Benny Damsgaard: Venstre er nødt til at gå solo, hvis de skal vinde næste valg

KOMMENTAR: Det er efterhånden illusorisk at tro, at den borgerlige blok alene kan vinde regeringsmagten ved næste valg. Derfor er Ellemanns reelt eneste vej mod magten i 2023 at droppe blokken og gå målrettet efter at lokke R over midten. Spørgsmålet er, om Ellemann ligesom sin forgænger har den nødvendige kynisme i sig.

Danmark skal senest til valg i juni 2023. Meget kan ske i politik på tre år, men der er trods alt grænser. En af grænserne er et scenarie, hvor den borgerlige blok igen samles om én entydig statsministerkandidat, formulerer et fælles fremadrettet projekt og vinder næste valg.

Der er i dag ikke tilnærmelsesvis enighed blandt de borgerlige partier om, hvor man skal hen politisk. Et problem som blev understreget af de borgerlige partilederes tamme kronik i Berlingske i slutningen af april. Man kunne blive enige om at rose sig selv for fortidens triumfer, men heller ikke mere end det. Ingen nye tiltag og forslag der peger fremad.

Og som om det ikke var nok, så var aviserne i dagene efter fyldt med anonyme udtalelser fra især LA’ere og DF’ere der kritiserede indholdet i kronikken og processen den var blevet til på.

Og hvad der er næsten værre for den borgerlige blok, så mangler den ubetingede enighed om hvem der skal lede blokken, som der var under Løkke. Troen hos de andre borgerlige partier på, at Ellemann kan vinde næste valg, er stort set ikke eksisterende.

Ellemann står derfor ved en skillevej.

Han kan forsætte ned ad den nuværende vej, hvor han pænt forsøger at samle blokken og skabe enighed om et positivt fremadrettet projekt under hans ledelse. Som det ser ud nu, er det højst usandsynligt, at det kan nås inden 2023. De andre borgerlige partier har alt for travlt med at stemmeoptimere, pleje egne statsministerdrømme og ikke mindst overleve.

Risikoen ved at insistere på denne rene borgerlige strategi er imidlertid, at for hver dag der går, så øges sandsynligheden for, at S-regeringen for alvor bider sig fast i magten og bliver siddende lige så længe som Nyrup-regeringerne. Og udsigten til 10 år i opposition er ikke god for den indre stabilitet i noget regeringsbærende parti.

Der er der dog også en anden vej for Ellemann og Venstre. En vej som er langt mere risikofyldt, men som også indeholder muligheden for fundamentalt at ændre dansk politik og potentielt fravriste Socialdemokraterne regeringsmagten i mange år frem. Den kræver dog, at Ellemann udviser en hidtil uset magtkynisme. En kynisme som hans forgænger var mester i, men som vi stadig ikke har set hos Ellemann.

Den anden vej indebærer, at Ellemann og Venstre frigør sig fra den ikke eksisterende borgerlige blok, annoncerer at han går til valg på at danne en ren V-regering, og målrettet går efter at lokke De Radikale til at skifte side. En manøvre lidt i stil med det Socialdemokraterne gjorde mod rød blok, da de på grundlovsdag i 2018 annoncerede, at de vil gå alene i regering.

En frigørelse fra blokken vil stille Venstre langt stærkere i frieriet overfor De Radikale. Politisk bliver Ellemanns handlerum langt større. Og for De Radikale er det langt mere spiseligt, at støtte en ren Venstre-regering, end for eksempel en VK-regering, hvor K vil blokere for blandt andet indrømmelser på udlændinge og EU.

Hvor tanken om et radikalt sideskifte for et år siden var utopisk, så anser jeg det i dag for at være en realistisk mulighed. Og det er vel at mærke en mulighed, som er blevet langt mere realistisk under coronakrisen.

