Boganmeldelse: Globaliseringens ubehag

Af Esben Schjørring
Redaktør, Altinget Magasin

Efter Murens fald og Sovjetkommunismens sammenbrud opsummerede og understregede den daværende tyske kansler, Helmut Kohl, gerne i én sætning lige præcis, hvor historisk det hele var: ”For første gang er Tyskland omringet alene af venner og samarbejdspartnere.”

Tyskland havde ellers i hele sin moderne historie været landet, der var for stort til Europa og for lille til verden. En evig kilde til krig og katastrofe og derfor omringet af modstandere og fjender, for hvem det at holde Tyskland stangen var det helt centrale sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Når Kohl så ud over Europa efter 1989 var alt anderledes. Tyskland, der siden 1945 havde været arenaen over dem alle for sammenstødet mellem liberalt demokrati og kommunisme, var blevet det bedste eksempel på det, den amerikanske politiske tænker Francis Fukuyama havde identificeret som historiens endemål: at det liberale demokrati havde vundet, og at der nu ikke længere var ideologiske alternativer med andre bud på den rigtige politiske styreform.

I stedet for at være en trussel mod alle var Tyskland pludselig blevet et billede på alles fremtid. Det var i dyb samklang med tidsånden, at Berlin fra 1990'erne blev cool (”arm aber sexy” – fattig men sexet), og der sneg sig umlaut ind overalt i populærkulturen.

Set fra 2020 virker datidens selvopfattelse nærmest uforståeligt naivt. I EU handler alt om krisehåndtering – migrantkrise, eurokrise, klimakrise. Briterne har meldt sig ud, Rusland fører krig i Europas nabolag, og i Øst- og Centraleuropa blomstrer illiberalismen, antisemitismen og EU-skepticismen. Og da det stod værst til under den græske gældskrise, var demonstranterne på gaden med skilte, hvor de havde malet Hitler-overskæg på Merkel. Så meget for at være kringsat af venner.

Spørgsmålet er, hvad der egentlig er sket i mellemtiden. De seneste fem år er det derfor blevet en hel industri at beskrive det liberale demokratis krise. De dårligste af dem ser det hele som et tilbagefald til 1930'erne, og ligesom de græske demonstranter står de klar med penslen til at male diktatormoustache på deres modstandere. De bedste derimod insisterer på, at vores problemer er nye og vores egne og ikke en genindspilning af fortiden.

Til den sidste kategori hører så afgjort de to politiske tænkere Ivan Krastev og Stephen Holmes’ 'The Light that Failed', der udkom kort før jul sidste år. Her er de på sporet af, hvorfor og hvordan forestillingen om globaliseringen som en stor efterligningsøvelse, hvor resten af verden ville kopiere den vestlige model, endte med at skabe så meget ressentiment og modstand, at den idé i dag er død. Og de åbner for, hvad der måske følger efter.

Kopiens had til originalen
'The Light that Failed' – en titel, der både trækker på en Rudyard Kipling-fortælling med samme navn og en berømt antikommunistisk tekstsamling fra 1949, 'The God that Failed', af blandt andre Arthur Koestler og André Gide – er delt i fire essays med hver sin geografi: Øst- og Centraleuropa, Rusland, USA og til sidst Kina. Hvad der binder dem sammen, er en slags teori om politisk efterligning.

Umiddelbart skulle efterligning være ellers ligetil. Man ser nogen, man gerne vil være som, og så gør man som dem, indtil man lykkes, og der ikke længere er nogen forskel.

Men ormen i æblet fødes fra begyndelsen med det implicitte moralske hierarki, der opstår mellem kopi og original, og som indfører en ulighed mellem dem, der ikke kan ophæves. Ikke mindst fordi det bliver op til originalen at bekræfte kopien i, at den ligner. Dermed er kopiens længsel efter at blive som originalen principielt forgæves, og det eneste, der er den kopierende lovet, er evig frustration. Efterligning fører til ”psykologiske traumer og social konflikt”, som Krastev & Holmes skriver.

