Bredt flertal vil lukke ned for betalingstjenesters gebyrfest

INDGREB: Et bredt flertal sætter med ny aftale ind mod for høje gebyrer på betalingsløsninger såsom Nets Betalingsservice, der ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har ”monopollignende karakter”.

"Efter at have hørt de forskellige parter står det nu klart for mig, at der er behov for politisk handling, som tilgodeser alle brugere af Betalingsservice," siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) på et pressemøde torsdag 19. september.
"Efter at have hørt de forskellige parter står det nu klart for mig, at der er behov for politisk handling, som tilgodeser alle brugere af Betalingsservice," siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) på et pressemøde torsdag 19. september.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Jeppe Sahlholdt

De danske forbrugere skal ikke opleve urimelige gebyrer, når de skal betale husleje eller donere penge til en velgørende organisation.

Det mener erhvervsminister Simon Kollerup (S), der har sikret en bred politisk aftale, som giver konkurrencemyndighederne flere muskler.

”Rigtig mange danskere og danske virksomheder benytter betalingstjenester til at betale deres regninger. Af hensyn til dem er det vigtigt, at udbyderne ikke kan udnytte en stærk markedsposition til at opkræve urimelige gebyrer,” skriver Simon Kollerup i en pressemeddelelse.

Aftalen ændrer paragraf 122 i betalingsloven, så konkurrencemyndighederne får bedre værktøjer til at overvåge markedet og kigge bankernes omkostninger og indtjening grundigt igennem.

Fakta
Hvad er paragraf 122?

Betalingslovens § 122 er en gebyrregulering, der er til for at sikre mod urimeligt høje gebyrer på kortbetalinger. Den lyder:
Ved fastsættelse af gebyr m.v. i forbindelse med gennemførelse af betalingstransaktioner med et betalingsinstrument må der ikke anvendes urimelige priser og avancer. Ved urimelige priser og avancer forstås priser og avancer, der er højere, end hvad der ville være tilfældet under virksom konkurrence.

Kilde: DR

Hvis styrelsen kan dokumentere, at der er tale om urimelige priser, skal de kunne påbyde, at priserne sættes ned.

Monopoltilstande
I sidste uge offentliggjorde Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen et notat med en vurdering af betalingsmarkedet. Her blev gebyrerne på Betalingsservice fremhævet som ”urimeligt” høje.

Betalingsservice ejes af Nets, som også udbyder NemID.

Styrelsen skriver i notatet, at Betalingsservice har ”monopollignende karakter”, og at det kan give Nets større markedsstyrke og dermed bedre mulighed for at tage en høj pris.

”Nets sidder på en meget kritisk infrastruktur og har stort set monopol på online-betalinger. Vi ser det som en stor sejr, at vi nu har fået begrænset gebyrgribbenes mulighed for at udnytte borgerne for at maksimere deres egen profit,” skriver Victoria Velasquez (EL) i en pressemeddelelse.

Aftalen er indgået mellem Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, Alternativet, Radikale Venstre, Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti.

Nets har tidligere meldt ud, at man er klar til at sænke gebyret fra 4,32 kroner til under 3 kroner for cirka 140 velgørende organisationer.

Loven forventes at træde i kraft 1. januar 2020.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00