Astrid Krag: Vi skal forebygge omsorgssvigt – ikke en anbringelse

Alle børn i Danmark fortjener et trygt hjem. Men sådan er det ikke i dag. Alt for mange børn vokser op med omsorgssvigt. Udsatte børn bliver for ofte til udsatte voksne.

Derfor vil regeringen sætte børnene først i det kommende udspil. Udspillet skal sikre, at socialt udsatte børn får stærkere rettigheder og bliver hørt i sagerne. Vi skal forebygge omsorgssvigt – ikke forebygge en anbringelse, hvis det er det, der kan give barnet et trygt hjem.

Samfundet skal gribe ind, når der er forældre, som ikke magter at løfte forældrerollen, eller som svigter deres børn. Det skylder vi børnene, og det er en værdikamp for regeringen. Og vi står fast, selvom det er kontroversielt.

Målrettet socialt udsatte
Thorkild Olesen, formand i Danske Handicaporganisationer (DH), har rejst bekymring for, om vi med en Barnets Lov ender med at anbringe børn med handicap frem for at give deres forældre den nødvendige støtte.

Det er en bekymring, som regeringen lytter til og tager meget alvorligt.

Forestil dig forældre til to børn, hvor alt fungerer normalt. Men det tredje barn har et omfattende handicap, som selvfølgelig udfordrer forældrene. Det er altså ikke forældreevnen, den er gal med eller andre sociale problemer i familien. Her skal vi sætte ind med den hjælp og støtte, som er nødvendig for, at hverdagen kan fungere for barnet, forældrene og familien.

Vi må hverken overse børn med handicap i utrygge hjem, hvor forældrene svigter, eller fejltolke situationen på grund af manglende indsigt i for eksempel ADHD, autisme eller en tredje type handicap.

Astrid Krag (S)
Social- og ældreminister

Selvfølgelig skal vi ikke tvangsanbringe et barn med handicap fra kærlige og omsorgsfulde forældre, som blot har brug for den rette hjælp til tage hånd om de særlige udfordringer, der følger med, fordi deres barn har et handicap. Og selv i de situationer hvor barnets støttebehov er så vidtgående, at det er nødvendigt, at barnet bor et andet sted, vil baggrunden og rammerne ofte være meget anderledes, end når et barn anbringes grundet eksempelvis omsorgssvigt eller manglende forældrekompetencer, eller fordi barnet eller den unge for eksempel begår kriminalitet eller har et misbrug. 

Derfor lægger vi i regeringen op til, at en kommende Barnets Lov skal være målrettet socialt udsatte børn og forældre, der har brug for hjælp på grund af eksempelvis manglende forældrekompetencer eller andre sociale problemer hos forældrene eller barnet.

Familier, der alene har behov for hjælp på grund af et handicap hos barnet, skal naturligvis også have den rette indsats. Men rammerne for hjælpen til disse familier skal fortsat være i serviceloven. Kun hvis familierne også har sociale problemer, skal Barnets Lov i spil.

Det gør vi for at sikre den rette hjælp til alle børn og unge og for at undgå stigmatisering og fejlbehandling af børn og familier, hvor behovet for hjælp og støtte har udspring i et handicap hos barnet.

Vi er nødt til at skelne mellem de indsatser, der skal iværksættes over for henholdsvis socialt udsatte børn og over for børn, hvor støttebehovet alene udspringer af et handicap.

Vi skal kalde indsatserne ved rette navn
Når et barn med handicap 'anbringes' uden for hjemmet, handler det ofte om, at barnet eller forældrene har behov for støtte og behandling, der i nogle tilfælde kan betyde, at hjælpen bedst gives uden for hjemmet - selvom det ofte er forbundet med samvittighedskvaler og skyldfølelse for forældrene.

Her hører jeg et ønske fra DH om, at vi, udover selve indsatsen, giver sproget opmærksomhed. Det er et ønske og en ambition, jeg deler.

Jeg vil gerne invitere DH og andre aktører på området til at bidrage med forslag til et mere retvisende sprogbrug end 'anbringelse'. Vi skal undgå den stigmatisering af forældre til børn med handicap, der kan være forbundet med en anbringelse.

Gode indspark fra handicaporganisationerne er meget velkomne – de kender desværre problematikkerne fra hverdagslivet.