Carolina M. Maier: Bwalya Sørensen er en katastrofe for sin egen sag

Nok om Bwalya Sørensen. Sagen aktiverer en væsentlig debat om mindretalsrettigheder, som også er med til at mudre billedet, når vi diskuterer hvorvidt det er okay, at hvide til en demonstration for sortes rettigheder bliver frataget nogle rettigheder.

Man kan nemlig med rette spørge, hvorvidt en stat bør tildele minoriteter særlige rettigheder for at nivellere den strukturelle ulighed, der findes. Det gør sig ikke alene gældende i spørgsmålet om sorte/hvide, men også i forhold til mænd/kvinder, danskere/indvandrere, osv. Kvoteordninger, som giver kvinder bedre muligheder for at få et ben indenfor i typisk mandsdominerende erhverv, er et eksempel. De er ikke specielt populære i Danmark, men i Norge er der en kvoteordning for kvinder i bestyrelser. Og Rwanda er et af de lande i verden med flest kvindelige parlamentarikere som følge af en kvoteordning.

Logikken bag at give grupper, som traditionelt er blevet undertrykt, eller som af andre grunde er underrepræsenterede, særlig adgang til de arenaer, hvori de er underrepræsenterede, er at give ligestillingen et skub bagi. Ved fra politisk hold at etablere særlige rettigheder skubber man på for at den ønskede ligelige repræsentation sker hurtigere – og derefter meget gerne skal fortsætte af sig selv, fordi man er kommet de uformelle selektionskriterier og magtdynamikker til livs. Det giver rigtig god mening.

Mange danske politikere er af den overbevisning, at kvoter og mindretalsrettigheder er at gøre de underrepræsenterede en bjørnetjeneste, fordi de bliver frataget muligheden for at vise, hvad de kan i egen ret. Det er et privilegieblindt argument. Hvis vi tror, at ulighed og diskrimination forsvinder af sig selv, hvis bare vi giver det tid nok, så er vi blinde over for, hvad både historien og kapitalismen har vist os. Strukturer og uformelle normer er ikke sådan at forandre alene med gode intentioner og store hjerter.

Derfor bør en stat, som ønsker at alle befolkningsgrupper reelt har lige rettigheder sikre, at de også har lige muligheder. Det kan man gøre ved forskellige former for mindretalsrettigheder. I USA, hvor sorte så systematisk er blevet undertrykt i ikke bare årtier, men århundreder, ville det være på sin plads, hvis man politisk sørgede for at give en eller anden form for oprejsning gennem særlige rettigheder til sorte.

Der er bare en helt central forskel mellem det, at en stat, i kraft at sin myndighed som stat, kan give mindretalsrettigheder og det, at man i det civile liv som bevægelse gør det samme. Her skal vi skelne mellem det politiske og det folkelige demokrati.

Det politiske demokrati har magten og legitimiteten til at etablere systemer, som enten skaber gode eller dårlige muligheder for folkets ligelige repræsentation i job, uddannelse, familieliv, osv. Det politiske demokrati har også magtmonopolet. Det politiske demokrati laver love for samfundet.

Det folkelige demokrati, derimod, er hver og en af os, der lever i samfundet. Når vi af egen drift går på gaden for at demonstrere for en sag, så er vi ét folk. Vi står der, fordi vi tror på og kæmper side om side for den gode fælles sag. Vi, der er hvide, går i sympati med de sorte. Vi er mennesker, der går på gaden sammen – ikke politikere, der udmønter lovforslag og bekendtgørelser.

Mens vi som vælgere sætter vores kryds forskellige steder i stemmeboksen, så er vi som folk og mennesker et fællesskab. Når man i et sådant fællesskab begynder at opstille regler for, at nogle må mere end andre, så tager man glæden ved kampen om det fælles gode liv fra den enkelte borger. Det skaber grundlag for kløfter og forskelle, og det et er usundt for det folkelige demokrati.

Derfor er det en fejl, når Black Lives Matter Danmark forsvarer at dele folk op efter race eller at hvide ikke må udtale sig til pressen. Politikernes opgave er at skabe de strukturelle rammer for retfærdighed, som vi til dato mangler. Borgernes opgave er at vise, at vi står sammen om kravet til politikerne. Lad os andre forenes om sagen som et fælles folk – sorte og hvide sammen, mænd og kvinder sammen og så videre. Det er vejen frem for bekæmpelsen af alle former for forskelsbehandling.

-----

Carolina Magdalene Maier (født 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.