De Radikales vrede over at Socialdemokratiet valgte at gå i regering alene sidste år er stadig enorm. Og man skal ikke være længe sammen med ledende kræfter i partiet, før de helt frivilligt lufter deres indædte, næsten personlige, modvilje mod statsministeren og hendes nærmeste rådgiver. En modvilje som for øvrigt er gengældt.

Sidste sommer havde De Radikale ikke andet valg end at bide ydmygelsen over ikke at komme i regering i sig. De havde ført kampagne på at være modsætningen til de borgerliges udlændingepolitik og var derfor fanget i rød blok.

Siden da er udlændingedebatten imidlertid gået næsten i sig selv. Dansk Folkepartis indflydelse i blå blok og dansk politik som helhed er voldsomt reduceret. Der er kommet en ny moderat ledelse i Venstre. Ellemann og Østergaard har fundet hinanden med hulemøder og fælles kritik af regeringen på blandt andet EU-området. Og senest har De Radikale under coronakrisen været langt mere enige med Venstre end regeringen.

Både på spørgsmålet om hastigheden for genåbningen og kritikken af regeringens lukkethed er De Radikale gået forrest i kritikken af statsministeren. Det har ikke skortet på historier om højlydte skænderier under genåbningsforhandlingerne mellem den radikale leder og statsministeren. Og senest har Venstres gruppenæstformand, Karsten Lauritzen, fået De Radikale til at gå med på et forslag fra alle de borgerlige partier om, at Folketinget skal nedsætte en gruppe på fem eksperter, som skal evaluere håndteringen af coronakrisen.

Hvad skal der så til for at få De Radikale til at gå det sidste stykke og skifte side?

Allerhelst ville De Radikale i regering. Og selvom mange i Venstre ville have det fint med en VR-regering, så er det højst tvivlsomt, at DF og især NB vil acceptere en VR-regering.

Derfor er det eneste som Venstre reelt kan tilbyde De Radikale er lovning om større politisk indflydelse end hos Socialdemokraterne og så ikke mindst konkrete indrømmelser på fortsatte reformer og lempeligere regler for udenlandsk arbejdskraft. Indrømmelser som Venstre ikke vil kunne give med resten af blå blok på slæb, og som De Radikale ikke vil kunne få hos Socialdemokraterne.

De næste par måneder bliver afgørende for, om det nuværende flirteri mellem V og R bliver til mere end bare det. Første store test kommer inden sommerferien. De Radikale har sagt, at hvis de fortsat skal bakke op om regeringen, skal der en klimahandlingsplan på plads inden sommer. Det skal der nok komme, men det afgørende bliver, hvor kaotisk og problematisk processen bliver. Skubber aftalen De Radikale endnu længere væk fra Socialdemokraterne eller giver den indtrykket af en regering, som igen har genfundet melodien med sit parlamentariske grundlag? Og til efteråret venter ikke mindst dramaet om den tidligere folkepension til nedslidte.

Der er ingen tvivl om, at risikoen for Venstre og Ellemann ved at påbegynde en løsrivelsesproces fra resten af blå blok er massiv. Han blev valgt som Venstre formand på, at han ville samle den borgerlige blok igen, og stoppe Løkkes SV-drøm. Der er dog i Venstre en stor forskel på at samarbejde tæt med Socialdemokratiet og så De Radikale. Og når der reelt ikke er en borgerlig blok at samle, så kan tanken om en mulig statsministerpost og et S uden for indflydelse mange år frem blødgøre selv den mest standhaftige vestjyde.

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Jarl Cordua: Regeringens overlegenhed samler oppositionen Jarl Cordua: Regeringens overlegenhed samler oppositionen Næste artikel David Trads: Tænk, hvis Mette Frederiksen kaldte Kåre Quist for morder? David Trads: Tænk, hvis Mette Frederiksen kaldte Kåre Quist for morder?
Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

FASE 4: Restauranter må holde længere åbent, men forsamlingsforbuddet består, og hårdt ramte brancher skal fortsat have hjælp. Det er nogle af hovedpunkterne i den aftale, regeringen netop har landet med alle Folketingets partier. Se dem alle her.