Benny Damsgaard: Gud er kommet på mode på højrefløjen

KOMMENTAR: Trosbekendelserne har denne sommer næsten stået i kø på højrefløjen og især hos DF. Men hvorfor denne pludselige vækkelse? Kristendom interesserer ikke vælgerne synderligt. En del af svaret skal sandsynligvis findes i intern positionering.

Det er blevet moderne, hvis man er borgerlig politiker, at gøre noget offentlig ud af ens religion. I hvert fald hvis man er kristen og medlem af folkekirken!

Et af de mest illustrative eksempler på denne religiøse offensiv, har vi i DF’s Morten Messerschmidt, som i juli i Politiken annoncerede, at kristendommen skulle være med til at ”redde" Dansk Folkeparti og fremover definere mere af DF’s politik.

”Danmark er kristent – og det skal kunne mærkes”, sagde Messerschmidt den gang og fulgte op med denne svada mod de andre store religioner ”Vi har for meget religionslighed i Danmark, og det skal vi gøre op med”.

I denne uge fortsatte Messerschmidt offensiven i Berlingske med et angreb på de danske biskopper, som han mener på utidig måde sammenblander politik og religion!

”Jeg er afgjort bekymret for, hvordan det påvirker folkekirken, at vi har biskopper, der ikke formår at tøjle sig selv og tror, at de kan bruge bispekåben som deres egen politiske talerstol, og som ikke er sig bevidste om det ansvar, de har.” lød det fra Messerschmidt.

Virker korstoget så? Trækker Messerschmidts religiøse fokus hårdt tiltrængte vælgere tilbage til DF?

Kigger man på Altingets seneste oversigt over de emner, som optager vælgerne, så er kristendom eller religion i det hele taget slet ikke på listen. Kigger man ud i Europa, så er Danmark et af de mindst religiøse lande i Europa. Og til forskel fra både Norge, Sverige og Tyskland, har vi ikke et decideret kristent parti i parlamentet, og har ikke haft det i mange år.

Hvis fokus på religion ikke trækker vælgere, hvad er baggrunden så?

En del af forklaringen er uden tvivl, at Messerschmidt mener, det han siger. Messerschmidt er kendt for ofte at gå i kirke og for også tidligere at have luftet sin tro offentligt. Der er derfor ikke noget der indikerer, at han ikke helt oprigtigt mener, at kristendommen skal have en renæssance.

Hvis man taler med personer internt i Dansk Folkeparti, er der dog også flere, der peger på, at den primære forklaring skal findes i Messerschmidt betydelige formands-ambitioner. En vurdering som også finder støtte i valgforskningen.

Kristendom har altid spillet en central rolle i den mere intellektuelle og nationalkonservative del af Dansk Folkeparti. Præsterne Krarup og Langballe var her fra i mange år med til at sætte rammerne for den politiske debat i partiet. Det var ikke noget, der i sig selv trak mange vælgere, men det var med til at give partiet en hårdt tiltrængt dybde.

Indenfor valgforskningen opererer man med et fænomen, man kalder ”May’s lov”. Kort fortalt går sammenhængen ud på, at partiers medlemmer er mere yderligtgående end partiets vælgere. Medlemmerne er langt mere idelogisk bevidste end vælgerne og for dem er ideologi og partiets historie afgørende.

For en person som Messerschmidt, som gerne vil sikre sig opbakning fra medlemmerne til et måske kommende formandsopgør, giver det derfor god mening at tage emner op, som taler direkte til medlemmerne i baglandet, uanset at det potentielt kan skræmme mere moderate vælgere væk.

Og indtil videre går det meget godt for Messerschmidt. Han er på kort tid rykket fra menigt folketingsmedlem til nu næstformand og formandens foretrukne bud på en arvtager.

Selvom indrulleringen af gud i det politiske arbejde har været mest tydelig hos Dansk Folkeparti denne sommer, er det dog på ingen måde kun Messerschmidt som har spændt kristendommen foran deres politiske projekt.

Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape, gav i august et længere radiointerview om hans forhold til gud, og hvis man har fulgt lidt med på især Facebook de seneste uger, så har mængden af borgerlige politikere, som kandiderede til dette års menighedsrådsvalg været større end normalt. I hvert fald har det fyldt mere på Facebook, hvor kampagnerne nærmest har stået i kø.

Selvom mange af disse nye kristne fodsoldater uden tvivl stiller op til meningsrådene, fordi de oprigtigt gerne vil gøre en indsats i deres sogn, så skal en del af forklaringen på den nylige vækkelse også findes i næste års kommunalvalg.

Det ser altid godt ud på ens CV, som for eksempel konservativ kommunal kandidat, hvis man også er medlem af det lokale menighedsråd. Konservative partimedlemmer er, alt andet lige, mere optaget af kristendom og religion end den gennemsnitlige konservative vælger. Og når det ved et kommunalvalg ofte kun er få stemmer, der skiller kandidaterne nede på listen, så kan medlemmernes personlige stemmer være det, der gør udslaget.

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Mattias Söderberg: FN’s online generalforsamling er et eksperiment, der kan gå begge veje  Mattias Söderberg: FN’s online generalforsamling er et eksperiment, der kan gå begge veje Næste artikel Nikolaj Saadat: Abracadabra, Christiansborg. Jeres klima-bluff er kaldt Nikolaj Saadat: Abracadabra, Christiansborg. Jeres klima-bluff er kaldt
Konservatives fremgang sker på bekostning af V

Konservatives fremgang sker på bekostning af V

VÆLGERNE VANDRER: Næsten ni ud af ti af Konservatives nye vælgere satte kryds ved Venstre ved sidste folketingsvalg. Det viser en ny analyse af, hvordan vælgerne er vandret siden valget i juni 2019.