Bo Lidegaard: "Det er svært at være tre til en tango"

FIK DU LÆST: Spillet om USA's tilstedeværelse i Grønland er en tango for tre. Nu vil USA og Grønland danse tættere. Det kan udfordre Danmark og rigsfællesskabet, pointerer historiker Bo Lidegaard. Han er aktuel med en biografi om diplomaten, der egenhændigt lagde fundamentet for tangoen.

Artiklen blev bragt første gang 4. maj

En usynlig linje i den dansk-amerikanske aftale om USA's tilstedeværelse i Grønland blev krydset 23. april, da den amerikanske ambassadør til Danmark, Carla Sands, præsenterede en pakke med økonomisk støtte fra USA til Grønland.

I knap 80 år har Danmark, Grønland og USA haft den forståelse, at USA's militære tilstedeværelse så vidt muligt skulle holdes adskilt fra det civile Grønland. Men det sluttede med ambassadørens præsentation af hjælpepakken på 83 millioner kroner til blandt andet at udvikle råstofbranchen, turismen og uddannelsessystemet i Grønland.

Forfatter og historiker Bo Lidegaard har skrevet biografien 'Uden mandat' om diplomaten Henrik Kauffmann. I 1941 udarbejdede og indgik Kauffmann den aftale med USA, som satte rammerne for USA's militære tilstedeværelse i Grønland.

"Danmark og Grønland kunne ikke sætte sig op imod hvad USA så som vitale interesser. Så i Kauffmanns perspektiv gjaldt det om at få så meget som muligt ud af det og samtidig dæmme op for USA's civile interesse for Grønland. Så han slog en handel af med USA. Da aftalen skulle udmøntes, blev det afgørende for både Kauffmann og de grønlandske landsråd at holde USA's baser og militær adskilt fra det civile liv i Grønland. Det er den linje, som holdt frem til midten af april," pointerer Bo Lidegaard og fortsætter:

"Ganske vist var det en del af de tre parters såkaldte Igaliku-erklæring fra 2004, at USA skulle styrke også sit økonomiske og tekniske samarbejde med Grønland, men det knyttede sig nært til samarbejdet omkring baserne og sigtede ikke mod en øget civil amerikansk tilstedeværelse." 

Kontrol med Grønland
Henrik Kauffmann var Danmarks gesandt i Washington og handlede på egen hånd uden mandat fra København, da den danske regering var kontrolleret af den tyske besættelsesmagt.

Den danske diplomat fik gennem gode personlige kontakter i det amerikanske udenrigsministerium og i Det Hvide Hus overbevist Washington om, at det var ham, de skulle indgå en aftale med om USA's brug af Grønland. Øen udgjorde nemlig et strategisk vigtig brik i USA's forsyningslinjer til Europa under krigen.

Kauffmann kørte også efter krigen et raffineret dobbeltspil, hvor han indgik vidtrækkende aftaler i Washington uden at holde det danske udenrigsministerium og den danske regering orienteret.

Det dobbeltspil blev efter krigens afslutning overtaget af regeringen i København og førte til, at man i årtier ikke fortalte den fulde sandhed om den amerikanske tilstedeværelse i Grønland, påpeger Bo Lidegaard.

I dag er der i Bo Lidegaards optik ikke nogen tvivl om, hvad USA vil med Grønland.

"USA lægger ikke skjul på, at interessen skyldes USA's egen strategiske interesse i en øget tilstedeværelse i Grønland. Sidste år gjorde præsident Trump det klart, hvad det drejer sig om: adgangen til råstoffer og stærkere tilstedeværelse i Arktis," forklarer Bo Lidegaard.

Tre i en tango
Han advarer mod at glemme Grønland og grønlandske interesser i stormagtsspillet om den store strategisk vigtige ø.

