Britisk krise: Hvad hjælper det at skubbe klippeskrænten et par måneder?

”Hold hænderne på rattet, se fremad – og spænd sikkerhedsbæltet.”

Denne metafor var det mest konkrete, EU-Kommissionens næstformand, Jyrki Katainen, kunne komme på, da han tirsdag blev spurgt om konsekvenserne af endnu et nederlag for Theresa May i det britiske parlament. Nogle timer efter nedstemte et stort flertal af de britiske parlamentarikere premierministerens Brexit-aftale med EU for anden gang.

Ikke engang regeringens egen juridiske toprådgiver, Geoffrey Cox, kunne eller ville garantere, at Theresa Mays nye tillægsaftaler giver Storbritannien en vej ud af den midlertidige løsning for Nordirlands grænse, som er den mest kontroversielle del af skilsmisseaftalen med de 27 andre EU-lande.

Ganske vist var Mays resultat bedre, end da hendes aftale faldt første gang ved et historisk nederlag i januar. Det er lykkedes premierministeren at flytte 81 stemmer siden da, men det er meget langt fra at være nok. Kun 242 af Underhusets medlemmer stemte for, mens 391 stemte imod – heraf 75 oprørere i hendes eget konservative parti, mens oppositionspartiet Labour også stadig stemmer massivt imod af helt andre grunde.

Vi har i flere måneder arbejdet med forskellige muligheder for forlængelse. Men det har endnu aldrig været til debat mellem de øverste ledere fra de 27 lande. Så vi kan ikke være sikre på, hvad der vil ske.

Anonym EU-diplomat

I dag er alverdens medier fyldt med spørgsmål om, hvad der – endnu en gang – er gået galt for et politisk system i London, som med statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) ord synes at være i færd med at ”nedsmelte” på grund af brutale interne magtkampe.

De britiske avisers forsider skriger igen om kaos. De udstiller både landets forvirrede parlament og den hæse premierminister, der halter videre og tilsyneladende nægter at gå af. Men det virkelig store spørgsmål er: Hvad sker der nu?

Forventning om forlængelse
Det er der absolut ingen, der ved med sikkerhed. Men lad os et øjeblik følge Jyrki Katainens råd, spænde sikkerhedsbæltet og se fremad på, hvad vi trods alt ved: Og det er, at en udskydelse af udmeldelses-datoen 29. marts nu er meget sandsynlig.

Godt nok skal de britiske parlamentarikere her onsdag aften igennem en ny afstemning, hvor de kan vælge at lade Storbritannien forlade EU om godt to uger uden nogen som helst aftaler eller overgangsordninger. De færreste tror dog på, at et flertal af de britiske politikere tør vælge dette såkaldte no-deal-scenarie.

Hvis det forslag som ventet også bliver stemt ned, har Theresa May sagt, at hun torsdag vil fremlægge et tredje forslag, der går ud på at bede EU om en relativt kort forlængelse af forhandlingerne ud over den planlagte dato 29. marts.

I Bruxelles forbereder alle systemer sig på, at det er det, der vil ske. Dermed virker det mest sandsynligt, at de 27 andre landes ledere skal tage stilling til en britisk anmodning om at forlænge forhandlingerne, når de samles til topmøde på torsdag i næste uge.

Juridisk set er det ikke noget problem. Traktatens regler om et lands udmeldelse tillader sådanne forlængelser, hvis alle de andre lande vedtager det med enstemmighed. Men det bliver en politisk højspændt beslutning. Hvis bare et enkelt land siger nej, kan det ikke lade sig gøre.

De europæiske lederes dilemmaer
Forventningen i EU’s institutioner er, at sådan en forlængelse vil kunne godkendes i næste uge. Men kilder tæt på forhandlingerne siger også, at det ikke er nogen selvfølge. Og at enhver forlængelse i bedste fald vil komme med skarpe betingelser.

”Vi har i flere måneder arbejdet med forskellige muligheder for forlængelse. Men det har endnu aldrig været til debat mellem de øverste ledere fra de 27 lande. Så vi kan ikke være sikre på, hvad der vil ske,” siger en kilde.

Lars Løkke Rasmussen og de andre ledere vil på den ene side ønske at vise fleksibilitet; fordi no-deal-Brexit vil være ekstremt skadeligt for alle, fordi de ikke vil stå med skylden for det, og fordi en udskydelse i det mindste giver mere tid til at forberede sig på et eventuelt brat britisk exit.

