder på højrefløjen, uden at vi i virkeligheden lærer andet om dem end, at de var nogle modstandere, som de gode kræfter på den politiske midte, måtte besejre, så alt kunne blive som det blev. Igen gælder det, at Knudsen bringer tolkninger til torvs, som forekommer problematiske, f.eks. at Det Konservative Folkepartis ledelse først efterhånden i 1930’erne bliver demokratiske. (Det skulle nogen nok have fortalt partikonservatismens antiparlamentariske kritikere).

Mens de fleste af os nok kan blive enige med forfatteren i, at det da var godt, at det gik godt, ville det vel være mere givende for en historisk fremstilling at udlægge de samtidige aktørers ideologiske forudsætninger, antagelser, erfaringer og forventninger. Deres hvorfor. Det får vi ikke her, i stedet får vi en sang, vi i har hørt mange gange før – kun er fraseringerne lidt anderledes.

Nuvel. Den indledende ros sætter fortegnet. Og intet af dette ændrer ved, at Statsministeren bind 2 er et bundsolidt, velskrevet og imponerende værk, som kan anbefales til alle historisk interesserede uanset rang og stand.

Tim Knudsen: 'Statsministeren 1901-1942. Bind 2. Demokratiets første statsminister', 608 sider, Forlaget Samfundslitteratur