Byrådsmedlem: Forvaltningen har overtaget magten i min kommune

KRONIK: Det er i høj grad forvaltningen, der sætter dagsordenen i Esbjerg Kommune. Politikerne er groft sagt reduceret til en bestyrelse, der påser, at tingene går rimeligt for sig inden for forvaltningens rammer, skriver Anne Marie Geisler Andersen (R).

Af Anne Marie Geisler Andersen (R)
Byrådsmedlem og gruppeformand for Radikale i Esbjerg Kommune

Det er mere end to år siden, jeg blev valgt ind i Esbjerg Byråd for første gang. Jeg var dog ikke helt ny i politik, da jeg havde været medlem af både Folketinget og byrådet i København, også kaldet Borgerrepræsentationen, begge dele i en periode på cirka to år.

Mange politikere laver bevægelsen den modsatte vej, starter i kommunalpolitik og bevæger sig senere mod Christiansborg. Og måske havde det også været lettere. Ikke at det er en ulempe at have politisk erfaring fra eksempelvis Folketinget – og så alligevel. For når man har set, at tingene kan fungere på anden vis, kan det være svært ikke at forsøge at påvirke forholdene. Det også selvom det er en længere proces at ændre en politisk kultur, og det ikke altid bliver taget lige vel imod alle steder fra.

Men politik er ikke bare politik; nogle steder har politikerne mere at skulle have sagt, andre steder mindre. Desværre gør sidstnævnte sig i mine øjne gældende her i Esbjerg Kommune. Så selvom jeg stadig kæmper for mine mærkesager – børn, klimaet og den mentale sundhed – er mit væsentligste fokus i det kommunalpolitiske arbejde de senere år blevet den politiske kultur og forvaltningspraksis.

Politikerne sætter hverken retning eller dagsordenen
Jeg ved snart ikke, hvor jeg skal starte. Men min oplevelse er, at det i høj grad er forvaltningen, der sætter dagsordenen i kommunen. Vi politikere er groft sagt reduceret til en bestyrelse, der påser, at tingene går rimeligt for sig inden for rammerne. Det er ikke os, der sætter retningen.

Når det så er sagt, er der selvfølgelig forskel på, hvor man sidder i det politiske system. For selvfølgelig har borgmester og udvalgsformænd relativt mere indflydelse, end vi menige medlemmer har, idet de sidder langt tættere på forvaltningen, bliver inddraget i højere grad og oplever et helt andet informationsniveau.

Sådan er det, og sådan skal det også være. Men vi menige byrådsmedlemmer skal ikke være reduceret til nogle, der læser en dagsorden, møder op og siger ja eller nej til den ene indstilling, der foreligger fra forvaltningen. Sådan oplever jeg det desværre, og årsagerne er mange.

Forvaltningen trykker på automatknappen
Typisk hører man udsagn om, at politikerne ikke skal sagsbehandle eller blande sig i driften, vi skal sætte den overordnede retning. Og hvis vi da så bare gjorde det. Men jeg har efterhånden en del gange oplevet, at forvaltningen kommer med et færdigt udkast til for eksempel en politik, som vi så vedtager.

Ofte forlyder det, at organisationerne på det givne område føler stort ejerskab – for de har selv været inddraget i udarbejdelsen. Og inddragelse er der næppe nogen, der kan være imod. Problemet er bare, at man ofte har glemt at inddrage os politikere.

Vi fik for eksempel forelagt et udkast til en handicappolitik i Socialudvalget. Da jeg spurgte, hvornår vi egentlig havde besluttet, at vi skulle have en sådan, kom det frem, at det havde vi slet ikke. Man havde nok bare fået trykket på automatknappen, lød svaret. Men flertallet syntes, at politikken var fin, og forvaltningen havde jo også lavet et stort arbejde sammen med organisationerne.

Når først udkastet foreligger, er det svært at ændre det helt store. Man skal ikke have læst særlig meget magtteori for at vide, hvor meget indflydelse der ligger i at sætte rammen. For hvem siger, vi ikke havde valgt at gribe det helt anderledes an, var vi blevet spurgt?

