Carolina M. Maier: Derfor er jeg imod et forbud mod omskæring

Nu kom så endelig en klar udmelding fra Folketingets to største partier: Både Socialdemokratiet og Venstre er imod et forbud mod omskæring.

Både statsminister Mette Frederiksen (S) og partiformand Jakob Ellemann-Jensen (V) argumenterer for deres synspunkt ved at pege på historien og på det ansvar for at passe særligt på det jødiske mindretal, vi som land har i lyset af den historiske jødeforfølgelse.

Flere har kritiseret statsministeren for i sin udmelding kun at nævne hensynet til det jødiske og ikke det muslimske mindretal i Danmark.

Den kritik er jeg enig i. Et mindretal er et mindretal og bør nyde samme anerkendelse og respekt fra statsmagten, uagtet historien.

At de to store partier har haft brug for at tænke sig om, kan man ikke fortænke dem i. Det er en vanvittig svær problemstilling. Jeg har selv tænkt op og ned, frem og tilbage, med tiden og imod tiden.

Konklusionen bliver, om end facetterne kæmper om pladsen, at også jeg mener, at det ville være forkert med et forbud mod omskæring i Danmark. Her er mit ræsonnement.

På dette område såvel som på alle andre er det afgørende, at vi ser til forskning og repræsentativ viden, når vi lovgiver.

Carolina M. Maier

De fleste fortalere for et forbud argumenterer ret simpelt.

De stiller to friheder op over for hinanden og blinker ikke med øjnene, når de vægter den ene frihed langt tungere end den anden.

De to friheder er, hvad vi kan kalde den kropslige og den åndelige. På den ene side står friheden til at bestemme over sin egen krop, på den anden side står åndsfriheden, altså friheden til at praktisere sin religion.

For mange af de 86 procent af danskerne, der ifølge de seneste målinger støtter et forbud, kommer hensynet til barnets ret til at bestemme over sin egen krop før et hensyn til en religions praksis.

Det er måske ikke så overraskende al den stund, at omkring 95 procent af danskerne enten definerer sig som kristne (65 procent) eller uden religiøs tilknytning (30 procent).

At forstå, hvorfor man skulle skære i små drengebørn på grund af en religiøs overbevisning, når man selv tilhører en tro, der ikke gør det eller ingen tro overhovedet, kræver i hvert fald, at man som menneske sætter sig ud over sin egen umiddelbare erfaring.

Jeg mener ikke, at man uden videre kan vægte de to friheder op imod hinanden, som skulle man dele 100 æbler i to grupper.

Begge friheder er demokratiske og begge friheder er borgerlige rettigheder ifølge vores Grundlov. Begge er båret af en lang historie af kulturelle traditioner og praksisser.

Religionsfriheden står indskrevet ved lov. Det samme gør den personlige frihed.

I stedet har jeg i min egen logik sat dilemmaet op på en anden måde: Medfører udlevelsen af de to respektive friheder indskrænkelser i andre friheder?

Sagt på en anden måde: Går retten til at praktisere sin religion ud over noget andet? Går retten til at praktisere den personlige frihed ud over noget andet?

I forhold til det sidste spørgsmål kan man argumentere, at hvis prisen for et forbud mod omskæring bliver, at religiøse mindretal forlader Danmark, er der en anden frihed, som betaler prisen:

Nemlig den frihed, der ligger i, at vi er et mangfoldigt og åbent land med plads til at leve sammen i et fællesskab på tværs af religioner.

Så er der åndsfriheden. Friheden til at praktisere sin religion, herunder friheden til at opdrage sit barn i sin egen tro. I den konkrete situation handler det om frihed til at foretage et kirurgisk indgreb på et barn uden dettes samtykke. Medfører denne frihed indskrænkelse af andre friheder?

Her er det jo, at tilhængere af et forbud vil argumentere, at ja, det gør den, fordi omskæring er irreversibel og potentielt kan medføre gener senere i livet.

Vi har hørt personer stå frem, som fortæller om, hvordan deres omskæring har medført enten smerter eller seksuelle problemer i voksenlivet.

Disse historier er alvorlige og skal tages alvorligt. Samtidig er det – på dette område såvel som på alle andre – afgørende, at vi ser til forskning og repræsentativ viden, når vi lovgiver. Og her er billedet – i hvert fald efter min bedste research – ret klart.

