Kommentar af 
Benny Damsgaard

Benny Damsgaard: Arne-forhandlinger vil afsløre, hvor aggressivt Pape går efter at blive blå bloks leder

KOMMENTAR: Søren Pape har signaleret, at Konservative er til at tale med, når det kommer til pension til nedslidte. Resultatet vil give et fingerpraj om, hvor meget Pape går efter at gøre Ellemann rangen stridig som leder af blå blok.

En konservativ aftale med regeringen om tidlig pension kan blive det, der definitivt sparker Det Konservative Folkeparti fri af Venstres skygge, skriver Benny Damsgaard.
En konservativ aftale med regeringen om tidlig pension kan blive det, der definitivt sparker Det Konservative Folkeparti fri af Venstres skygge, skriver Benny Damsgaard.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I de mere Venstre-kritiske dele af Det Konservative Folkeparti har det finanslovsforlig, som Hans Engell indgik med Nyrup-regeringen i november 1995, med tiden fået et næsten mytologisk skær.

Endelig viste man de selvsikre "grissepryglere" (konservativt "kælenavn" for Venstre-folk), at de ikke længere bare kunne tage Det Konservative Folkepartis mandater for givet.

Endelig sagde man fra overfor det mange opfattede – og til dels stadig opfatter – som Venstres tendens til destruktiv oppositionspolitik, hvor alt handler om at spolere tingene for regeringen.

Og når man så endda fik solide forsvarspolitiske indrømmelser og ikke mindst en afskaffelse af formueskatten med hjem fra forhandlingerne, var det som konservativ svært at være utilfreds dengang i 1995.

Fakta
Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti.

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Især fordi alle vidste, at løsrivelsen fra Venstre ved finansloven for 1996 var første skridt mod det ultimative mål: Lanceringen af Hans Engell som konservativ statsministerkandidat ved det valg, som senest skulle komme i 1998.

Sådan gik det som bekendt ikke, og krigsskadeomkostninger ved finanslovsaftalen i 1995 vidste sig da også at være ganske betydelige.

Hvis man er villig til at tage den krigsskadeomkostning, kan en konservativ aftale med regeringen blive det, der definitivt sparker Det Konservative Folkeparti fri af Venstres skygge og op over ti procent.

Benny Damsgaard

Aftalen var startskuddet på et internt borgerligt slagsmål mellem Venstre og Konservative, som reelt først sluttede, da Engell måtte træde tilbage som partileder efter mødet med betonklodsen, og Per Stig Møller igen underlagde sig "Venstres åg". 

Hvorfor denne tur ned i det evigt betændte forhold mellem Venstre og Konservative? 3. august åbnede Søren Pape op for, hvad der potentielt kan blive en gentagelse af Engells finanslovsmanøvre fra 1995.

Adspurgt under et større sommerinterview med Jyllands-Posten, om han kunne se Det Konservative Folkeparti indgå en aftale om tidlig pension for nedslidte med regeringen, ændrede Pape pludselig kurs og åbnede døren på klem for en aftale:

"Jeg er uenig i, at vi skal lave det. Men enhver forhandling har en pris. Hvis det virkelig er så vigtigt for statsministeren at få Arne igennem, må hun invitere til forhandlinger, hvor man samtidig gør noget ved skatten. Så taler vi åbent om det".

Prisen for de 13 konservative mandater, som vil være nok til at danne et flertal med regeringen og venstrefløjen, var skattelettelser.

"Det kan være på virksomheder, det kan være personskatten, det kan også være arveafgiften. Jeg er ikke karrig med det.", som Pape lidt bredt formulerede det.

Meldingen ændrede med ét dynamikken i pensionsforhandlingerne, hvor den gav regeringen ny luft, og den blev da også behørigt rost til skyerne af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), som kaldte Papes melding for "borgerligt lederskab".

Nu var det ikke længere Dansk Folkeparti og deres krav om udlændingestramninger, der svingede taktstokken i forhandlingerne. Nu var Det Konservative Folkeparti i centrum og for første gang i mange år havde partiet mulighed for at løsrive sig fra "Venstres åg" og samtidig få en betydelig borgerlig gevinst med hjem. Og det vel at mærke ved at lægge stemmer til et folkeligt populært forslag, som op mod 80 procent af vælgerne støtter.

På trods af det gode udgangspunkt kom der ret hurtigt lidt slinger i den konservative melding.

Allerede samme aften, som Jyllands-Posten udkom med historien, var Pape ude på Twitter og tage luft ud af nyheden, som partiet da heller ikke fulgte specielt hårdt op på.

Og spørger man i Folketingsgruppen, som først blev orienteret om sagen, efter interviewet var givet, og Jyllands-Postens vinkel lå klar, er meldingen, at Pape er blevet skarpt-vinklet af Jyllands-Posten.

Spørger man i de andre borgerlige partier, er vurderingen af Papes justering knap så venlig. Papes forhandlingstilbud har massivt irriteret især Venstre, hvor man opfatter den som endnu et stort spørgsmålstegn ved det borgerlige samarbejdes duelighed.

Og spørger man mere ind til processen, er der ikke mange, der deler forklaringen om, at Pape er blevet skarpt-vinklet af Jyllands-Posten.

Her lyder vurderingen tværtimod at Pape – endnu engang – har ladet den gode stemning løbe af med sig under et interview. Lidt i stil med interviewet til Berlingske op til sommergruppemødet i august 2018, hvor Pape kortvarigt aflivede klima og miljø som konservative fokusområder.

Det Konservative Folkeparti har torsdag pressemøde i forbindelse med sit sommergruppemøde. Her bliver der sandsynligvis skabt større klarhed over partiets forhandlingsvillighed og ikke mindst, hvad prisen for de konservative mandater potentielt kunne være.

En afskaffelse af for eksempel arveafgiften vil koste cirka en milliard kroner og vil være en massiv konservativ triumf på linje med afskaffelsen af formueskatten i 1995.

Omvendt skal regningen for tidlig pension også betales. Her er spørgsmålet, om Det Konservative Folkeparti under Pape har modet til at acceptere, at hele eller dele af regningen ender hos for eksempel bankerne.

Hvis man er villig til at tage den krigsskadeomkostning, kan en konservativ aftale med regeringen blive det, der definitivt sparker Det Konservative Folkeparti fri af Venstres skygge og op over ti procent.

Pape skal dog handle hurtigt, hvis han vil gå i Engells fodspor. Hvor det i starten af august kun var Dansk Folkeparti, som havde signaleret, at de var villige til forhandlinger om tidlig pension, har både Nye Borgerlige og ikke mindst Det Radikale Venstre nu også budt sig til.

Den øgede konkurrence betyder, alt andet lige, at den potentielle politiske gevinst, som Det Konservative Folkeparti kan forhandle hjem, er blevet reduceret. Og ender det i et stort bredt kludetæppe forlig op mod jul, hvor for eksempel også klima bliver en del af det, vinder kun regeringen.

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Damsgaard

Partner og director, conXus Public Affairs, politisk kommentator, ekstern lektor, Københavns Uni., fhv. kommunikationschef, Konservative
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2005)

0:000:00