Carolina M. Maier: Midt i krisen mærker vi, hvad der egentligt har værdi

KOMMENTAR: På godt og ondt viser nødvendigheden os lige nu, hvad der egentligt er værdifuldt for os. Det store spørgsmål bliver, hvordan alt dette ikke går tabt igen, når krigen mod corona erklæres for vundet, og vi alle vender tilbage til vores "rigtige" liv, skriver Carolina Magdalene Maier.

Jeg havde egentlig sat mig for at skrive et indlæg om, hvordan vores regering kan bruge krisehåndterings-erfaringerne fra coronakrisen til for alvor at sætte skub i handlinger, som skal løse klimakrisen.

Ja, jeg havde faktisk også skrevet indlægget. Men så læste jeg det igennem og kasserede det. For jeg kunne ikke mærke mit eget engagement i teksten. Det blev på en eller anden måde forudsigeligt og uden personlighed. Jeg prøvede igen, fra en anden vinkel og med et andet udgangspunkt, men resultatet blev det samme: fladt og hult og uden et brændende budskab.

Jeg ved godt, hvorfor det i disse dage er så svært for mig at skrive et politisk indlæg. Det er, fordi jeg er så følelsesmæssigt påvirket af coronasituationen. Ikke af frygten for sygdommen, eller for at Danmark går bankerot. Vi skal nok klare os igennem.

Jeg er påvirket, fordi den her måde at leve livet på – hvor vi pludselig har tid i overflod, hvor vi er afskåret fra alle de distraktioner (på godt og ondt), som vi fylder vores liv op med – for mig medfører en ganske overraskende og meget hudløs måde at forholde mig til både mit eget liv og min omverden på.

Lad mig give jer et par eksempler: Jeg synger med hver morgen, når der er morgensang med Phillip Faber på DR1. Og jeg græder hver morgen. Det gjorde jeg ikke de første dage, men det gør jeg nu.

Hvorfor? Fordi jeg bliver så rørt over sangene. Over skønheden i musikken og teksternes unikke måde at beskrive livet på. Særligt da vi sang "Kære Linedanser", blev jeg rørt dybest inde i hjertekulen. Og kan man fortænke mig i det? Læs eksempelvis slutningen på fjerde vers:

Gid du aldrig mister modet
og lader
det onde uimodsagt.
Når viljen befries, - da falder magt.

På en anden note er der forholdet til mine forældre. De bor i Spanien, og til almindelige tider ringer min mor flere gange om ugen blot for at høre, om der "ellers er noget nyt"? Det er der jo sjældent, og en gang imellem skal jeg trække vejret, inden jeg tager telefonen. I kender det sikkert.

Men i disse tider, fordi mine forældre er fysisk langt væk – og ikke mindst fordi lokaliteten er Spanien – er det mig, der ringer og spørger, om der er noget nyt. Om alt er okay. Mine forældre er friske og sporty og ved godt helbred, og de holder sig inde, som de skal. Alligevel er jeg sindssygt bekymret.

Også mine drømme er mere intense og følelsesladede. For nylig drømte jeg for første gang i virkelig lang tid om min ekskæreste, og det var en drøm, af hvilken jeg vågnede op dybt påvirket af den mest triste kærlighedshistorie, som kan skrives over den relation, og som altid vil ligge et eller andet sted i mig.

Mit budskab er, at i disse tider, hvor vores liv er vendt op og ned, hvor vi pludselig har tid til at synge morgensang hver morgen, hvor vi kan mærke styrken af vores fællesskab selv gennem uklædelige digitale skærme, hvor vi pludselig er sammen med og oplever vores børn og partnere meget mere intenst; da mærker vi os selv.

Pludselig er der hul ind til følelserne, vi bliver hudløse. Vi mærker vores sårbarhed, når vi ikke gennem vores professionelle virke på daglig basis kan puste os lidt op på vores arbejde og vise, hvor dygtige vi er.

Vi oplever det menneske, vi er, ikke kun det menneske, vi gør os til. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der bliver rørt under fællessangene. Det er vi rigtig mange, der gør. Og tak for det! For det viser os, at vores eksistentielle liv er så meget dybere end husholdningsøkonomiske regneark, logistik og hamsterhjul.

Vi bliver rørt af at synge, fordi vi eksistentielt har brug for skønheden i sangen. Vi bliver rørt over at betragte vores børn selv finde løsninger på deres uenigheder, fordi kærligheden eksistentielt er stærkere end krigen.

