Minister: Departementschef får tre dage til at forklare sig

INTERVIEW: Forsvarsminister Trine Bramsen har givet sin departementschef få dage til at forklare sin egen og ministeriets rolle i skandalen om regnskabsrod i Forsvarets Ejendomsstyrelse.

Forsvarsminister Trine Bramsen (nummer tre fra venstre) og departementschef Thomas Ahrenkiel (yderst til højre) under et besøg hos Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
Forsvarsminister Trine Bramsen (nummer tre fra venstre) og departementschef Thomas Ahrenkiel (yderst til højre) under et besøg hos Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.Foto: Twitter
Andreas Krog

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har givet sin departementschef Thomas Ahrenkiel en arbejdsopgave med hjem i weekenden.

Hun har nemlig bedt sin nærmeste embedsmand redegøre for, hvorfor der angiveligt gik mere end syv måneder, fra Rigsrevisionen orienterede departementschefen om det alvorlige regnskabsrod i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, til ministeren blev orienteret om sagen.

Ifølge statsrevisorernes formand, Henrik Thorup, orienterede Rigsrevisionen nemlig departementschefen om sagen i april i år, da Rigsrevisionen fik en henvendelse fra en whistleblower.

Trine Bramsen selv blev først orienteret om sagen sent onsdag aften, efter at hun var kommet hjem fra Nato-topmødet i London og havde været i tv for at fortælle om resultaterne af topmødet.

Problemet med denne her sag er, at der er mange svigt. Der er mange steder, hvor det er gået galt på en og samme tid.

Trine Bramsen (S)
Forsvarsminister

Dermed havde ministeren kendt til sagen i godt 15 timer, da Altinget torsdag kontaktede ministeriet for en kommentar til sagen, som Altinget var de første til at fortælle om. 36 timer efter at ministeren var blevet orienteret, offentliggjorde Rigsrevisionen en beretning om sagen, som fik statsrevisorerne til at udtale deres allerstærkeste kritik.

”Jeg har været statsrevisor i mere end 20 år, og jeg har aldrig set noget lignende. Det er rystende,” sagde statsrevisorernes formand, Henrik Thorup, da han sammen med de øvrige fem tydeligt rystede statsrevisorer holdt pressemøde om sagen fredag. 

Læs også

Maksimalt to måneder
Redegørelsen om departementschefen og Forsvarsministeriets egen interne håndtering af sagen er den anden undersøgelse, Trine Bramsen har sat i søen, siden hun blev orienteret om sagen i onsdags. Torsdag meddelte Trine Bramsen, at hun ville sende et rejsehold fra ministeriet på Holmens Kanal i København op til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i Hjørring.

Rejseholdet har fået maksimalt to måneder til at undersøge det fulde omfang af den svindel og manglende overholdelse af almindelige regnskabsregler, som ifølge Rigsrevisionen har fundet sted i Ejendomsstyrelsen i 2018. Rejseholdet skal kigge på forholdene i tidligere år og forsøge at kortlægge, hvor mange år problemerne går tilbage.

Mange svigt
Ifølge Rigsrevisionen har både Forsvarets Interne Revision og Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse været bekendt med problemerne i Ejendomsstyrelsen. Og det er ministeren opmærksom på.

”Problemet med denne her sag er, at der er mange svigt. Der er mange steder, hvor det er gået galt på en og samme tid. I første omgang med selve svindlen i styrelsen. Men alle kontrolmekanismerne, der har ligget efterfølgende, og alle opfølgningerne på sagen har heller ikke været gode nok,” fastslår Trine Bramsen.

”Noget er sket med fuldt overlæg. Det skal straffes og anmeldes til politiet. Og så er der noget, der handler om, at nogen har haft ansvar for nogle processer. Det kan også være rigtig alvorligt, hvis ikke de har levet op til det ansvar, der har ligget i deres jobbeskrivelser,” forklarer Trine Bramsen og fortsætter:

”Endelig er der dele af denne her sag, som handler om generelle fejl, hvor man har overset informationer, som er tilgået. Hele det puslespil er jeg ved at stykke sammen.”

Ryddet op i alle kroge
Hun er desuden opmærksom på risikoen for, at andre af Forsvarsministeriets styrelser ligesom Ejendomsstyrelsen ikke har haft den såkaldte funktionsadskillelse, hvor én person ikke både kan bestille, tage imod og betale for en vare eller tjenesteydelse. Ministeriets styrelser anvender nemlig det samme regnskabssystem kaldet DeMars.

”Jeg vil undersøge alt, hvad der skal undersøges, for at sikre, at det her ikke kan ske igen. Mit ærinde er at få ryddet op på alle hylder og i alle kroge. Og er der andre steder, der ligner det, der er foregået i Ejendomsstyrelsen − det har jeg dog ikke grund til at tro − så er det klart, at der også skal ryddes op der,” fastslår ministeren.

Hun vil ikke udelukke, at der skal igangsættes en uvildig advokatundersøgelse, hvis ministeriets egne undersøgelser ikke kaster tilstrækkeligt lys over sagen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Thorup

Fhv. formand for statsrevisorerne og regionsrådsmedlem (DF), Region Hovedstaden
assurandør (Forsikringshøjskolen 1980)

Trine Bramsen

MF (S), fhv. forsvarsminister, transportminister og minister for ligestilling
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2007)

0:000:00