Boris Johnson vil suspendere det britiske parlament i en periode

BREXIT: Den britiske premierminister, Boris Johnson, har bedt dronningen om at suspendere Parlamentet for at få arbejdsro til at forberede regeringens politik. Det må en regering normalt gerne, men kritikere mistænker Johnson for at ville obstruere Brexit-diskussionen.

Hvis det står til den britiske premierminister, Boris Johnson, vil det britiske parlament kun lige nå at starte på jobbet igen efter sommerferien, før de skal suspenderes.

Det vil samtidig betyde, at parlamentarikerne først kommer tilbage på arbejde igen, 17 dage før briterne skal forlade EU den 31. oktober.

Det skriver BBC.

Premierministeren har bedt den britiske dronning om at suspendere Parlamentet i tiden op til den såkaldte Queen's Speech, der skal afholdes 14. oktober. Her skal regeringen traditionen tro fremlægge sine politiske prioriteringer i en tale, som formelt holdes af dronningen.

Boris Johnsons argument for at ville suspendere parlamentet er, at regeringen skal have ro til at gøre sine politiske forslag klar. En mulighed, britiske regeringer ifølge loven har op til dronningens tale i parlamentet.

Men timingen får en række britiske politikere op i det røde felt over premierministerens beslutning.

Parlamentets speaker, som normalt ikke udtaler sig politisk, kalder det en "forfatningsmæssig skændsel".

"Uanset hvordan det bliver fremstillet, er det lysende klart, at formålet vil være at forhindre parlamentsmedlemmerne i at debattere Brexit og at leve op til deres pligt til at forme en kurs for landet," siger han ifølge BBC.

Usædvanlig timing
Professor mso på Institut for Statskundskab i København Henrik Larsen kalder proceduren i sig selv helt almindelig. Men timingen er usædvanlig set i lyset af Brexit:

”Det er ikke en standardprocedure, hvis det betyder, at man i denne situation forhindrer parlamentet i at diskutere Brexit, og det kan betyde, at der ikke kommer en holdning til Brexit-spørgsmålet inden den 31. oktober,” siger han og tilføjer:

”Det tyder på, at Boris Johnson gerne vil suspendere Parlamentet for at undgå, at der bliver lave en resolution, der forhindrer et hårdt Brexit. Ligesom det skete forud for Theresa Mays trusler om at udgå af EU uden en aftale.”

Tidspres
Professoren peger på, at parlamentet kan have svært ved at få tid til at lave en sådan resolution, hvis de bliver suspenderet.

”Det kan i princippet lade sig gøre, hvis de er meget hurtige, men det er klart, at det bliver sværere. Og det er lige netop det, som der er mange, der mener, at han prøver at udnytte politisk. Og det gør han sikkert også,” siger Henrik Larsen.

Selv har Boris Johnson over for BBC afvist, at suspenderingen skulle være motiveret af et ønske om at gennemtvinge et ”no deal Brexit”.

Forrige artikel Tidslinje: Sådan har krisen i Venstre udviklet sig dag for dag Tidslinje: Sådan har krisen i Venstre udviklet sig dag for dag Næste artikel Her er Løkkes venner og fjender i Venstre Her er Løkkes venner og fjender i Venstre
Altinget lancerer to nye nichemedier

Altinget lancerer to nye nichemedier

OM OS: Altinget udvider familien med Altinget Ældre og Altinget Børn. Gennem konstruktiv og kritisk journalistik vil nichemedierne dække emner, der indtager en central plads på den politiske dagsorden i de kommende år.