Anmeldelse af 
Adam Holm

Boganmeldelse: Når et samfundslegeme bliver inficeret med diktatorsygen

ANMELDELSE: Egyptens store forfatter, Alaa al-Aswany, viser hvordan mennesker tilpasser sig et autokratisk regime, fordi de vil være ’gode borgere’ og foretrækker et liv i social sikkerhed frem for politisk frihed, skriver Adam Holm.

I sin nye bog, ’Diktatursyndromet’, skriver den verdensberømte egyptiske forfatter, Alaa al-Aswany, om, hvad der betinger et diktatur, og hvor krævende det er at afmontere det. Adam Holm anmelder.
I sin nye bog, ’Diktatursyndromet’, skriver den verdensberømte egyptiske forfatter, Alaa al-Aswany, om, hvad der betinger et diktatur, og hvor krævende det er at afmontere det. Adam Holm anmelder.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Adam Holm
Diktatursyndromet
Alaa al-Aswany
Oversat fra engelsk af Uffe Gardel. 198 sider, Gads Forlag.

På denne dato for ti år siden blev gnisten til Det Arabiske Forår antændt i en trist provinsflække i Tunesien. I den lille by Sidi Bouzid satte den unge gadesælger Mohamed Bouaziz ild til sig selv i protest mod sine trøstesløse livsudsigter og politiets konstante chikane og korruption.

Bouaziz’ krop var indhyllet i et flammehav, før ilden blev slukket. Han overlevede indtil 4. januar 2011, men gløderne fra hans desperate handling ulmede og endte med at føre til det første af flere despotiske regimers fald.

Det er værd at bringe Bouaziz’ aktion i erindring, fordi den vidner om, hvor drastiske midler en borger skal tage i brug for at blive set i et autoritært system, hvor frie medier er en illusion og politisk frihed et livsfarligt ideal.

Det er hverken som historisk redegørelse eller politologisk analyse, at den forholdsvis klejne bog gør størst indtryk.

Adam Holm

I sin nye bog, ’Diktatursyndromet’, skriver den verdensberømte egyptiske forfatter, Alaa al-Aswany, om, hvad der betinger et diktatur, og hvor krævende det er at afmontere det. Alaa al-Aswany vælger ikke en så dramatisk udtryksform som Bouaziz. Han tyr i stedet til det våben, enhver diktator frygter mere end fremmede invasioner, attentater og kupforsøg: det frie ord.

I hans hjemland er ordet ikke frit og al-Aswany har derfor siden i fjor levet i eksil i USA. Abdel Fatah al-Sisi, Egyptens nuværende præsident – lad os bare kalde ham for diktator – tåler lige så lidt som andre selvudnævnte nationale frelserskikkelser, at der sættes spørgsmålstegn ved hans utrættelige indsats i folkets tjeneste.

Al-Aswany kan ikke lade være med at stille spørgsmål. Han gjorde det i årevis under ’Den Evige Farao’, Hosni Mubarak, og han har gjort det siden al-Sisi overtog magten efter et kort mellemspil med Det Muslimske Broderskab.

Det har affødt en dom in absentia for fornærmelser imod præsidenten, hæren og domstolene. Selv ikke international anseelse kan beskytte al-Aswany imod et krav om langvarig fængselsstraf for at have sat spørgsmålstegn ved regimets daglige overgreb og antidemokratiske linje.

Alaa al-Aswany er uddannet tandlæge med egen lille praksis i et af Kairos folkelige kvarterer (denne anmelder har engang interviewet ham liggende på hans velaflagte, mintgrønne tandlægestol) og han bemærker gerne med et grin, at det er i kraft af hans oprindelige profession, at han har sans for at bore i magtens rådne tandsæt.

Aswany bragede igennem på den internationale litterære scene med romanen ’Yacobians Hus’ (2002) og har siden fulgt op med andre roste romaner, senest med ’Vi løb mod Nilen’ (2018) om hvordan den egyptiske revolution voksede frem i 2011, men senere blev ædt af sine egne. Sideløbende med romanskrivningen har al-Aswany udfoldet et større essayistisk forfatterskab.

Diktatorsygen
I ’Diktatursyndromet’ undersøger al-Aswany hvad der sker, når et samfundslegeme bliver inficeret med diktatorsygen. Hvem bliver diktatorer, hvorfor går de ad den vej, hvad kendetegner deres psykologi og ikke mindst deres politik? Og hvordan – hvis muligt – kan de stoppes?