Nu ender politikken formentlig som et skriv på hjemmesiden, som ikke kommer til at gøre nogen som helst forskel, fordi vi politikere knap kan huske, hvad der står i den og da slet ikke ved hvorfor. Derfor har jeg i gruppeformandskredsen foreslået, at det skal være os politikere, der beslutter, om der skal udarbejdes en politik eller ej, og hvordan det i så fald skal gribes an.

Vi politikere er valgt på vores holdninger
Noget tilsvarende gør sig gældende, når man starter som nyt byrådsmedlem. Jeg er blevet valgt ind andre steder, hvor man virkelig gør meget ud af at få de nye medlemmers holdninger i spil. Det er jo trods alt vores holdninger, vi er valgt på, og der kræves ikke særlige forudsætninger for at blive politiker.

Derfor klæder man politikerne på til at kunne agere som politikere. Ved temamøder kastes tingene op i luften, og det nye udvalg får mulighed for sammen at spore sig ind på, hvilken vej de vil, og hvad udvalget vil prioritere. I Esbjerg har der ikke været meget af dette. Vi får forelagt opdaterede udkast af tidligere politikker, og så kører tingene ellers bare, som de altid har gjort.

Det samme gør sig gældende, hvis man spørger ind til nogle af de bemyndigelser, forvaltningen har. ”Det er deres område – det skal vi som politikere ikke blande os i.” Vi havde en konkret sag, hvor vi over sommerferien modtog en temmelig lang kritik fra Ombudsmanden om, at vi havde foretaget ulovlig overvågning.

Vi modtog som medlemmer af det respektive fagudvalg en meget kortfattet mail fra direktøren om dette. Efter ferien gik jeg ud fra, vi skulle drøfte sagen. Da jeg havde spurgt til det indtil flere gange, fik vi endelig en orientering. Men da jeg så efterfølgende spurgte ind til, hvordan vi havde håndteret sagen, fik jeg blot at vide, at man havde taget de nødvendige ledelsesmæssige skridt.

Det var forvaltningens ansvar – det skulle vi tydeligvis ikke blande os i. Men som jeg har forstået det, er det jo os som kommunalbestyrelse, der uddelegerer til forvaltningen. Og hvis ikke vi mener, forvaltningen løfter ansvaret, kan vi trække uddelegeringen tilbage. Det kan vi imidlertid kun vide, hvis vi er bekendte med, hvordan forvaltningen agerer.

Og hvor man i andre kommuner starter en ny byrådsperiode med at tage stilling til de eksisterende bemyndigelser, bliver der her i kommunen ikke kigget nærmere på disse. De fortsætter bare fra sidste periode. Forvaltningens beføjelser er forvaltningens beføjelser, så det kan vi lige så godt droppe at stille spørgsmål til.

Politikere må kende til de faktiske forhold
Men i sidste instans er det jo et politisk ansvar, hvordan forvaltningen kører, og hvilken forvaltningspraksis vi har. Vi er en politisk styret organisation, hvor vi som byråd er øverste instans. Derfor peger tingene tilbage på os. Det er dog svært at stå på mål, når man ikke bliver inddraget og ikke har kendskab til de faktiske forhold.

For at tage et enkelt eksempel blev jeg af en organisation og nogle borgere gjort bekendt med en sag om hjemmetræning, som ikke lød til at være håndteret helt efter bogen. Derfor stillede jeg en række spørgsmål til forvaltningen. Jeg var bekymret for, om vi levede op til lovgivningen på området såsom forvaltnings- og serviceloven. Og – hvis det ikke var tilfældet i denne sag – om der så kunne være tale om et mere generelt problem. Men der gik måneder, før jeg fik mine første svar – og da de endelig kom, var det svar på en forenings spørgsmål – svar, som man mente, svarede meget godt på mine spørgsmål. Det gjorde de ikke.

Dernæst fik vi som udvalgsmedlemmer at vide, at vi ikke skulle ”gå ind i” enkeltsager. En chef i forvaltningen frarådede det simpelthen. Jeg undrede mig – fordi jeg sad med et notat fra Socialstyrelsen foran mig, hvor der stod, at vi som byrådsmedlemmer har ret til udvidet sagsindsigt. Dagen efter modtog vi så en beklagelse.

