Carolina M. Maier: Regeringens krise­håndtering giver panderynker på demokratiets vegne

Det er historisk og sociologisk velkendt, at når et demokratisk land står over for en potentiel krig, så klapper befolkningen hælene sammen og sætter sin lid til den demokratisk valgte regering.

Det er et ret effektivt og også nødvendigt fænomen, da krigstilstande kræver hurtige beslutninger og undtagelser fra normale demokratiske processer.

Den danske befolknings reaktion på regeringens håndtering af coronakrisen i foråret har karakter af en sådan tillidserklæring. Vi klappede hælene sammen og gjorde, som der blev sagt. Det gør vi sådan set stadigvæk.

Men forløbet efter den første akutte – og forståeligt nok for regeringen lidt famlende – fase af pandemien giver anledning til store panderynker på demokratiets og befolkningens vegne.

For det første, fordi vi ikke er i krig. Vi står midt i en sundhedsmæssig krise, javel, men vi overlever nok som land og befolkning.

Alligevel opfører regeringen sig, som om den har både ret og pligt til at træffe hurtige og uovervejede beslutninger uden at inddrage resten af Folketingets partier.

Vi, borgerne, står fuldstændig rådvilde tilbage på perronen, mens politikere og eksperter har sat sig ind i toget og i ekspresfart er på ved ud af et nyt sidespor.

Carolina M. Maier

Det ser vi aktuelt i minksagen, hvor regeringen alt for hastigt træffer en beslutning, dels uden at inddrage resten af Folketingets partier, og dels – viser det sig så – uden at der er lovhjemmel til det.

Det sidste kan man kalde en svipser eller en utilgivelig katastrofe, alt efter temperament. Og man kan mene, hvad man vil, om minkhold i det hele taget.

Uagtet om man hælder til det ene eller det andet, så står den egentlige skandale blottet tilbage: At regeringen træffer så vidtgående beslutninger som at lukke henholdsvis en landsdel ned og slå et erhverv ihjel uden at inddrage Folketingets partier i overvejelserne.

Den bemyndigelse, som regeringen fik med forårets epidemilov, giver nok ret til at agere sådan. Men den giver ikke pligt til det.

Endnu værre ser det ud, når man kaster et blik på det lovforslag til en ny epidemilov, som regeringen har fremsat. Heraf fremgår det, at en lang række indskrænkninger i den personlige frihed – alt fra tvangsvaccination over forsamlingsforbud til nedlukning af erhverv, for bare at nævne nogle få – kan sættes i værk, såfremt sundhedsministeren beslutter at kategorisere en sygdom som "samfundskritisk".

Det er helt vildt, når man tænker på det: At regeringen foreslår, at én person – ét parti – som en anden diktator egenhændigt skal kunne indskrænke vores borgerlige frihedsrettigheder med et fingerknips uden inddragelse af det demokratisk sammensatte folketing, i hvis hænder vi borgere har lagt administrationen af vores velfærdssamfund.

For at sætte det på spidsen: Den nye – og den nuværende – epidemilov giver ikke bare regeringen bemyndigelsen til at agere egenrådigt, når vi er i krig (jeg tillader mig at bruge krigsmetaforen om kampen mod en virus). Den giver også regeringen bemyndigelse til at bestemme, om vi er i krig.

Det er under al kritik, og det får forhåbentlig samtlige af Folketingets øvrige partier – støttepartier såvel som opposition – op af stolene.

For det andet er vi som befolkning i syv sind over politikernes ageren.

Vi får at vide, at beslutningerne er politiske beslutninger, men så snart politikerne bliver gået på klingen, henviser de alligevel til sundhedsmyndighederne. Men eksperter, som ikke er en del af myndighederne, fortæller os, at myndighedernes beslutninger kan betvivles.

Det var for eksempel tilfældet i torsdagens udgave af Debatten på DR2, hvor to eksperter såede tvivl, om hvorvidt det overhovedet var nødvendigt at slå ikke-smittede mink ihjel. Eller når USA's førende ekspert i infektionssygdomme siger, at der ikke er grund til bekymring for, at den danske mutation har en negativ effekt på vaccinen.

Som om det ikke var nok, taler sundhedsmyndighederne selv med flere tunger. Det skete for eksempel også i minksagen, da direktøren for Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, på mindre end en uge gik fra at mene, at omkring fem procent af de smittede i Nordjylland er inficeret med den såkaldte cluster 5-variant, til at den muterede virus meget vel kan være uddød.

Undskyld, men hvad skal vi tro og mene? Vi sidder rundt om frokostbordene (os, der stadig går fysisk på arbejde) og forsøger at diskutere sagerne, men vi må give op, fordi politikeres og myndigheders udtalelser blæser i vinden.

Vi har intet at holde os til. Vi, borgerne, står fuldstændig rådvilde tilbage på perronen, mens politikere og eksperter har sat sig ind i toget og i ekspresfart er på ved ud af et nyt sidespor.

Alt imens forvirringen er total, bruger Folketingets partier deres tid på at skændes indbyrdes og positionere sig frem mod næste folketingsvalg.

Oppositionen råber op om grundlovsbrud og skandaler i forbindelse med fødevareminister Mogens Jensens (S) manglende lovhjemmel, mens de mener, at Støjbergs ulovlige instruks kan forsvares ideologisk. Hykleriet er himmelråbende.