Vi bliver lykkelige over at opleve, hvordan folk finder på kreative ideer at være sammen på digitalt, fordi vi da erkender, at kedsomhed og dvælen fører til kreativitet. Vi smiler til hinanden, når vi passerer hinanden med to meters afstand på løbeturen, fordi vi mærker, at vi er fælles om noget, der er større og vigtigere end os selv.

I alt det ligger der uendelige mængder af betydning. Lige her, i min generations største krise, viser nødvendigheden os, hvad der egentligt er værdifuldt for os.

Vi finder ud af, at det er væsensnødvendigt for os som mennesker og som fælles folk at næres eksistentielt af skønhed, kreativitet, fællesskab, sjælfuldhed. Og vi mærker vores egen virkelyst og skaberkraft vokse ud af isolationens kedsommelighed.

Vi er, hvis jeg må blæse det lidt stort op, kommet i kontakt med det liv, som vi med lidt vel meget patos kan kalde "det gode liv". På godt og ondt. For det gode liv er ikke ren lyksalighed og bekymringsfrihed. Det er også sorgfuldhed og bekymringer.

Men det er først og fremmest et liv, hvor vi mærker os selv, og hvor vi tager det, vi mærker, alvorligt. Det kan vi lige nu – fordi vi har tiden til det.

Det store spørgsmål bliver, hvordan alt dette ikke går tabt igen, når krigen mod corona erklæres for vundet, og vi alle vender tilbage til vores "rigtige" liv. Hvordan beholder vi alt det værdifulde, som vi er kommet i kontakt med, som følge af at vi er blevet tvunget til at leve vores hverdagsliv helt anderledes?

Vi kan naturligvis hver især tage et personligt ansvar. Jeg har for eksempel besluttet, at jeg vil starte til sangundervisning, for jeg vil virkelig gerne synge mere – og bedre! Andre har måske lagt andre planer for, hvordan deres hverdagsliv skal forandres, når nu vi snart vender tilbage til tiden før corona.

Men vi bør ikke bære ansvaret for at dreje ind på en sti, hvor vi i højere grad oplever at leve mere fuldkomment som eksistentielle væsener, alene.

Det bør også være en politisk opgave at bruge de erfaringer, borgerne har fået i denne mærkelige tid, til at stille spørgsmålet: Hvad er egentligt værdifuldt for os som borgere og som samfund? Hvordan kan vi underbygge de positive menneskelige erfaringer med, hvad et godt hverdags- og samfundsliv indebærer, ved hjælp af politiske indsatser?

Som jeg ser det, er opgaven dobbelt: Først skal politikerne invitere borgerne til den samtale. Til en samtale om, hvad krisen har medført af erfaringer af, hvad der i virkeligheden er værdifuldt for os som individer, som fællesskab, som folk.

I den samtale har vi også brug for stemmer fra kunstens og filosofiens verden. Tænk, om vi oven på coronakrisen kunne skabe en national samtale om, hvad der egentlig har betydning for os som folk og land.

Dernæst bør politikerne forpligte sig på at skabe reelle politiske løsninger, som imødegår de identificerede værdier. Jeg taler ikke om flotte ord på glittet papir. Jeg taler om helt konkrete, mærkbare politiske initiativer.

Det kan være, vi over tid skal arbejde mindre for at kunne være mere sammen med vores kære? Det kan være, vores børn igen skal have mere fritid i løbet af dagen, så denne tid kan bruges på at skabe nye ideer frem for at sidde i klasseværelset? Det kan være de kunstneriske fag skal fylde mere på skoleskemaet?

Måske skal vi have fællessang på DR1 hver eneste dag, året rundt? Hvem ved?

Jeg har kun mine egne svar. Men jeg ved, at en masse mennesker derude har deres svar. Svar på, hvilke drømme og længsler vi har efter et liv, hvor mening er mere og andet end månedslønninger og stillingsbetegnelser. Sæt i værk, Christiansborg!

-----

Carolina Magdalene Maier (f. 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Lars Trier Mogensen: Mette Frederiksens magttrick farver Danmark blodrødt Lars Trier Mogensen: Mette Frederiksens magttrick farver Danmark blodrødt Næste artikel Jarl Cordua: Der er ingen bremser på årtiets pengeuddeling Jarl Cordua: Der er ingen bremser på årtiets pengeuddeling
Internt notat var Støjbergs vigtigste forsvarsvåben 

Internt notat var Støjbergs vigtigste forsvarsvåben 

INSTRUKSKOMMISSION: Tidligere udlændingeminister Inger Støjberg parerede søndag en stor del af de kritiske spørgsmål om en ulovlig instruks fra 2016 med et godkendt ministernotat, der åbnede for individuel sagsbehandling af unge asylsøgende par.