Der havde en del år tilbage været en lovændring, som man ikke lige havde været opmærksom på. Og selvfølgelig sker der fejl. Men i en årrække som direktion ikke at være klar over, hvad kommunalpolitikerne må spørge ind til, det er da bekymrende. For hvor mange oplysninger er så ikke kommet for dagens lys i årenes løb?

Politisk ansvar, hvordan forvaltningen kører
Jeg er helt med på, at vi ikke skal sagsbehandle, hverken i byråd eller udvalg. Vi skal ikke sidde og træffe afgørelse i den enkelte sag. Men der er i mine øjne stor forskel på dette og på at spørge ind til en sag, fordi man er bekymret for, om vi lever op til regler og rammer.

Jeg fik imidlertid at vide af en af udvalgsformændene, at det slet ikke er op til os politikere at sikre, at vi lever op til loven. Det er vi slet ikke kompetente til. Og nej, selvfølgelig skal vi ikke rende og påse, at den enkelte sagsbehandler gør sit arbejde godt nok. Men vi skal da sikre os, at vi har en organisation, som efterlever reglerne. At vi har direktører og ledere med kendskab til og kompetencer inden for den relevante lovgivning. Det må da være vores ansvar. Hvis skulle det ellers være?

I sidste instans er det jo os, der bliver stemt hjem ved næste valg, hvis vi ikke forvalter vores mandat godt nok. Det er ikke embedsværket, som borgerne kan stille til ansvar, det er politikerne. Det er helt grundlæggende i vores demokrati.

De politiske beslutninger skal træffes på oplyst grundlag
Hvis vi skal kunne tage ansvaret på os og stå på mål for de beslutninger, vi træffer, kræver det, at vi træffer dem på et oplyst grundlag. Og at det reelt er os, der træffer dem. Det sker desværre langtfra altid.

For at tage det første først, så havde vi eksempelvis en budgetsag med salg af en bygning ude i vores plantage. Jeg spurgte under forhandlingerne meget specifikt ind til konsekvenserne: ”Er der nogen, som bruger stedet?” Svaret var, at der i ny og næ var nogle børn, som brugte det som tursted.

Efter budgettet blev jeg så kontaktet af nogle meget frustrerede forældre. Forståeligt nok. For det viste sig, at deres børn brugte stedet næsten dagligt som børnehave. Vi havde simpelthen nedlagt deres børnehave! Hvordan søren skal man kunne stå på mål for sådan en beslutning, når man ikke anede, det var tilfældet – og endda havde spurgt til konsekvenserne?

Og blev vi så efterfølgende inviteret med ind i den videre proces, så vi sammen kunne få rettet op på fejlen? Nej. Tværtimod blev det taget meget ilde op, at vi var nogle, der ytrede os og forsøgte at få indsigt og medbestemmelse.

Af samme årsag stiller jeg mange spørgsmål under budgetlægningen – så mange, at mine kollegaer til tider skal kommentere det med en bemærkning om, at vi skal træffe de overordnede beslutninger, ikke bevæge os ned i detaljerne. Men den politiske beslutningsproces slutter jo ikke den dag, en beslutning bliver taget. Det er i hvert fald det, jeg underviser mine studerende på UC-Syd i. Vi er da nødt til at have en ide om konsekvenserne af de beslutninger, vi træffer. Desuden kan en beslutning jo implementeres på mange måder, medmindre andet er besluttet. Når alt kommer til alt, så vil jeg vide, hvad jeg skriver under på – ellers vil jeg hellere undlade at skrive under.

Ansvar kræver reel beslutningskompetence
Børnehavesagen er langtfra den eneste sag, hvor vi ikke har været tilstrækkeligt oplyst. Derudover oplever jeg ofte, at forvaltningen arbejder rigtig langt med en sag uden at forelægge den for os politikere.

Vi havde på et tidspunkt afsat et pænt stort beløb i budgettet til en særlig indsats på skoleområdet. Da vi efterfølgende tog på tur med udvalget til en anden kommune for at høre om deres erfaringer, antog jeg, at vi derefter skulle drøfte, hvad vi så ville med midlerne.

Endelig var der nogle midler, som vi kunne bruge til at lave politik. Men næ nej. Forvaltningen havde såmænd medbragt et meget færdigarbejdet udkast – og selv om det ikke engang var et udvalgsmøde, blev vi kraftigt opfordret til at godkende det. For man havde jo allerede aftalt med fonden, at det var sådan, det skulle være.

