Carolina M. Maier: Bwalya Sørensen er en katastrofe for sin egen sag

KOMMENTAR: Black Lives Matters talskvinde, Bwalya Sørensen, spænder ben for sig selv med sin hadske og hysteriske retorik og manglende fornemmelse for, hvordan man fremmer bekæmpelsen af diskrimination mod sorte.

Bwalya Sørensen, talskvinden for Black Lives Matter i Danmark, har skabt overskrifter den seneste uges tid.

Først ved i en demonstration at opfodre publikum til at råbe ”lock him/her up” om Inger Støjberg, Mattias Tesfaye og Pernille Vermund.

Dernæst ved at forsvare tekster med særlige krav til hvide deltagere i forbindelse med søndagens store demonstration i København. Disse handlede blandt andet om at hvide ikke måtte råbe visse slagord eller give interview til pressen.

Så var der ballade i Aalborg, fordi Black Lives Matter og Amnesty International parallelt havde arrangeret en demonstration på samme tidspunkt. Da Amnesty International bad Bwalya Sørensen om at rykke sin demonstration, udtalte hun til netmediet Solidaritet, at Amnestys ageren var udtryk for ”white supremacy, racisme og misogynistisk svineri for at sige det mildt”.

Retorikken fik også frit løb onsdag morgen i et interview med Radio 4, hvor Bwalya Sørensen skulle forklare, hvorfor Black Lives Matter har valgt ikke at anmelde deres indsamling til Indsamlingsnævnet, hvilket gør den ulovlig. Det lader sig slet ikke gøre at gengive interviewet i få ord. Man må blot anerkende Radio 4’s journalist for sin beundringsværdige tålmodighed. Det var vel omkring 20 minutters konstant råberi og angreb mod journalister og andre om ”white supremacy”.

På trods af den hidsige og svulstige ordstrøm leverede Bwalya Sørensen på intet tidspunkt et svar på det, interviewet gik ud på: Hvorfor indsamlingen ikke var anmeldt til Indsamlingsnævnet, hvor mange penge der var blevet samlet ind, samt om Bwalya Sørensen havde tænkt sig at indlevere et regnskab til Indsamlingsnævnet, som hun er blevet bedt om.

Det er intet mindre end en katastrofe. Det er en katastrofe, fordi Bwalya Sørensen med sin hadske retorik og fuldstændige mangel på fornemmelse for, hvordan man fremmer en verdensomspændende og så vigtig sag som bekæmpelsen af diskrimination mod sorte, spænder ben for netop denne sag. Ironien er jo til at bøje i neon og sætte op ved siden af Irmahønen: At en organisation, der arbejder for at bekæmpe racisme, benytter sig af selektionskriterier baseret på race til en demonstration. At en organisation, der (ofte med rette) anklager stater for strukturel diskrimination, uretfærdighed og uigennemsigtige eller uformelle trappestiger for priviligerede grupper, selv nægter økonomisk gennemsigtighed i forbindelse med en indsamling.

Oven i det hele er det uklart, hvordan Bwalya Sørensen er blevet talsperson for bevægelsen i Danmark. Hvordan er hun blevet udpeget? Hvem tegner bevægelsen? Findes der beskrevne værdier eller hensigtserklæringer for bevægelsens virke? Når man leder efter dette, finder man kun frem til bevægelsens Facebook-side, hvor ingen af disse oplysninger fremgår.

Man kan med rette argumentere, at Black Lives Matter netop er en protestbevægelse, og derfor bevidst ikke har organiseret sig som en klassisk forening. Det er helt okay. Men når man leder forgæves efter bare et minimum af oplysninger, samtidig med at talspersonen for bevægelsen fremtræder så konfrontatorisk og hysterisk, ja så er det småt med tiltroen til bevægelsens legitimitet. I princippet kunne Black Lives Matter Danmark bare være et enmandsprojekt?

Det være, hvad det er. Når alt kommer til alt, er det som nævnt skandaløst, at en så vigtig bevægelse formår at ødelægge det essentielle budskab gennem en talsperson, som ikke ligefrem er skræddersyet til opgaven. Hvis Black Lives Matter i Danmark skal tages alvorligt – og det skal de, for vi har alle en opgave i at afskaffe diskrimination både i vores eget samfund og i udlandet – så skal de finde en ny talsperson.

Nok om Bwalya Sørensen. Sagen aktiverer en væsentlig debat om mindretalsrettigheder, som også er med til at mudre billedet, når vi diskuterer hvorvidt det er okay, at hvide til en demonstration for sortes rettigheder bliver frataget nogle rettigheder.