Det er hverken som historisk redegørelse eller politologisk analyse, at den forholdsvis klejne bog gør størst indtryk. Alaa al-Aswany maler flere steder med den lovligt brede pensel, som når han et sted skriver, at der er en forbindelse mellem ”den vold, en diktator udøver, og den sorg og smerte, han har lidt i sin barndom. Og denne sorg og smerte forekommer for ofte til, at der kan være tale om et tilfælde”.

Kigger man på for eksempel Benito Mussolini i Italien og Syriens Bashar al-Assad er det ikke tørre tæsk og sorg i barndommen, der har været dannende for deres senere diktatoriske tilbøjeligheder.

Al-Aswany er ikke ked af at generalisere. Han mener således, at de fleste diktatorer som børn var ”stille, isolerede, gådefulde og dystre”, og at de ”kun sjældent” har brugt kræfter på at studere.

Begge antagelser er med al respekt for denne i øvrigt eminent velskrivende forfatter noget gedigent vrøvl. Flokken af afdøde og nulevende eneherskere tæller folk, som både havde en ordentlig opvækst og erhvervede sig lange uddannelser. Der er således et påfaldende stort antal læger i flokken, så mange at den britiske historiker, Simon Sebag-Montefiore, ligefrem har skabt udtrykket ’doktator’.

Overfladiske betragtninger og banaliteter, i stil med at man bedst kan modstå et vordende diktatur ved at ”bevare sin sunde skepsis”, skal imidlertid ikke overskygge, at al-Aswanys bog har noget at byde på, når han øser af egne erfaringer fra Egypten.

"Den gode borger" og diktatoren er to sider af samme sag
De bedste passager handler om, hvordan ”den gode borger”, det føjelige og revolutionsforsagende menneske, rummer den massebevidsthed, som en diktator har brug for.

De gode borgere ”føler sig kun som en del af noget større, når det gælder fodbold og religion”. Ellers adlyder de blindt myndighederne og tænker kun på at passe sig selv i deres egen lille mikroverden. Regimets retorik, udrensninger og magtmisbrug er prisen, man må betale, for at leve nogenlunde i fred. Med al-Aswanys ord: ”Den gode borger og diktatoren er to sider af samme sag”.

De intellektuelle, al-Aswanys egne, spiller også en rolle for et diktaturs eksistens. Enkelte vover at tale Bjerget imod, men konsekvenserne er velkendte: radbrækkede lemmer, indespærring, en voldelig død eller landflygtighed.

De fleste vælger at tilpasse sig enten gennem stille opposition eller målrettet arbejde for magthaverne ved at skrive digte, avisartikler, skuespil og bøger, der på forskellig vis fremhæver regimets umådelige kvaliteter. Det leder al-Aswany til den mistrøstige, men logiske konklusion, at intellektuelle – hvis egentlige funktion er at fremme den frie tankevirksomhed – bliver impotente i et diktatur.

I al-Aswanys udlægning ser opskriften på en diktator omtrent sådan ud: Såvel de grove af slagsen som de mere maskerede, der ynder at posere i demokratisk forklædning med et gummistempelparlament og afholdelse af (stramt styrede) valg, har brug for ’gode borgere’, tandløse intellektuelle, det vil sige rimsmede og eftersnakkere, samt intimideringsredskaber, afgudsdyrkelse, kontrol med medierne og konspirationer om både en indre og en ydre fjende.  

Ikke på vores breddegrader 
Her er det lande som Egypten, Syrien, Nordkorea og Eritrea, der melder sig i bevidstheden, ikke Trumps USA eller Mette Frederiksens Danmark.

Hvis man ellers skulle være i tvivl, så er vi ikke på vores hjemlige breddegrader i nærheden af at have en autokratisk leder, sågar en diktator. Alaa al-Aswany ville slå en skraldlatter op, hvis han hørte disse ord anvendt i en dansk debat om den i øvrigt kritisable og måske grundlovsstridige håndtering af syge mink.

Så længe vores gader ikke syder af indestængt vrede, fordi de kritiske ord bliver trampet under fode, og så længe ingen unge mænd eller kvinder i afmagt overhælder sig selv med brandbar væske i stil med Mohamad Bouaziz, er vi trods alt et godt stykke fra at lide under ’diktatursyndromet’.

Ti år efter Det Arabiske Forår bragte forhåbninger om en demokratisk forvandling af Nordafrika og Mellemøsten, er det atter blevet sæson for regionens diktatorer. Hvordan de gebærder sig, har al-Aswany et godt signalement af.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Adam Holm

Journalist og studievært, Danmarks Radio, forfatter
ph.d. i historie (Københavns Uni. 2003)

0:000:00