Ja, rent faktisk var man allerede i gang med den pressemeddelelse, der skulle sendes ud mindre end en uge senere! For første gang oplevede jeg heldigvis et udvalg, der sagde nej. Vi ville ikke med armen omme på ryggen og uden for udvalgsmøde vedtage den ene mulighed, der lå. Vi ville have nogle gennemarbejdede alternativer.

Og det er ikke den eneste gang, vi har efterspurgt valgmuligheder. For typisk får vi sagerne med én indstilling, som vi så kan æde eller lade være. Og når man spørger, om man kunne gribe sagen an på en anden måde, får man blot at vide, hvorfor man ikke kan det.

I stedet for at få skitseret og sammenholdt de forskellige alternative løsningsmuligheder. For selvfølgelig er der alternativer. Jeg er med på, at der kan være forslag, som der fagligt set er flest fordele ved. Men det er jo i sidste ende et politisk valg, om det er den mulighed, man vælger. Problemet er, hvis vi fra forvaltningen kun kan få ét alternativ, for så kan vi ikke gå med andet – vi har jo ikke et personligt sekretariat til at udarbejde alternativer.

Politikerne skal inddrages, mens der endnu er plads
Et lidt atypisk eksempel, som stammer fra coronakrisen, var, da vi skulle beslutte, hvordan vi skulle genåbne vores daginstitutioner. Hvis vi som udvalg eller byråd skulle have haft nogen som helst indflydelse på, hvordan vi havde grebet det an, skulle vi have været inddraget tidligere end blot et par dage før genåbningen.

For selvfølgelig kunne man have valgt en anden model – hvis vi var blevet inddraget, da de overordnede linjer skulle lægges. Også selvom forvaltning (og øvrige kriseberedskab) givetvis havde en foretrukken løsning. Det ved jeg, at man gjorde i andre kommuner. Og at man også nogle steder vedtog en anden model end den, som forvaltningen foretrak. Fordi der var politiske hensyn eller interesser, der talte for det. Hvis vi har fagfolk til at udarbejde den ene model, de vurderer bedst, og vi partout skal købe ind på den, hvad hulen skal vi så med politikere?

I den konkrete sag med genåbningen kom der også flere oplysninger frem om den praktiske udførelse kort før genåbningen. Ja, faktisk var det nogle borgere, der gjorde os i udvalget opmærksomme herpå. Det betød, at jeg havde svært ved at se mig selv i forvaltningens løsning – det eneste alternativ, vi havde fået. Jeg tillod mig derfor at stille et ændringsforslag på byrådsmødet – to dage efter udvalgsmødet. Men ifølge borgmesteren var det for sent at handle på det. Han fik endda sagt, at det også havde været for sent, hvis jeg var kommet med det på udvalgsmødet. Til det må man bare spørge, hvorfor vi så har de politiske møder? Er det bare pro forma for at blåstemple forvaltningens og borgmesterens eller udvalgsformandens løsning?

Politikerrollen: Borgerrepræsentant eller forvalter?
Også i forbindelse med genåbningen blev et andet forhold meget synligt for mig. Jeg har altid betragtet rollen som politiker som en form for borgerrepræsentant. At man lytter til, hvad der rører sig blandt borgerne og bringer problemer og udfordringer med ind i det politiske arbejde.

Men når jeg gør det her i Esbjerg, møder jeg oftest, at udvalgsformanden / forvaltningen ikke kan handle på noget så ukonkret. Og hvis borgerne er utilfredse, kan de bare sende en klage med cpr-nummer på – så skal forvaltningen nok kigge på den. Men det er jo ikke alle borgere, der har lyst til at optrappe tingene ved at klage. Og hvorfor kan man som politiker ikke spørge ind til og bede om at få belyst nogle forhold, som man oplever, mange borgere bakser med? Jeg forstå det simpelthen ikke.

