Kommentar af 
Carolina Magdelena Maier

Carolina M. Maier: Har vi stadig brug for ideologier?

KOMMENTAR: Det er svært at tage en politisk diskussion, uden at ideologierne kommer på banen. Men der er ingen af de etablerede politiske ideologier, der giver os svarene på, hvordan vi håndterer den absolut største samfundsudfordring, nemlig klimakrisen, skriver Carolina Magdalene Maier.

Måske kan vi lade os inspirere af USA, hvor Alexandria Ocasio-Cortez står bag Green New Deal, skriver Carolina Magdalene Maier.
Måske kan vi lade os inspirere af USA, hvor Alexandria Ocasio-Cortez står bag Green New Deal, skriver Carolina Magdalene Maier.Foto: Scott Morgan/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er to forhold, som bekymrer mig i dansk politik i disse år.

På den ene side, at politiske ideologier igen og igen anvendes som argument for at indskrænke borgernes frihedsrettigheder.

På den anden side, at det behov, der er for radikale indsatser imod samfundets væsentligste udfordring i disse år – klimakrisen – bremses af de klassiske politiske ideologiers logik. Det er på tide, at vi tør tage en grundig debat om de politiske ideologier – om vi stadig kan bruge dem, og hvis ikke, hvad vi så sætter i stedet for.

For nylig så vi to medlemmer af Liberal Alliance melde sig ud af partiet med henvisning til, at det parti, som af alle burde værne om de liberale frihedsrettigheder, ikke gør det. Maskeringsforbud, håndtrykspåbud og administrativ fratagelse af statsborgerskab blev nævnt som eksempler.

Fakta
Carolina Magdalene Maier (f. 1973) er tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det er en væsentlig kritik, ikke blot af Liberal Alliance, men af den måde, man i dansk politik i de senere år har indskrænket borgernes frihedsrettigheder. Det er blevet helt almindeligt at argumentere for lovgivning, som tydeligt begrænser borgerens frihed, med henvisning til, at det er nødvendigt i den konkrete situation, fordi de mennesker, hvis friheder indskrænkes, modarbejder samfundet.

Det mest absurde eksempel var nok, da den tidligere regering indførte påbuddet om håndtryk ved modtagelse af statsborgerskab. Den daværende statsminister argumenterede for lovforslaget ved at sige, at det er vigtigt, at nye danskere respekterer det danske frisind.

Jeg oplever igen og igen, at vi ikke kan slippe de klassiske ideologier, når vi diskuterer politik; heller ikke selv om udfordringen, vi diskuterer, slet ikke kan forstås eller løses i lyset af de klassiske politiske ideologier.

Carolina Magdalene Maier

Argumentationen er hovedrystende: Vi tager en frihedsrettighed fra jer, for at I skal forstå, hvor vigtigt det danske frisind er!

Et helt dugfrisk eksempel på samme tendens er det citat ved siden af et billede af statsminister Mette Frederiksen, som Socialdemokratiet har lagt på sin Facebookside. For dem, der ikke har set eller kan huske citatet, lyder det således: "Det, der driver mig som statsminister, er et ønske om at passe på Danmark. Skal jeg gøre det, er vi nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til."

Hvad er det egentlig, der står i dette citat? Dels er det interessant, hvordan der veksles mellem pronomenerne "jeg" og "vi". Det er "jeg" (statsministeren), der skal passe på Danmark, men det er "vi" (folket?, regeringen?, Folketinget?), der skal tage ting i brug, vi ikke har lyst til.

Den indholdsmæssige analyse er ikke mindre interessant. Der står ganske enkelt i citatet, at vi skal regne med, at de indskrænkninger af frihedsrettighederne, vi har set, ikke bliver de sidste. Det, som statsministeren her gør, er at varsle danskerne om, at vi går en tid i møde, hvor vi må finde os i, at danskernes frihedsrettigheder indskrænkes, fordi det er blevet farligere at være borger i Danmark.

Hun bruger en ideologisk betinget frygt som argumentation for at indskrænke vores rettigheder. Det er i hvert fald min læsning af det.

Men det er farligt tankegods, for hvilke stater begiver sig afsted med at anvende frygt, som er baseret på egne ideologier og ikke fakta, til at få borgerne til at forstå, at det er nødvendigt at indskrænke alles eller visse gruppers rettigheder?

At bruge frygt som argument for indskrænkning af rettigheder bør være et no-go i politik og bør først og fremmest få borgerne til at fare op fra sofaen. Frygten kan sagtens være reel, men vi lever i forvejen i et retssamfund, hvor netop politi og domstole skal reagere på en given realisering af frygten.

Derfor medfører tendensen til at sætte ideologier over frihedsrettigheder også en farlig konsekvens; nemlig at tredelingen af magten kommer under pres.

