Carolina M. Maier: Tør Ellemann tage konsekvensen, hvis Støjberg er skyldig?

Allerede efter de første dages afhøringer i Instrukskommissionen, som skal forsøge at komme til bunds i sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks om adskillelse af asylpar fra begyndelsen af 2016, står Støjberg belastet tilbage.

Blandt andet har den forhenværende direktør for Udlændingestyrelsen fortalt til kommissionen, at det ikke blev gjort mundtligt klart, at der kunne være undtagelser til adskillelsen, sådan som Støjberg ellers har påstået.

Støjberg selv tager tilsyneladende begivenhederne med ophøjet ro. På sin egen Facebook-side står hun ved sin tidligere vinkling af sagen, som er, at den udelukkende drejer sig om, hvor anstødeligt det er, at ”mindreårige piger … var blevet gift med ældre mænd”.

Ja, ikke nok med det. I samme Facebook-opslag skriver hun ligefrem, at det eneste, der i dag plager hende, er, ”at ikke alle de mindreårige piger blev adskilt fra deres ældre mænd … fordi internationale konventioner forbød det”.

Støjberg fortsætter med andre ord sin værdikrig. Hun nævner ikke, at der for nogle af parrenes vedkommende var en forholdsvis lille aldersforskel. Eller at nogle havde børn sammen. Eller at Danmark rent faktisk har forpligtet sig på at følge Menneskerettighedskonventionen.

Få kan være uenige i tåbeligheden i, at Støjberg stadig forsøger at fremføre sagen som en fortælling om incest og misrøgt af mindreårige. Enhver, der på en ideologisk baggrund undsiger, at et potentielt konventionsbrud er alvorligt, må siges at udvise disrespekt for retsstatens principper. I Støjbergs eget parti er der da også påfaldende stilhed om sagen.

At Støjberg befinder sig i en yders penibel situation, er der næppe tvivl om. Men miseren er jo ikke alene Støjbergs. Den er også hendes daværende kollegaers – ikke mindst dem, med ministertaburetter under måsen.

Søren Pind har på Twitter erklæret, at Justitsministeriet, som han stod i spidsen for hin forgangne tid, da sagen begyndte at rulle, gav klart svar til Udlændinge- og Integrationsministeriet om, at alle sager skulle behandles individuelt. Hvorfor gjorde han så intet dengang? Andet end at tie, altså.  

Hvorfor holdt den daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, hånden under sin minister, endda ved at udtrykke, at han havde fuld tillid til hende?

Det korte svar er vel, at det ville have kostet regeringsmagten, herunder ministertaburetten. Man kan naturligvis spekulere i, at hele Støjberg-sagen og udfordringen med at stå inde for den kan have været en af årsagerne til Pinds selvvalgte og meget pludselige exit fra ministerjobbet i efteråret 2018.

For det er jo retteligt fra et etisk og demokratisk perspektiv enhver politisk magthavers opgave at råbe op, hvis man opdager, at ens allierede misbruger sin magt – ja endog med al sandsynlighed lyver for folkestyret. I det tilfælde bør man råbe vagt i gevær.

Når man som folketingsmedlem underskriver Grundloven, så skriver man under på, at ens mandat er personligt. Det vil sige, at et folketingsmedlem til enhver tid har ret til at erklære sin egen holdning, selv om den er i strid med hans eller hendes parti.

Vi har altså dels et problem med den etiske og demokratiske legitimitet. Først og fremmest hos Støjberg selv, som efter alt at dømme ikke alene bevidst overså en vurdering om, at systematisk adskillelse af asylparrene var ulovlig.

Hun skulle også, ifølge en mail hvis afsender ikke er navngivet, have udtalt ”den risiko løber jeg gerne”, da hun blev advaret om den ulovlige systematiske adskillelse. Men vi har også et problem med legitimiteten hos daværende ministerkollegaer, som holdt hånden under deres kollega ved ganske enkelt ikke at råbe op.

Det er jo intet nybrud, at politikere klamrer sig til taburetten eller regeringsmagten for enhver pris. Men det er ikke desto mindre, i min optik, i direkte strid med den oprindelige – og oprigtige – funktion, en minister har.

Ordet minister betyder jo ”tjener”. En minister er altså folkets tjener – det folk, der har valgt ham eller hende. Derfor bør enhver minister – særligt en statsminister – gøre sin demokratiske pligt og råbe højt, når der foregår noget, som kompromitterer retsstatens principper.

Et relevant spørgsmål bliver, hvad der sker, hvis Instrukskommissionen konkluderer, at Støjberg bevidst begik konventionsbrud. Hvad vil Jakob Ellemann-Jensen så gøre? Vil han forsvare sin næstformand? Eller vil han tage den etisk rigtige konsekvens og fratage hende næstformandsskabet og hendes ordførerskaber? Tør han? Lad os håbe det.

Man kan måske ligefrem forestille sig, at sagens udfald – såfremt den taler Støjberg imod – ville være en belejlig anledning for Ellemann-Jensen til at skille sig af med en næstformand, som nok er populær blandt Venstres medlemmer, men som ideologisk ligger langt væk fra hans eget liberale hjerte. 

Og her rammer vi så det næste problem: Nemlig den demokratiske legitimitet i befolkningen: For sandheden er jo, at uagtet det faktum, at Støjberg som minister blev mistænkt for at lyve, uagtet at hun klarede sig usigeligt dårligt i samråd efter samråd, blandt andet ved at skifte forklaring flere gange undervejs, hvilket Jakob Nielsen har beskrevet fremragende her, ja så var hun enormt populær blandt danskerne. Igen og igen krøb hun til tops i målingerne over de mest populære ministre.