Antallet af lærepladser styrtdykker

PRAKTIK: Ifølge børne- og undervisningsministeren fik 50 procent færre en læreplads i marts 2020 sammenlignet med marts 2019. Det oplyste hun onsdag i Folketingssalen, hvor hun også afviste at fortælle, hvordan og hvornår regeringen vil sætte ind med et udspil.

Lærepladser forsvinder ifølge børne- og undervisningsministeren hurtigt.
Lærepladser forsvinder ifølge børne- og undervisningsministeren hurtigt.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Tyson W. Lyall

”Der skal komme nogle relativt massive initiativer, fordi problemet er så massivt.”

Onsdag svarede børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i Folketingssalen på spørgsmål om praktikområdet, og hun lagde ikke skjul på, at situationen er alvorlig.

Ifølge ministeren selv viser en frisk undersøgelse fra hendes ministerium, at antallet af elever, der fik en læreplads i marts 2020, lå 50 procent lavere end i samme måned sidste år.

”Det er et af de vigtigste emner efter min bedste overbevisning. Og også et af de allermest alvorlige problemer, vi ser ind i,” sagde hun blandt andet undervejs i spørgetiden, hvor hun afviste at sætte konkrete ord på, hvordan og hvornår regeringen vil præsentere et udspil med ”massive initiativer”.

”Der kommer noget”
Bag spørgsmålene til Pernille Rosenkrantz-Theil stod Venstres Christoffer Aagaard Melson og Ellen Trane Nørby.  

De ville gerne have svar på, hvilke konkrete praktikpladsfremmende initiativer regeringen barsler med for de cirka 14.500 elever, der snart afslutter andet grundforløb på erhvervsuddannelserne.

Det lykkedes dog ikke at få lokket svar ud af ministeren.

”Jeg skal nok lade Venstre det vide, når vi når dertil. Tættere kommer vi ikke på det. Det er et spørgsmål om, at når ting er så alvorlige, som de er i øjeblikket, så skal de også tages alvorligt i forhold til de løsninger, man laver på det,” svarede hun.

Ministeren fremhævede samtidig initiativer som særlig adgang til skolepraktik og aftalen om lønkompensation som tiltag, regeringen allerede har taget under coronakrisen.

”Når jeg siger, at der kommer til at ske noget på det her område, og at jeg ikke er klar til at præsentere, hvad regeringen kommer med, så er det jo et udtryk for, at der kommer noget. Dermed er jeg enig i, at der et stykke vej at gå endnu. Og jeg tror, det kommer endnu længere,” lød det fra Pernille Rosenkrantz-Theil.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christoffer Aagaard Melson

MF (V), byrådsmedlem, Vejle Kommune

Ellen Trane Nørby

Fhv. minister & MF 2007-22 (V), byrådsmedlem, Sønderborg
cand.mag. i kunsthistorie (Københavns Uni. 2005)

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00