Man kan nemlig med rette spørge, hvorvidt en stat bør tildele minoriteter særlige rettigheder for at nivellere den strukturelle ulighed, der findes. Det gør sig ikke alene gældende i spørgsmålet om sorte/hvide, men også i forhold til mænd/kvinder, danskere/indvandrere, osv. Kvoteordninger, som giver kvinder bedre muligheder for at få et ben indenfor i typisk mandsdominerende erhverv, er et eksempel. De er ikke specielt populære i Danmark, men i Norge er der en kvoteordning for kvinder i bestyrelser. Og Rwanda er et af de lande i verden med flest kvindelige parlamentarikere som følge af en kvoteordning.

Logikken bag at give grupper, som traditionelt er blevet undertrykt, eller som af andre grunde er underrepræsenterede, særlig adgang til de arenaer, hvori de er underrepræsenterede, er at give ligestillingen et skub bagi. Ved fra politisk hold at etablere særlige rettigheder skubber man på for at den ønskede ligelige repræsentation sker hurtigere – og derefter meget gerne skal fortsætte af sig selv, fordi man er kommet de uformelle selektionskriterier og magtdynamikker til livs. Det giver rigtig god mening.

Mange danske politikere er af den overbevisning, at kvoter og mindretalsrettigheder er at gøre de underrepræsenterede en bjørnetjeneste, fordi de bliver frataget muligheden for at vise, hvad de kan i egen ret. Det er et privilegieblindt argument. Hvis vi tror, at ulighed og diskrimination forsvinder af sig selv, hvis bare vi giver det tid nok, så er vi blinde over for, hvad både historien og kapitalismen har vist os. Strukturer og uformelle normer er ikke sådan at forandre alene med gode intentioner og store hjerter.

Derfor bør en stat, som ønsker at alle befolkningsgrupper reelt har lige rettigheder sikre, at de også har lige muligheder. Det kan man gøre ved forskellige former for mindretalsrettigheder. I USA, hvor sorte så systematisk er blevet undertrykt i ikke bare årtier, men århundreder, ville det være på sin plads, hvis man politisk sørgede for at give en eller anden form for oprejsning gennem særlige rettigheder til sorte.

Der er bare en helt central forskel mellem det, at en stat, i kraft at sin myndighed som stat, kan give mindretalsrettigheder og det, at man i det civile liv som bevægelse gør det samme. Her skal vi skelne mellem det politiske og det folkelige demokrati.

Det politiske demokrati har magten og legitimiteten til at etablere systemer, som enten skaber gode eller dårlige muligheder for folkets ligelige repræsentation i job, uddannelse, familieliv, osv. Det politiske demokrati har også magtmonopolet. Det politiske demokrati laver love for samfundet.

Det folkelige demokrati, derimod, er hver og en af os, der lever i samfundet. Når vi af egen drift går på gaden for at demonstrere for en sag, så er vi ét folk. Vi står der, fordi vi tror på og kæmper side om side for den gode fælles sag. Vi, der er hvide, går i sympati med de sorte. Vi er mennesker, der går på gaden sammen – ikke politikere, der udmønter lovforslag og bekendtgørelser.

Mens vi som vælgere sætter vores kryds forskellige steder i stemmeboksen, så er vi som folk og mennesker et fællesskab. Når man i et sådant fællesskab begynder at opstille regler for, at nogle må mere end andre, så tager man glæden ved kampen om det fælles gode liv fra den enkelte borger. Det skaber grundlag for kløfter og forskelle, og det et er usundt for det folkelige demokrati.

Derfor er det en fejl, når Black Lives Matter Danmark forsvarer at dele folk op efter race eller at hvide ikke må udtale sig til pressen. Politikernes opgave er at skabe de strukturelle rammer for retfærdighed, som vi til dato mangler. Borgernes opgave er at vise, at vi står sammen om kravet til politikerne. Lad os andre forenes om sagen som et fælles folk – sorte og hvide sammen, mænd og kvinder sammen og så videre. Det er vejen frem for bekæmpelsen af alle former for forskelsbehandling.

-----

Carolina Magdalene Maier (født 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Søren Hove: Hvad kan flodbølgen af økonomisk coronaforskning lære os? Søren Hove: Hvad kan flodbølgen af økonomisk coronaforskning lære os? Næste artikel Lisbeth Knudsen: Pandemien sender bølger af global misinformation ind over Danmark Lisbeth Knudsen: Pandemien sender bølger af global misinformation ind over Danmark
Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

FASE 4: Restauranter må holde længere åbent, men forsamlingsforbuddet består, og hårdt ramte brancher skal fortsat have hjælp. Det er nogle af hovedpunkterne i den aftale, regeringen netop har landet med alle Folketingets partier. Se dem alle her.