Borgmester: Ingen folkevalgte har det sorte bælte i udligning

Af Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester, Københavns Kommune

Det lykkedes ikke Liberal Alliances daværende indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, at komme i hus med et nyt og opdateret udligningssystem i foråret 2018.

Derfor er det nu op til den nye regering at sikre, at kommunerne har de vilkår, der skal til, for at de kan tilbyde borgerne en nogenlunde ens service og standard uanset postnummer. 

Regeringen fik sin første finanslov i hus. Den fik en bred opbakning til en ambitiøs og allerede internationalt anerkendt klimalov. Men selvom forhandlingsformen øjensynligt er god hos de centrale ministre, bliver det ikke en let opgave at lande et nyt udligningssystem, som kan træde i kraft i 2021, hvor kommunalpolitikerne igen skal møde vælgerne. Alene det faktum bør være nok til at afskrække enhver politiker fra at stille sig bag endnu en halvfærdig løsning.  

I dag er det umuligt at finde bare én af 98 kommuner, som er tilfredse med den nuværende udligningsordning. Det gælder de 88 kommuner, der modtager penge. Og det gælder de 10 kommuner, som sender penge ud over kommunegrænserne. Nogle kommuner synes, at de får for lidt. Andre kommuner synes, at de giver for meget.

Ingen kan overskue teknikken
Jeg forstår godt utilfredsheden med systemet. Den handler ikke kun om, at kommunerne helt naturligt ønsker at yde egne borgere den bedst mulige service for deres egne penge.

Spørger man mig, om København skal bidrage til at udligne de forskelle, der er i økonomi og serviceniveau i Danmark, er svaret ja.

Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester, Københavns Kommune

For mig er det ydermere et særskilt problem, at ingen efterhånden kan overskue, endsige forstå, teknikken i udligningen. Jeg gør det heller ikke.

Jeg har talt med rigtig mange kolleger på tværs af landet og partier i mine år i politik. De har heller ikke det sorte bælte i udligning. Hverken i kommunerne eller på Christiansborg.

Udligningssystemet er i årenes løb blevet vævet og lappet sammen til et kludetæppe af særordninger, særtilskud, ekstraordinære finansieringstilskud og sågar af parallelle systemer ad libitum.

Så det er faktisk intet under, at det kun er ganske få eksperter med en helt særlig indsigt, som reelt kan navigere i udligningens detaljer og samtidig bevare det store overblik. 

Borgernes repræsentanter, de folkevalgte politikere, kan altså ikke redegøre for et af de mest centrale elementer i den del af den offentlige sektor, som er tættest på borgerne. Vi taler ikke om Bruxelles, ikke om Borgen, men om kommunen henne om hjørnet.

Det er i min optik et gigantisk, demokratisk problem.

Regeringen har serveretten
Det siger sig selv, at det er ødelæggende for debatten omkring et nyt system. For hvordan skal vi kunne byde ind med alternative, realisérbare løsninger, hvis ikke vi har en tilstrækkelig indsigt i det nuværende system.

Lige præcis derfor mener jeg, at det påhviler regeringen og partierne på Christiansborg at gå grundigt til værks, når forhandlingerne for alvor begynder om forventeligt få uger.

De skal afstå fra at føje til det gamle og lukke nye huller ad hoc. De skal tværtimod vende kajakken for nu at citere salig Kim Larsen. Og én gang for alle få ryddet op i rodet og i alt det, som vi ikke forstår. Hvad man ikke kan forklare, kan man ikke forsvare.

Regeringen har som altid serveretten. Det bliver svært. Men der findes ikke det kaos, som en ordentlig hovedrengøring ikke kan skabe orden i. Ressortministeren bør starte med at fylde den helt store skraldespand med det nuværende, dysfunktionelle udligningssystem. 

I dag kan man let tælle mindst én reolmeter med diverse tilskud til styrket kvalitet i hjemmepleje, dagtilbud, befolkningstilbagegangskriteriet og overgangstilskud på ingen tid. Og endnu en med fald i folketal, tilskud til færgetakster, udligning af selskabsskat. Det er en bunden opgave for social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) at forenkle, mindske kompleksiteten og øge transparensen. 

Under oprydningen vil social- og indenrigsministeren formentlig ret hurtigt tage fat i hovedstadsordningen, få vurderet det nye ejendomsskattesystem, placere refusionsomlægningen på beskæftigelsesområdet og få lagt de socioøkonomiske kriterier sammen ved siden af skattesatsniveauerne.