Carolina M. Maier: Løkke og Støjberg lider af samme sygdom, som smittede mig på Christiansborg

Hvis man synes, Jakob Ellemann-Jensen har humpet lidt det seneste års tid, så er det ikke kun på grund af en dårlig ryg, men også fordi han er gået rundt med to sten i skoen.

Når man bliver så syg af christiansborg-sygen, at man tror sig selv personligt hævet over det fællesskab, på hvis fundament ens egen succes er skabt, så ender man med at brænde sine broer og ødelægge sit eget eftermæle

Carolina M. Maier

Den ene hedder Inger Støjberg og den anden Lars Løkke Rasmussen.

Nu er stenene ude af skoen – den ene trillede ud af sig selv, den anden måtte Ellemann-Jensen selv fiske ud og smide væk. Spørgsmålet er, om det letter gangen for Ellemann-Jensen og måske endda rydder vejen frem mod, at han kan udgøre en egentlig trussel mod Mette Frederiksen som oppositionsleder eller måske ligefrem føre ham helt ind i Statsministeriet?

Jeg tror, Ellemann-Jensen kommer til at nyde godt af løbeskoenes forbedrede pasform, men han skal nok nærmere ud i et maraton end en sprint. De to sten, han nu er fri for, er i hvert fald hver for sig så tilpas skarptslebne og utilpassede, at deres fravær på den lange bane kun kan komme Ellemann-Jensen og Venstre til gavn, hvis han får løbet sig ordentligt varm.

Problemet for både Løkke og Støjberg er, at de tror, at medieopmærksomhed og antal likes på Facebook giver dem så stor betydning, at de uden videre kan sætte sig selv over det parti, der har givet dem en platform at eksistere som politiske personer på. 

Carolina M. Maier

Den ene sten, Lars Løkke Rasmussen, valgte som bekendt 1. januar selv at trække stikket til det parti, han har været medlem af i årtier. I lyset af den skelsættende dato er det helt sikkert en handling, som i længere tid har været planlagt til at skulle foregå netop 1. januar.

Det var bare lidt uheldigt, at det faldt så kort efter Støjbergs exit, al den stund man ikke umiddelbart kunne lade være med at spekulere i, om Løkkes afsked skulle forstås som en tavs opbakning til Støjberg. Den teori kan vi dog hurtigt mane i jorden ved at læse Løkkes afskedssalut på Facebook. Her argumenterer han for en politisk linje, der forsværger mure mod omverdenen, symbolpolitik og ultimative synspunkter – alt sammen noget, må man argumentere, som præcis Støjberg står for.

Her er det næsten synd at undlade at pege på, at det var under Løkkes regering, at smykkelov, burkalov, imamlov og håndtrykspåbud blev gennemført – alle eklatante eksempler på symbolpolitik. Det bliver lidt svært at tage alvorligt. Men i hvert fald: Han appellerer i sit Facebook-opslag til at stoppe råberiet og konkurrencen om, hvem der kan udtrykke sig hårdest på udlændingeområdet til fordel for et pragmatisk samarbejde.

Så hvorfor går Løkke? Det gør han først og fremmest, tror jeg, fordi han ikke vil lade sig styre, og fordi han mener sig selv i en så betydningsfuld position, at han ikke kan agere en hvilken som helst musiker i orkestret. Han vil svinge dirigentstokken.

Hans egenrådighed har vi set flere eksempler på: For eksempel, da han som statsminister selvstændigt udlagde en ny politisk linje, som søgte et samarbejde over midten (den samme, som han nu i sin afskedssalut argumenterer for) uden at tage hverken sit parti eller sin daværende næstformand, Kristian Jensen, i ed. Det var reelt den handling, der førte til hans fald senere på året sidste år.

Men også under Jakob Ellemann-Jensens ledelse har han vredet sig som en glat ål ved gentagne gange i sine klummer i BT at lægge en meget selvstændig og ikke altid partiloyal linje i forhold til kritikken af regeringens corona-håndtering. Det har irriteret Jakob Ellemann-Jensen, hvilken han da også har indrømmet i nyere interviews.

Støjberg gik som bekendt ikke selv som næstformand, men blev smidt godt og grundigt på møddingen af sin formand. Det tog hun ikke med oprejst pande, men brugte i stedet igen og igen den massive mediedækning til at stille sit usandsynligt eksorbitante fravær af ydmyghed og selvindsigt til skue gennem igen og igen at forsøge at spinne historier om, at sagen mod hende ikke handler om lovbrud og løgne for Folketinget, men derimod om hendes selvopdigtede ”barnebruds”-fænomen.

Hun brugte også anledningen til at forsøge at konstruere en historie om, at det er en politisk uenighed om værdipolitik, der i virkeligheden skiller hende og Ellemann-Jensen. Naturligvis med det formål at flytte alle de mange vælgere med, der har sat deres kryds ved hende ved folketingsvalget, skulle hun beslutte sig for at træde til højre.

Problemet for både Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg er, at de tror, at medieopmærksomhed og antal likes på Facebook giver dem så stor betydning, at de uden videre kan sætte sig selv over det parti, der har givet dem en platform at eksistere som politiske personer på.

Det er, som om en sygdom har sneget sig ind på Christiansborg. Man kunne kalde den ”christiansborg-sygen”. Den består i al sin enkelthed af storhedsvandvid forårsaget af den vrangforestilling, at masser af hype og masser af likes på de sociale medier giver politikere ret til at opføre sig egenrådigt.

Imens står vi borgere uden for og kigger ind, mens vi i vores stille sind tænker, ”hvem tror I, I er?”.

Vel har mange danskere stemt personligt på både Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg, men det er altså ikke en stemme på personen, som så mange synes at tro. En personlig stemme er en stemme på den politiker, som, man stoler på, i kraft af sin personlighed bedst kan føre partiets politik ud i livet. Det er ikke et carte blanche til at opføre sig, som man personligt foretrækker det og i øvrigt melde sig ud af det gode selskab – eller tale det offentligt imod – hvis man ikke får sin vilje.