BUPL nedtoner forventninger: ”Se minimumsnormeringer som en start”

INTERVIEW: Drømmen om at sikre en bedre hverdag for børnene i daginstitutionerne går ikke helt i opfyldelse trods minimumsnormeringer. Det siger BUPL-formand Elisa Rimpler i et interview med Altinget Børn.

"Se bare på pengene. De rækker ikke ind i himlen, vel?" siger BUPL-formand Elisa Rimpler i et stort interview med Altinget.
"Se bare på pengene. De rækker ikke ind i himlen, vel?" siger BUPL-formand Elisa Rimpler i et stort interview med Altinget.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Simon Lessel

Var det dét værd? 

Sådan står der med gigantiske graffitibogstaver på den gavl, som BUPL-formand Elisa Rimpler hver dag kigger ud på fra sit hjørnekontor i pædagogernes faglige hovedkontor i Nordhavnen i København.  

Svaret ligger lige for, når BUPL-formanden besvarer spørgsmålet på gavlen relateret til kampen for minimumsnormeringer og det efterfølgende udfald af finanslovsforhandlingerne, hvor det blev aftalt at indføre lovbundne minimumsnormeringer fra 2025.  

"Ja, sgu," lyder det selvsikkert fra Elisa Rimpler.  

Se det som en begyndelse. Som en start på en genopretning af børneområdet og en ny vej.

Elisa Rimpler
Formand, BUPL

Blækket på aftaleteksten var endnu ikke tørt, før spørgsmålet om minimumsnormeringer truede med at ødelægge den gode stemning mellem regeringens støttepartier i kølvandet på præsentationen af finanslovsaftalen.  

"Fup", lød dommen over aftalen fra Pernille Skipper (EL). Enhedslistens partileder mente ikke, at de penge, der er afsat frem mod 2025, hvor de lovbundne minimumsnormeringer ifølge aftalen skal være fuldt indfaset, kan opfylde ambitionen om én voksen per tre børn i vuggestuerne og én voksen for hver seks børn i børnehaven. 

Hos SF var tilfredsheden noget større. SF'erne gjorde det dog samtidig klart, at aftalen skulle ses som "et komma, men ikke et punktum i den børnerevolution", som partiet ifølge eget udsagn har gang i.  

Hos BUPL lyder vurderingen af aftalen, at den sikrer en god bund. Endda en "historisk" en af slagsen. Men, lyder det også, forældrene må indstille sig på ikke at forvente guld og grønne skove fra i morgen: 

"Se bare på pengene. De rækker ikke ind i himlen, vel? De sætter en stopper for yderligere besparelser," siger Elisa Rimpler. 

Modellen ikke afgørende – endnu 
Nu venter det store slagsmål. Og lederen af slaget bliver børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der skal samle støttepartierne om udformningen af modellen for minimumsnormeringer. 

Særligt spørgsmålet om, hvordan målet om én voksen per tre børn i vuggestuen og én voksen per seks børn i daginstitutionerne skal opgøres, bliver en af de afgørende knaster.

Spørgsmålet er, om det skal opgøres som et gennemsnit på tværs af den enkelte kommune, eller om normeringen skal gælde helt ned på den enkelte institution. Og måske bliver der i forhandlingerne brug for den pragmatisme, som BUPL lægger op til.  

For pædagogernes faglige organisation er det ikke afgørende, at normeringerne bliver opgjort helt ned på institutionsniveau lige nu. 

"Jeg synes, at man på sigt skal kunne opgøre det på institutionsniveau. Men jeg vil også advare mod, at man laver et bureaukratisk system, hvor vi skal sidde og tælle, hvor mange medarbejdere, der er på det enkelte tidspunkt," siger Elisa Rimpler og uddyber: 

"For mig er det mere vigtigt, at pengene kommer ud på den enkelte institution, end at vi lige nu og her kan opgøre det på institutionsniveau". 

Se det som en begyndelse
BUPL-formanden opfordrer i det hele taget både forældre og de politikere, der skal forhandle modellen på plads, til at holde forventningerne på et realistisk niveau.

"Se det som en begyndelse. Som en start på en genopretning af børneområdet og en ny vej," siger hun og fortsætter: 

"Vi er godt klar over, at det tager tid. Der skal være høje ambitioner og gode kompromisser. Hvis politikerne viser, at de har ambitioner om at bygge oven på skridt for skridt, så betyder det, at vi godt kan se perspektiver i det, uden at vi behøver at få alt på én gang", siger Elisa Rimpler i det store interview, som du kan læse i sin fulde længde på Altinget Børn.

Her kan du blandt andet se, hvad Rimpler forventer sig af rød blok og "børnenes statsminister".

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Elisa Rimpler

Formand, BUPL
pædagog (Esbjerg Seminarium 1999)

0:000:00