Sundhedsstyrelsen opdaterede i 2018 i forbindelse med borgerforslaget sin oversigt over forskningen på området.

Konklusionen her er, at de identificerede ricisi ved indgrebet er af mindre til moderat karakter, og at der ikke er negativ effekt på seksuel funktion.

Samlet vurderer Sundhedsstyrelsen, at der ikke er anledning til, at ikke-terapeutisk omskæring (som det hedder) ikke kan ske patientsikkert, såfremt det foretages under professionelle omstændigheder.

Et metastudie fra USA fra 2017 kommer frem til det samme, nemlig at omskæring ingen skadelige effekter har på seksuel oplevelse, sensitivitet eller nydelse.

Rent faktisk konkluderer dette studie en række fordele ved omskæring, som har at gøre med beskyttelse mod blandt andet urinvejsinfektioner, inflammationslidelser og hygiejne.

Sundhedsstyrelsens rapport konkluderer dog, at de gavnlige effekter af omskæring har beskeden klinisk betydning i dansk sammenhæng.

Da borgerforslaget tilbage i 2018 skulle behandles i Folketinget, var vi i Alternativets folketingsgruppe fra starten enige om at sætte vores folketingsmedlemmer fri i en afstemning.

Men vi havde også brug for i fællesskab at blive klogere på en svær debat. Derfor inviterede vi på skift en række personer til vores gruppemøder, som kunne hjælpe os med at kaste lys på emnet.

Dels inviterede vi en ung muslimsk mand, som var blevet omskåret som barn og havde gener af det som voksen. Dels inviterede vi en jødisk mand og far, som fortalte om, hvad det betød for ham som jøde, at han selv og hans søn var omskåret. Dels inviterede vi en læge og specialist i urologi, som kunne fortælle os om det kliniske indgreb og gennemgå forskningen på området for os.

Det, der gjorde indtryk på mig, var to forhold: Dels at der ikke er sundhedsmæssigt belæg for at sige, at omskæring af drengebørn medfører fysiske gener senere i livet.

Igen: Jeg anerkender de enkeltstående tilfælde, de findes naturligvis, og det vil de – desværre – nok altid gøre. Dels gjorde den jødiske fars beretning indtryk på mig.

Han fortalte for det første, hvor forfulgt og forhadt han som jøde føler sig, hver gang omskæringsdebatten tager fat i danskerne.

Hvor ubehageligt det føles at blive gjort til et monster, der lemlæster sine egne børn af alle de stemmer i debatten, som ikke vil eller kan favne facetterne.

For det andet svarede han på vores spørgsmål om, hvorfor det dog er så vigtigt med det lille snit, at det betyder hele verden for ham, at hans søn ligner ham.

Han fortalte, hvor vigtigt det er for ham, at når han går i svømmehallen med sin søn, så kan sønnen spejle sig i sin far, han kan finde sin samhørighed og tilknytning lige i den lille detalje, der ligger i, at hans tissemand ligner faderens tissemand i mylderet af tissemænd i omklædningsrummet. For nu at sige det, som det er.

Jeg tror ikke, at vi, der føler os forbundne med hinanden som folk og trosfæller, forstår, at den forbundethed, som hos os ligger i ydre ritualer, vaner og traditioner, den ligger hos det jødiske og muslimske folk også i den lille fysiske detalje, som omskæringen præsenterer.

Åndsfriheden handler om vores alles frihed. Det er friheden til at tro på det, som vi vil, og praktisere det inden for lovens grænser.

Men det er også en pligt til at favne og anerkende, at andres frihed har andre udtryk end vores egen. Og at vores egne præferencer og holdninger, uagtet hvor meget bedre vi måtte synes, at de er, ikke ved lov skal appliceres på alle. Kun derigennem kan vi blive ved med at leve sammen som et mangfoldigt folk.

Når det er sagt: Det sekund, hvor sundhedsvidenskaben måtte påvise, at omskæring af drengebørn har skadelige langtidseffekter, skifter jeg på stedet holdning. Indtil da mener jeg ikke, at vi kan påvise, at åndsfriheden i denne situation krænker andre friheder.

Derfor er jeg imod et forbud mod omskæring.

-----

Carolina Magdalene Maier (født 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.