"Vi er tilbøjelige til at overse, at når det gælder Grønland, så er der tre i en tango. Hver gang der sker noget i det dansk-grønlandske forhold eller i det dansk-amerikanske forhold, så er det i virkeligheden alle tre aktører, der bliver berørt og skal tænkes ind. Der bliver taget et trin, som påvirker de to andre. Og det er svært at være tre til en tango. Det er det, vi har været de seneste 80 år," pointerer Bo Lidegaard.

Hvem fører an i øjeblikket i denne tango for tre?

"Det er i hvert fald ikke Danmark. USA er mere aktiv og har taget en mere førende rolle, blandt andet fordi klimaforandringer og den øgede rivalisering med Kina gør Grønland mere interessant set fra Washington. Men man skal heller ikke undervurdere den dynamik, som udgår fra Nuuk. For det er i høj grad ændrede signaler fra Nuuk og den kinesiske interesse for Grønlands råstoffer, der vækket USA's interesse," siger Bo Lidegaard, der ikke er i tvivl om, at USA er klar til at udfylde tomrummet, hvis rigsfællesskabets tid på lidt længere sigt rinder ud.

"USA har siden krigen været interesseret i at overtage Grønland. Den interesse har i nogen tid været på vågeblus, nu er den igen aktiv. Det er derfor, at USA nu rækker ud til Grønland. Denne gang sker det så på et niveau og på en måde, som hverken Nuuk eller København kan takke nej til," mener Bo Lidegaard.

 

Henrik Kauffmann underskriver Grønlandsaftalen af 1941, der giver USA ret til at oprettet baser på Grønland og påtage sig ansvaret for Grønlands forsvar. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

Skrøbelig balance
USA bliver nu budt velkommen som civil aktør i Grønland. Dermed har vi krydset en lille milepæl, mener historikeren.

"USA's ønske om øget civil tilstedeværelse i Grønland stikker lidt ud i forhold til, at det amerikanske luftvåben for få år siden traf en kontroversiel beslutning om at opsige serviceaftalen på Thulebasen til skade for grønlandsk økonomi og beskæftigelse. Men når man nu går ind på blandt andet råstofområdet, er det naturligvis, fordi det er her, USA's interesse koncentrerer sig – ud over det rent militære." 

Du skriver i bogen om rigsfællesskabets skrøbelige balance. Hvordan sikrer vi den balance i fremtiden?

"Det gør vi ved, at hver gang vi står over for de her strategiske valg, så vælger vi hinanden til i et ligeværdigt og ønsket fællesskab. USA vil gerne overtage kontrollen med Grønland. Rigsfællesskabet er bolværket mod det. Rigsfællesskabet kan kun bestå, så længe både Grønland og Danmark aktivt ønsker det. Derfor er det op til Danmark og Grønland, hvor langt USA kan komme i den retning, som de har ønsket i 80 år," siger Bo Lidegaard og fortsætter:

"Det er ikke, fordi Danmark ikke kan eksistere uden Grønland. Det vil bare være et andet og mindre Danmark. Et svagere Danmark. Det er ikke kun i Grønlands interesse, at vi har et rigsfællesskab. Det er også i Danmarks interesse. Begge parter får noget ud af det. Derfor står begge parter også til at tabe, hvis rigsfællesskabet ikke kan videreføres. Men omvendt så kan det kun det, hvis begge parter ønsker det."

Glemmer vi i Danmark, at rigsfællesskabet også er i Danmarks interesse?

"Ja, det synes jeg tit, vi gør. Alle tre dele af Rigsfællesskabet har vigtige bidrag og stærke interesser bundet i den helt særlige konstruktion, der kun kan bestå, så længe vi har blik for, hvad vi hver især får ud af det – og så længe vi er glade for at være sammen, også rent følelsesmæssigt, så længe vi kan lide hinanden," siger Bo Lidegaard.

Han mener ikke, det er realistisk, at Danmark selv står for beskyttelsen af Grønland.

"Det var det ikke under Den Kolde Krig. Og det er det heller ikke i dag. Det grundlæggende forhold, at USA anser Grønland for at være vital for sine interesser og anser Danmark som ude af stand til at varetage de interesser på USA' vegne, har været konstant i 80 år og gælder stadig," fastslår Bo Lidegaard.

