Berlingske skal ikke længere stå bag Radio24syv

OPSPLITNING: Efter at have dannet parløb i otte år har People Group og Berlingske Media valgt at gå hver til sit. Genvinder Radio24syv sendetilladelsen, bliver nuværende direktør Jørgen Ramskov bestyrelsesformand.

Jørgen Ramskov er mulig bestyrelsesformand for Radio24syv, hvis radioen vinder sendetilladelsen.
Jørgen Ramskov er mulig bestyrelsesformand for Radio24syv, hvis radioen vinder sendetilladelsen.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Sofie Hvemon

Berlingske Media skal ikke længere være medejere af Radio24syv. Det står klart, efter at radioens daglige ledelse har besluttet at søge sendetilladelsen alene. Det skriver kanalen i en pressemeddelelse.

Beslutningen sker blandt andet for at samle radioens kræfter i ét hus og opnå ”større behændighed” i forhold til radioens nye fokus.

”Vi har været utroligt glade for samarbejdet med Berlingske Media igennem de første otte år. Men nu er radioen klar til at stå på egne ben med en inhouse ejerkreds, som også inddrager dens kreative kræfter," udtaler den måske kommende direktør for radiokanalen, Jakob Kvist.

Denne ”inhouse ejerkreds” kommer blandt andre til at bestå af de to programchefer Mads Brügger og Mikael Bertelsen, hvis radioen genvinder sendetilladelsen. Derudover vil nuværende direktør Jørgen Ramskov indtræde som kommende bestyrelsesformand, hvis alt går efter planen. Afskeden med Berlingske beskriver Jørgen Ramskov selv som ”starten på et nyt kapitel”:

Udramatisk opsplitning
Ifølge Radio24syv har der været tale om en udramatisk opsplitning, som er foregået i en god tone. I forbindelse med opsplitningen udtaler administrerende direktør for Berlingske Media ifølge kanalen:

"Vi har været fødselshjælpere til en ny radiostation på det danske marked, som har overrasket de fleste. Samarbejdet har foregået upåklageligt. Vi respekterer, at de ledende kræfter på stationen foretrækker at drive projektet videre selv.”

Opsplitningen kommer heller ikke til at få dramatisk betydning ifølge tillidsrepræsentant Emma Oehlenschläger, der til Journalisten har udtalt følgende om opsplitningen:

“Vi har ikke indblik i, hvad det konkret betyder, men vi forventer ikke, det får en dramatisk betydning – med det forbehold, at der kan være noget, vi ikke gennemskuer.”

Den endelige afgørelse venter
Ansøgningsfristen ligger fredag den 20. september, hvorefter udbuddet bliver endeligt afgjort den 22. oktober.

Det er blot ni dage inden, Radio24syv officielt lukker. Det er altså stadig uvist, hvorvidt radiokanalen i det hele taget får lov til at leve videre.

Ifølge sendetilladelsen skal den kommende DAB-radio være et public service-projekt, der ikke kan forfølge kommercielle interesser. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Kvist

Kreativ direktør, journalist, forlægger
journalist (DJH 1991)

Jørgen Ramskov

Afgående direktør, Producentforeningen (1/8-2024), formand for Copenhagen Film Fund og Teater Grob
journalist (DJH 1988)

Mads Brügger

Direktør og ansv. chefredaktør, Frihedsbrevet, medstifter, Mediehuset Friheden, medejer, R8dio ApS
ba.mag. i film- og medievidenskab (Københavns Uni. 2001)

0:000:00