Carolina M. Maier: Uffe Elbæk bragede igennem, men delte også vandene

Nu står Alternativet tilbage og skal vælge ny politisk leder. Hvor står partiet nu, og hvem skal fylde hans sko ud?

I modsætning til de analytikere, som mener, at Alternativet har sejret sig selv ihjel, fordi de øvrige partier nu er blevet ultragrønne, og at partiet derfor ikke klarer skærene, ser jeg anderledes på det.

I min optik er det faktisk nu, at Alternativet for alvor har mulighed for at vise, hvor meget grønnere end mange af de øvrige partier de i virkeligheden er. Eller måske rettere: at de er grønne, før de er noget som helst andet.

Det kommer til at have afgørende betydning, når der skal forhandles handlingsplaner for den ambitiøse klimalov til foråret. For vi ved det jo alle: Klimaloven har endnu ikke kostet staten en klejne.

Skal der leves op til loven, kræver det hidtil uhørte omlægninger af vores afgifts- og skattesystem, som først og fremmest kommer til at ramme dem, der bidrager til at farve kloden sort: transport-, landbrugs- og energisektoren, men også vores alle sammens personlige forbrug. Vores madvaner, ferievaner, ja, forbrugsvaner i det hele taget. Det kommer til at koste klejner. For os alle sammen. Høj som lav, rig som fattig.

Men de seneste toner fra statsministeren er, at klimaomstillingen ikke må øge uligheden, reducere antallet af arbejdspladser i Danmark eller gøre det sværere at bo på landet. Hun er rød, forstås det, før hun er grøn. Det slog hun blandt andet fast i et interview med Avisen Danmark.

Problemet er, at så længe de politiske partier holder fast i ideologierne – for rød bloks tilfælde de røde faner, for blå bloks tilfælde erhvervslivets økonomiske interesser – så bliver det umådeligt svært at indfri klimalovens målsætning om de 70 procents reduktion.

Det er simpelthen nødvendigt, at et politisk parti tør sige, at man har som målsætning, men ikke kan garantere, at de nødvendige klimapolitiske tiltag ikke har betydning for den geografiske eller økonomiske lighed eller antallet af arbejdspladser.

Budskabet må være: Radikale klimapolitiske løsninger først. Når de er vedtaget og underskrevet, må vi se på, hvordan vælgerne reagerer på forandringerne. Mit bud er, at vi vil blive overraskede over at se, i hvor høj grad vælgerne følger med.

Jeg tror ikke på, at de øvrige partier tør indtage en så markant grøn position, der ikke skeler til ideologier, ved de kommende forhandlinger om omsætning af klimaloven til reelle politiske tiltag. Og heri ligger Alternativets bedste mulighed for at igen at blive betydningsfuld i dansk politik. For borgerne skriger efter grønne løsninger – det er politikerne, der halter.

Hvem skal så stå i spidsen for det? Jeg vil ikke nævne navne. Det ville være at sætte navngivne personer under et unfair pres. Og mit bud er i øvrigt så godt som alle andres.

Men jeg mener, det er afgørende, at Alternativets nye politiske leder kommer udefra. Der er brug for et frisk pust og nye vinde på "Den grønne gang" på Christiansborg.

Og med tanke på, at både den tidligere og nuværende folketingsgruppe med stor overvægt består af mænd, ville det bestemt ikke gøre noget, hvis det blev en kvinde. Og nej, det er ikke mig selv, jeg tænker på!

Uagtet hvem det bliver, så er det forestående skift af politisk leder rent faktisk en enestående mulighed for, at Alternativet vinder den plads og legitimitet tilbage, som jeg mener, de retteligt bør have i dansk politik. Og vi bør takke Uffe Elbæk for at give dirigentstokken videre, mens der stadig er god tid til næste folketingsvalg.

Og Uffe, hvad med ham? Ja, jeg synes han skulle udnytte, at han ikke længere skal passe dirigentrollen til at indtage en plads som den, der nu kan få orkestrets kommende melodier til at flyde over med en kreativitet, som han mestrer som få andre.

-----

Carolina Magdalene Maier (f. 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.