Det er konkret det, der er sket i sagen om fremmedkrigeres statsborgerskab, hvor man har placeret myndigheden til at træffe denne beslutning hos udlændinge- og integrationsministeren. Det er dybt skadeligt for demokratiet.

Læs også

Jeg tror, vi alle sammen efterhånden er enige om, at klimaforandringerne er den alvorligste samfundsopgave, vi står over for. Men med hvilken af de etablerede politiske ideologier kan vi på fornuftigste vis tilgå klimaudfordringen? Hvilken ideologi giver os svarene på, hvordan vi bremser klimaforandringerne? Ikke rigtigt nogen, vel?

Jeg oplever igen og igen, at vi ikke kan slippe de klassiske ideologier, når vi diskuterer politik; heller ikke selv om udfordringen, vi diskuterer, slet ikke kan forstås eller løses i lyset af de klassiske politiske ideologier.

Et aktuelt eksempel er Dansk Folkepartis nye forslag om, at de penge, staten tjener på udvinding af olie fra Nordsøen, skal gå til tiltag, der bremser klimaforandringerne. Den politiske debat, som forslaget medførte, kom til at handle om, hvem der så skal undvære penge, hvis Nordsøolieskatterne skal gå til klimaindsatser: pensionisterne? Sosu-assistenterne?

Det er et lysende eksempel på, hvordan et politisk forslag, som omhandler klimaudfordringen, gøres til en debat om velfærdsstatsydelser. Det egentligt interessante spørgsmål, som forslaget burde have medført, var den indlysende paradoksalitet i, at man vil bruge penge, som kommer fra lovgivning, der fremmer klimaforandringerne, til at bremse dem!

Der er simpelthen brug for, at vi tør diskutere politik ud fra andre præmisser. Slaget står ikke længere mellem den udbyttede arbejder og den kapitalistiske arbejdsgiver.

Den største politiske udfordring i vor tid er ikke materialistisk; den er miljø- og naturteknisk. Løsningerne på den har naturligvis økonomiske konsekvenser, men udfordringerne er først og fremmest tekniske.

Jeg plæderer ikke for ideologiernes død, men for at de træder i baggrunden og giver perspektiv til politiske beslutninger, snarere end at de betinger dem.

Det er min overbevisning, at de klassiske ideologier har nået en form for afmatning i aktuel dansk politik. Dels fordi de misbruges til at sætte borgerens frihedsrettigheder under pres. Dels fordi de bremser de radikale politiske løsninger, der er brug for til at løse klimakrisen. Men hvad sætter vi så i stedet for?

Måske kan vi lade os inspirere af USA. I USA står Alexandria Ocasio-Cortez bag Green New Deal, som er en politisk idé til at håndtere klimaforandringer og samtidig arbejde for større økonomisk lighed og gøre op med racemæssig forskelsbehandling.

Green New Deal er i USA blevet beskyldt for at være venstreorienteret, men når vi anskuer indholdet i den fra et skandinavisk velfærdsstatsperspektiv, er der næppe meget, man kan være uenig i – selv om man er liberal.

Der er naturligvis uenighed imellem de danske politiske partiers tilgang til graden af indkomstregulering, men alle er jo enige om, at indkomstregulering er nødvendig. Der er også uenighed om, hvor meget staten skal fylde, men jeg oplever en fælles kritik på tværs af partierne af, at staten i for høj grad har koloniseret det almene samfundsliv på bekostning af folkets egne bevægelser og initiativer.

Det er straks et andet spørgsmål, om partierne så også kan, vil og tør mindske statens regulering af samfundslivet. Med de nye toner fra vores regering (som jo blot er en fortsættelse af den tidligere regerings tankegang) kan man blive bekymret for, om det ikke er nærmest den modsatte bevægelse, den har sat i gang.

Der er derfor god grund til at være bekymret for, hvordan de klassiske politiske ideologer i dag er med til både at indskrænke borgernes frihedsrettigheder og til at bremse nødvendige og radikale tiltag, der skal løse klimakrisen.

Jeg tror, der er brug for et opgør med materialismen som bærende perspektiv på samfundet. Men det, der først og fremmest er brug for, er, at vi i Danmark får en fornyet politisk og demokratisk samtale om, hvilke grundlæggende værdier og ideer vi kan og bør anskue og løse nutidens politiske udfordringer ud fra.

Jeg tror næppe, den samtale kommer fra politikerne. Jeg tror, den skal komme fra folket.

-----

Carolina Magdalene Maier (f. 1973) er tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carolina Magdalene Maier

Leder, Egmont Fondens projekt 'SygtStærk', fhv. MF, gruppeformand og politisk ordfører (ALT)
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00