På den anden side vil de stå med en række vanskelige dilemmaer, når beslutningen tages.

For det første må lederne finde ud af, om de kan se stort på, at der i realiteten ikke er de store chancer for nye løsninger i løbet af en kort forlængelse.

For det andet må de som mindstemål insistere på, at sådan en kort forlængelse bliver en engangsforeteelse – for ellers kan gentagne udskydelser i princippet blive et britisk forhandlingstrick i det uendelige.

Og for det tredje bliver de nødt til at tage hensyn til det europaparlamentsvalg, der skal foregå 23.-26. maj. Dette punkt er afgørende, for hvis forhandlingerne skrider over den dato, vil EU formentlig være nødt til at kræve, at Storbritannien gennemfører valget til Europa-Parlamentet.

Risikoen for et ulovligt EU-Parlament
Det skyldes ikke bare, at det står i traktaterne, at alle medlemslande skal gennemføre sådanne valg – og at Storbritannien jo stadig er et medlemsland, så længe forhandlingerne ikke er færdige. Det skyldes i høj grad, at det nyvalgte Europa-Parlament ellers risikerer at blive erklæret ulovligt og dermed bliver totalt handlingslammet.

Både de EU-borgere, der bor i Storbritannien, og de britiske borgere, der bor i resten af EU, har traktatsikret ret til at kunne stemme ved europaparlamentsvalget, hvis Brexit ikke er fuldendt endnu på det tidspunkt. Dem er der over fire millioner af i alt. Hvis bare en af dem klager til EU-Domstolen, risikerer hele valghandlingen og dermed det nye Europa-Parlament at blive erklæret ugyldigt.

Sådan en risiko vil være svær at acceptere for de 27 landes stats- og regeringsledere. De kan derfor beslutte at give briterne valget mellem en lang udskydelse af Brexit-datoen – på betingelse af at de gennemfører europaparlamentsvalget – eller en kort udskydelse, der skal udløbe inden det valg.

I denne uge satte EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, for første gang datoen 23. maj som den formelle tidsfrist for sådan en kort forlængelse. Bag kulissen siger kilder, at forhandlingerne i praksis godt kan trækkes frem til udgangen af juni, uden at det gør den store skade.

Men det skal være slut før 2. juli, hvor det nyvalgte Europa-Parlament holder dets første konstituerende samling i Strasbourg.

No deal truer stadig forude
Hvis briterne vælger den model, så fanger bordet. Når først europaparlamentsvalget er gennemført uden britisk deltagelse, vil de 27 andre medlemslande efter alt at dømme betragte det som en umulighed at diskutere yderligere forlængelser.

Eftersom EU mange gange har sagt, at man ikke ønsker at lave ændringer eller yderligere tilføjelser til den aftale, May nu allerede har fået nedstemt to gange på hjemmebanen, virker det ikke umiddelbart sandsynligt at få den vedtaget om to eller tre måneder.

Derfor er den fremherskende forventning i Bruxelles nu, at Storbritannien styrer mod det no-deal-Brexit, som de færreste ønsker … men at det blot bliver udskudt nogle måneder.

I teorien er der stadig den mulighed, at det politiske system i Storbritannien eksploderer inden da. At Theresa May går af, at der bliver udskrevet nationalt lynvalg i Storbritannien, og måske endda at der bliver udskrevet en ny folkeafstemning.

I så fald kan briterne stadig komme og bede om en meget længere udskydelse, måske på et år eller mere. I tilfælde af en afgørende politisk og demokratisk udvikling vil det nok være svært for de andre ledere at afvise. Men i så fald skal briterne gøre det inden 23. maj, og så skal de gennemføre valget til Europa-Parlamentet samtidig med alt det andet.

Lige nu synes der ikke at være appetit på sådan en model i London, og i Bruxelles betragter mange tanken som absurd. Ingen tør dog helt udelukke, at selv det absurde kan ske. For der står utrolig meget på spil for både Storbritannien og EU, og den politiske situation i Westminster er nu helt uforudsigelig.

Men der er ikke meget at hænge håbet på lige nu.

Derfor skruer alle nu op for forberedelserne til en no-deal-Brexit, der bare bliver forsinket et par måneder. De politiske sikkerhedsbælter bliver spændt på tværs af Europa.