Samtidig institutionaliserer ønsket om at kopiere en følelse af mindreværd. Jo mere man vil være som en anden, jo mindre selvtillid får man. Endestationen for den proces bliver et eklatant selvhad, og fordi det principielt aldrig kan lykkes kopien at blive ligeværdig med originalen, bliver selvhadet til sidst vendt mod originalen. Ultimativt bliver den eneste måde at hævde sin lighed på et totalopgør, hvor kopisten prøver at rane tronen fra originalen og vende relationen helt om.

Det er den dialektik, som Krastev & Holmes genfinder i forholdet mellem det gamle Vesteuropa og det gamle Østeuropa, da Muren faldt og østeuropæerne skulle genopbygge deres samfund.

Sindbilledet på det er Ungarns premierminister, Viktor Orbán, der startede som en opsætsig liberal, som talte det kommunistiske regime imod, tog til Storbritannien på et Soros-legat og læste på Oxford University, inden han vendte hjem. Og som i sin første runde som premierminister gennemførte benhårde reformer for at gøre Ungarn klar til at blive et ’rigtigt’ vestligt land med EU-optagelsen i 2004.

I dag er han nationalkonservativ ideolog, der fører selverklæret illiberal politik stik imod principperne og værdierne i det EU, han engang kæmpede for at få sit land ind i, og som han nu udfordrer på enhver tænkelig måde. Endda ved at påstå, at det er hans illiberalisme, der skal ’redde’ Europa. Kopisten prøver at remplacere pladsen som original.

På et individuelt plan har efterligningsprojektet ført til massiv affolkning i Øst- og Centraleuropa, fordi den letteste måde at blive vestlig på er ved at emigrere til Vesten. Det har ført til en østeuropæisk frygt for, at vestliggørelsen i virkeligheden forvandler sig til en national selvmordsmission. Det er ifølge Krastev & Holmes herfra den voldsomme antimuslimske diskurs i Østeuropa stammer – ”kombinationen af en aldrende befolkning, lave fødselsrater og ustoppelig emigration er formentlig den vigtigste kilde til demografisk panik”.

Det er i det mentalpolitiske farvand Orbán et al. trækker vod med formidabel evne. Og ikke sjældent angriber man forbilledet over dem alle for succesfuld transition fra øst til Vest; Kohls – og nu Merkels – Tyskland.

Forklædt som liberalt demokrati
Det er klart dette første kapitel, der er bogens stærkeste. Ikke fordi kapitlerne om Rusland og USA er dårlige; de er bare mere skitserende. For Ruslands vedkommende har efterligningen ifølge Krastev & Holmes en anden karakter – nemlig som en slags bedrag. I de første år efter Den Kolde Krig forklædte Rusland sig som et liberalt demokrati, mens de herskende eliter i ly af en falsk kulisse beskyttede magt og privilegier – og ranede landets rigdomme. At forstille sig som demokrat faldt ikke de gamle sovjet-eliter svært, ”for man havde i mindst et par årtier forstillet sig som kommunister,” som det hedder med en af de mange bogens skarpe iagttagelser.

Først i Putins anden periode ændrer russerne stil. Her er den originale tese, at Putins projekt bliver at udstille, at det særlige ikke er, at russere lader, som om de er demokrater, men at Vesten også gør. Og igen handler det om at komme på lige fod med Vesten. Denne gang ved at vise, at der inde i enhver Obama er en Putin (”Universalisme er Vestens partikularisme”) – det er sådan Krastev & Holmes forstår den russiske indblanding i Trump-valget i 2016. På den ene side gør russerne, som de opfatter, amerikanerne har gjort mod dem, og på den anden side hjælper man en kandidat, der gør en dyd ud af at lade hånt om den amerikanske selvopfattelse som udvalgt og exceptionel. I det perspektiv fremstår Trump som en demaskering af de amerikanske idealers hykleri.