Ligeledes får jeg ofte læst og påskrevet fra andre byrådsmedlemmer, at vi skal vise tillid til forvaltningen. Dermed forstås, at det er ilde set, hvis man giver udtryk for, at tingene kan blive bedre eller ikke nødvendigvis er, som de bør være. Særligt, hvis det omhandler vores forvaltning. Men hvis vi ikke må forholde os til, hvordan forvaltningen fungerer, er der da vist temmelig mange ting, vi ikke må have en mening om, idet også vores frontmedarbejdere kan betragtes som en del af denne.

Ikke nødvendigvis en personlig kritik
Selv om jeg ovenfor kun har nævnt en brøkdel af de oplevelser, jeg som byrådsmedlem i Esbjerg Kommune har haft, håber jeg, det tegner et billede af, at vores forvaltningspraksis godt kunne være bedre.

Uanset hvad, vil jeg som politiker forbeholde mig retten til at mene dette – også uden at det skal tages som en personlig kritik eller fornærmelse. For det bliver det desværre ofte. Eksempelvis er pladsanvisningen et område, jeg har interesseret mig for. Da jeg kom for vare at kritisere Pladsanvisningen, blev det af nogle opfattet, som om jeg kritiserede de enkelte ansatte. Men pladsanvisningen som institution er jo så meget mere og først og fremmest de rammer, vi politisk har vedtaget herfor – og som det tilsyneladende er meget svært at komme til at drøfte.

Faktisk har jeg forsøgt, siden jeg blev medlem af Børne- og Familieudvalget. Til at starte med søgte jeg at få belyst, om vi kunne skabe mere gennemsigtighed i vores ventelister. Det kunne jeg godt fornemme, der ikke var den store opbakning til overhovedet at kigge på.

Og da der endelig kom en reel sag, var det mest af alt en beskrivelse af, hvorfor forvaltningen ikke mente, det kunne lade sig gøre. Da jeg så gav udtryk for en vis ensidighed i sagsfremstillingen, blev det igen taget som en personlig kritik af den, der havde skrevet sagen. Men jeg vidste, at man i andre kommuner har langt større gennemsigtighed. Og om det så skulle være dyrt, administrativt tungt eller andet – så er det vel op til politikerne at afveje fordele og ulemper eller ja, forskellige løsningsforslag op mod hinanden – det er blot svært, når de aldrig bliver beskrevet.

Nu kører der så igen en debat på Facebook om pladsanvisningen – jeg forsøger at lytte til borgerne og udlede, hvad de generelle problemer er. Mangler der pladser, eller er det måske først og fremmest et spørgsmål om, at vi skal være bedre til at informere forældrene på et tidligere tidspunkt. Forhold, som jeg længe har ønsket, vi skulle spørge ind til og være nysgerrige på i en eller form for brugerundersøgelse.

Igen får jeg af en kollega skudt i skoene, at jeg peger fingre, fordi jeg giver udtryk for, at pladsanvisningen i mine øjne godt kan fungere bedre. Men hvis vi politikere ikke må interessere os for, hvordan vi kan udvikle vores tilbud, og ikke må gå i dialog med kommunens borgere herom, hvad er vi her så for?

Dialog med borgere og ansatte er ofte en by i Rusland
Og det med dialogen er en hel historie i sig selv. Det gælder ikke mindst dialogen med de ansatte. På et tidspunkt måtte jeg simpelthen spørge, hvor jeg som udvalgsmedlem måtte tage den dialog. For når jeg stillede åbne politiske spørgsmål på Facebook, fik jeg at vide, at det var ikke et sted at diskutere politik, og at man jo kunne risikere at flytte folkestemningen.

Ja, tænk engang, hvis det skulle ske. Hvis man som politiker skulle flytte på nogle holdninger. Personligt ville jeg nok snarere se det som en lille sejr, hvis jeg kunne rykke ved en gængs opfattelse.

Desuden er jeg stor tilhænger af gennemsigtighed og åbenhed i det politiske – det gælder også i forhold til, hvilke standpunkter jeg selv indtager og på hvilken baggrund. Jeg vil meget gerne i dialog med borgerne og høre dem, der kender til området. For uden dette kendskab er det i mine øjne svært at træffe oplyste beslutninger. Hvis jeg kun har oplæg fra forvaltningen, og oftest kun med én løsningsmulighed, er det jo ikke sikkert, de har valgt at fokusere på lige netop de forhold, jeg som politiker finder vigtige.