Ikke nogen velfærdsstat
Det, der kan ændre sig i fremtiden, er omfanget af USA's civile tilstedeværelse i Grønland. Hvis Grønland går mere i amerikansk og mindre i dansk retning, er det ikke sikkert, at det kan forblive et nordisk velfærdssamfund, eller om det bliver en del af den amerikanske sfære med en hel anden slags samfund.

"I den verden, vi lever i, kan intet land stå alene. Det gælder især små lande som Grønland og Danmark, der ikke kan manøvrere frit i forhold til stormagterne. For os er disse strategiske valg meget afgørende," pointerer Bo Lidegaard.

I historikerens øjne skal et selvstændigt Grønland ikke gøre sig forhåbninger om at være "stormagtsfrit område".

"Man kan ikke forestille sig, at Grønland i fremtiden kommer til at ligge hen som et ubeskyttet område, hvor stormagterne ikke udøver deres interesser. Og min bog viser meget tydeligt, hvor vedvarende USA's interesse har været, og hvor stærkt USA gennem årene har betonet, at USA ikke vil tolerere, at noget andet land end Danmark er til stede i Grønland i væsentligt omfang. Det er et vilkår, både Grønland og Danmark må respektere," fastslår Bo Lidegaard.

En vigtig brik
I sin research til bogen om Henrik Kauffmann fandt Bo Lidegaard ud af, hvor strategisk vigtig Grønland er for USA. Grønlands betydning for USA var nemlig stærkt medvirkende til hele dannelsen af den transatlantiske forsvarsalliance Nato.

"Grønland spillede en rolle for selve dannelsen af Nato. Det var ikke på grund af Grønland, at USA stillede sig i spidsen for Nato. Men Grønland var en meget vigtigere brik i det puslespil, end vi hidtil har forstået – selv om der selvfølgelig også var andre store brikker," forklarer Bo Lidegaard.

De første tanker om en nordatlantisk forsvarsalliance tænkes af den gruppe af mænd, som prøver at finde ud af, hvad USA stiller op med Grønland. Heriblandt den danske diplomat Henrik Kauffmann.

Bo Lidegaard er opmærksom på, at Henrik Kauffmanns eftermæle i nogen grad er, at han lod sig udnytte af USA og mere eller mindre forærede dem adgang til Grønland.

"Sådan kan man bestemt vælge at tolke det, Men det er jo heller ikke sådan, at det var Henrik Kauffmann, der opfandt USA's interesse i Grønland. Det er meget svært at forestille sig, at Danmark var sluppet ud af Anden Verdenskrig, uden at USA ville have etableret sig i Grønland," siger Bo Lidegaard og fortsætter:

"Så man kan med lige så stor styrke anstille den tese, at hvis ikke Kauffmann havde ageret, som han gjorde, så havde Danmark måske slet ikke haft et rigsfællesskab med Grønland, som USA ville have overtaget allerede under krigen," pointerer Bo Lidegaard, der betegner Henrik Kauffmann som en overordentligt strategisk tænkende diplomat.

Forrige artikel Dagens overblik: Analyse afslører, at Dagens overblik: Analyse afslører, at "Arne"-pensionen vil gavne få nedslidte Næste artikel Dagens overblik: Morten Messerschmidt blæser til kristen værdikamp Dagens overblik: Morten Messerschmidt blæser til kristen værdikamp
Nye målinger viser fire sider af Ellemanns udfordringer

Nye målinger viser fire sider af Ellemanns udfordringer

ÉTÅRSDAG: Flere vælgere har vendt Venstre ryggen, og vælgerne foretrækker andre statsministerkandidater. Det viser friske målinger på dagen, hvor Jakob Ellemann-Jensen kan fejre etårsjubilæum som Venstres formand. Vi har samlet fire figurer, der illustrerer udfordringerne.