Bertel Haarder trækker støtte til Løkke: Formandsskift vil bringe fred

OPGØR: Bertel Haarder vil have en ny formand i Venstre. Han opfordrer til et ekstraordinært landsmøde med kun ét punkt på dagsordenen: valg af formand og næstformand. 

Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Jeppe Sahlholdt

Venstreprofilen Bertel Haarder blander sig nu i formandsopgøret i Venstre. Lars Løkke Rasmussen (V) skal ikke længere være formand, hvis der igen skal være fred i Venstre, mener Bertel Haarder.

"Selv hører jeg til de mange tavse gruppemedlemmer, der mener, at den langvarige strid er helt uholdbar i længden, og at et formandsskift forhåbentlig kan bringe afklaring og fred," skriver Bertel Haarder på Facebook.

Venstre vælger formand og næstformand på partiets landsmøde, som er planlagt til at ligge i november. Men Lars Løkke Rasmussen har bedt hovedbestyrelsen i partiet om at fremrykke partiets landsmøde, så det finder sted inden Folketingets åbning 1. oktober – og ikke som planlagt 16. og 17. november.

Bertel Haarder mener dog, at Venstre bør afholde et ekstraordinært landsmøde med kun ét punkt på dagsordenen: valg af formand og næstformand. Og her håber Bertel Haarder altså på et formandsskift. 

Læs også

Haarders melding kommer kun få timer, inden Venstres forretningsudvalg skal mødes på et hotel i Brejning, hvor V-topledelsen blandt andet skal forberedes på lørdagens hovedbestyrelsesmøde samt komme med indstillinger til hovedbestyrelsen. Lørdag skal hovedbestyrelsen diskutere formandskabet i Venstre, ligesom der skal tages stilling til, om Venstres landsmøde skal fremrykkes til september.

Bægeret er flydt over
Siden Venstres sommergruppemøde tidligere på måneden har partiet været ramt af konflikt. Senest har flere prominente partimedlemmer såsom Anni Mathiesen, Carsten Kissmeyer og Preben Bang Henriksen samt 23 hovedbestyrelsesmedlemmer fra Region Midtjylland opfordret til, at Lars Løkke Rasmussen trækker sig som formand.

For Bertel Haarder har det været Lars Løkke Rasmussens opførsel, som har fået ham til at tage beslutningen.

"For mig var det Hjorts og Løkkes adfærd på sommergruppemødet på Kragerup Gods og det forudgående valg af gruppebestyrelse, der fik bægeret til at flyde over. Og det er ikke, fordi jeg er uenig i Løkkes åbning for en SV-regering," skriver han på Facebook.

Det er stadig uklart, hvem der skal lede Venstre i fremtiden. Lars Løkke Rasmussen har meddelt, at han ønsker at fortsætte som formand. Ingen andre i partiet har endnu valgt at stille op som modkandidat.

Bertel Haarder oplyser, at han ikke har yderligere kommentarer til formandsopgøret end det, han allerede har skrevet på Facebook. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bertel Haarder

Fhv. MF og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

0:000:00