Særligt de kommunalt ansatte er det svært at få lov komme i dialog med. Det var fair nok i valgkampen – at vi ikke alle bare skulle vælte ud på vores institutioner ’for at blive fotograferet til pressen’.

Men efterfølgende forsøgte forvaltningen at videreføre samme praksis om, at vi som udgangspunkt skal have forvaltningen med, hvis vi for eksempel ønsker at drøfte nogle ting med en skoleleder.

Det er en måde at passe på vores ansatte på, forstås. Et stykke hen ad vejen, kan jeg da også godt følge det. Men da jeg så spurgte, om vi også skulle passe på vores ansatte, hvis de selv inviterer på kaffe, var svaret, at så skal vi som minimum informere forvaltningen. Muligvis vil de med. Hvornår er det så, at man som politiker har mulighed for en fri dialog, hvor man kan opnå kendskab til et område og måske prøve nogle ideer eller synspunkter af?

Mange borgere tør ikke kontakte politikerne
Jeg møder også mange ansatte, som ikke tør kontakte os politikere, og som tror, vi ikke vil komme ud eller høre på dem. Det gør mig lidt trist.

Derfor gik jeg til Ombudsmanden, da vi havde en mangeårig chef i kommunen, som underviste en gruppe ansatte i, at de ikke måtte gå til hverken os politikere eller pressen. Ombudsmanden gik heldigvis ind i sagen, og vi har nu fået tilføjet et afsnit om ytringsfrihed i vores kommunikationspolitik, haft ledere på kursus, tilrettet en række procedurer med mere.

Men derfra og til at vi i praksis får en mere åben dialog, er der desværre nok et stykke. For jeg møder stadig borgere, som mærker konsekvenserne af at ytre sig på forskellig vis. Derfor vil jeg nu stille forslag om en mere formel skabelse af dialog mellem borgere og udvalg, som man også har det i andre kommuner. Sådan vil vi som politikere forhåbentlig kunne opnå større indsigt i praksis.

Politikerne skal for bordenden 
I mine øjne er det en udbredt misforståelse, at vi politikere ikke skal beskæftige os med driften. Hvordan kan vi lægge de overordnede linjer, hvis vi ikke kender til praksis? Ligeledes kan konkrete hverdagseksempler og -oplevelser bidrage til at sætte fokus på mere generelle problemer.

Og så er vi ved at være tilbage ved starten – for her i Esbjerg er det udelukkende forvaltningens domæne. Og det hverken kan eller skal der ændres på, hvis du spørger mange af de politikere, som har været medlemmer af byrådet i en årrække. Driften behøver vi byrådspolitikere slet ikke kende til. Stod det til mig – og heldigvis også flere af de nye samt enkelte garvede medlemmer – bør det laves om.

Forvaltningen gør det ikke for os. Vi politikere må selv sikre, at vi kan træffe beslutninger og udstikke retningen på et oplyst grundlag.

At vi bliver inddraget i processerne på et tidspunkt, hvor der endnu er mulighed for at ændre på tingenes tilstand, og at vi kan stille spørgsmål og ikke mindst få svar på, hvordan tingene ser ud: Hvor går det godt, hvor går det mindre godt, og hvor er der plads til forbedring?

Og så skal vi ikke blot have én indstilling, men alternative løsningsforslag. Kort og godt – vi må sætte os for bordenden.

Forrige artikel FH til Kommissionen: Hold fingrene fra borgernes løn FH til Kommissionen: Hold fingrene fra borgernes løn Næste artikel Professor: Danmark har ingen adgang eller indflydelse i EU - og vi er selv ude om det Professor: Danmark har ingen adgang eller indflydelse i EU - og vi er selv ude om det
Podcast: Er 20 års forebyggelse spildt, Søren Brostrøm?

Podcast: Er 20 års forebyggelse spildt, Søren Brostrøm?

POLITISK STUEGANG: Når det går den forkerte vej med danskernes sundhed, har 20 års forebyggelsesindsats så været forgæves? Søren Brostrøm svarer i Politisk Stuegang. Her taler vi også om ”kæmpe kvalitetsdyk” i dele af psykiatrien, og styrelseschefen kommer med en opsang til unge læger. Og han forudser store udfordringer for Lægeforeningens nye formand.