Betændt politisk miljø bekymrer ikke Slagelses nye kommunaldirektør

INTERVIEW: Efter først en afskedigelse og siden en opsigelse har Slagelse nu fået sin tredje kommunaldirektør på under tre år. Han kommer fra en tilsvarende stilling i Gentofte og er ikke bleg for nye udfordringer.

Frank E. Andersen er ny kommunaldirektør i den uroplagede Slagelse Kommune.
Frank E. Andersen er ny kommunaldirektør i den uroplagede Slagelse Kommune.Foto: Presse
Kim Rosenkilde

Efter godt et år uden kommunaldirektør offentliggjorde Slagelse Kommune tirsdag navnet på kommunens nye administrative førstemand.

Frank E. Andersen, kommunaldirektør i Gentofte og tidligere officer, skal nu prøve at få styr på tropperne i den uroplagede vestsjællandske kommune.

Han er helt på det rene med, at han overtager en stilling, som igennem en årrække har befundet sig lige midt i orkanens øje for et historisk hårdt lokalpolitisk opgør.

"Jeg er bekendt med historikken. Men jeg tror, at jeg har noget at bidrage med i Slagelse, og er klar til at se fremad," siger Frank E. Andersen.

Hvis jeg var bekymret, så havde jeg ikke søgt jobbet.

Frank E. Andersen
Kommende kommunaldirektør i Slagelse Kommune

I januar 2015 blev kommunens forrige kommunaldirektør, Søren Lund Hansen, afskediget. Han har siden omtalt sin millionstore fratrædelsesgodtgørelse som en "krigsskadeerstatning" oven på at skulle lede en kommune, hvor politikerne lå i konstant krig med hinanden.

Jeg holder i mange år
Efterfølgeren Jane Wiis holdt blot et år. Hun forlod kommunen sidste sommer og smækkede døren efter sig.

Det skete efter beskyldninger om magtmisbrug og et decideret kupforsøg fra en kritisk opposition med aktiv deltagelse af Liberal Alliance og partiets nuværende viceborgmester, Villum Christensen.

Frank E. Andersen er imidlertid overbevist om, at hans karrieremæssige skæbne bliver en anden. Han kan ikke forestille sig, at han kommer til at forlade Slagelse Kommune i utide.

"Jeg har i sinde at blive i Slagelse i mange år, så jeg kan være med til at løse opgaven med at få kommunen til at fungere bedst muligt til gavn for borgerne. Ellers ville jeg ikke have kastet mig ud i det," siger Frank E. Andersen.

I kommunens pressemeddelelse om ansættelsen af den nye kommunaldirektør fremgår det blandt andet, at netop udsigten til "forskellene og udfordringerne" har været en drivkraft for hans "markante" skifte fra Gentofte til Slagelse Kommune.

Hvis jeg var bekymret, havde jeg ikke søgt jobbet
Selv siger Frank E. Andersen, at det ikke har noget at gøre med, at han kedede sig i Gentofte eller som sådan vælger kommunen fra.

"Men jeg vælger Slagelse til. Og det er jo, fordi det er en enormt spændende kommune med et stort potentiale. Der er befolkningsvækst, hav, land og købstæder," siger han og fortsætter:

"Jeg vil gerne være med til at udfolde potentialet sammen med politikere, ledere, tillidsfolk og borgerne og at sørge for, at de gode historier kommer mere frem, end det måske har været tilfældet."

Men det er jo ingen hemmelighed er, at der er og længe har været et betændt politisk samarbejdsklima. Har du ingen bekymringer for, hvad det er for en opgave, du har påtaget dig, og hvad det er for et politisk miljø, du nu træder ind i?

"Som sagt er jeg bekendt med den politiske historik. Hvis jeg var bekymret, så havde jeg ikke søgt jobbet. Men det gjorde jeg, fordi jeg både blandt politikere, ledere og tillidsfolk fornemmer, at alle vil det bedste for borgerne. Og det vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at bidrage til."

Stor værktøjskasse i bagagen
Frank E. Andersen har været direktør i Gentofte Kommune i godt 12 år. Heraf de seneste fire som kommunaldirektør.

Inden det har han haft ledende stillinger i Greve Kommune og i hæren som både major og uddannelseschef for Officersskolen.

Alt i alt bliver det til over 40 års ledelseserfaring på "stort set alle niveauer." En ballast, der er med til at give ham tiltro til, at han nok skal klare den opgave, han nu har påtaget sig i Slagelse Kommune.

"Alt, jeg har stødt på undervejs, bærer jeg med mig. Så jeg har en solid værktøjskasse. Ledelse er ikke sådan noget, der kan standardiseres. Det handler om at bruge det rigtige værktøj på det rigtige tidspunkt. Det er det, jeg bringer med," siger Frank E. Andersen.

Frank E. Andersen har første arbejdsdag i Slagelse Kommune 1. september 2018.

Læs også

Dokumentation

Blå Bog: Frank E. Andersen

Frank E. Andersen er 58 år gammel, bosiddende på Frederiksberg og gift med overlæge Marianne Sjølin.

Sammen har de tre voksne børn.

Frank E. Andersen er officersuddannet fra Forsvarsakademiet og har bag sig 25 års erfaring fra Forsvaret, hvor han sluttede som major.

I 2001 skiftede han uniformen ud med en stilling som direktør i Greve Kommune. I 2006 skiftede han til en stilling som børne- og ungedirektør i Gentofte Kommune, hvor han i 2014 blev kommunaldirektør.

Frank er tilknyttet lederuddannelser som gæsteforelæser og censor.

Kilde: Slagelse Kommune og Linkedin


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Frank E. Andersen

Fhv. kommunaldirektør, Slagelse og Gentofte
officer (Hærens Officersskole 1986), generalstabsuddannelse og masteruddannelse (1997), executive Development Programme (2010)









0:000:00