Carolina M. Maier: Vis mig dit uperfekte liv

Jeg har brugt sommeren på at blive godt gammeldags forelsket. Helt åndeløst og inderligt. Det lå ikke i kortene, og måden, det er foregået på, har fået mig til at reflektere lidt over, hvordan samfundets normer omkring kærlighed og smerte, styrke og sårbarhed, perfekthed og uperfekthed, kan være så ødelæggende for den menneskelige eksistens. Og hvorfor det er på tide at sætte ind med et opgør mod perfektheden. 

Vi mødtes fordi han, som jeg kendte perifert og mest af navn, rakte ud efter hjælp i forbindelse med at han befandt sig midt i en livskrise. En alvorlig en af slagsen. Jeg tilbød et lyttende øre og selskab, fordi jeg havde tid og overskud. Det, jeg mødte, var en mand i så alvorlig krise, at alle hans parader var nede. Der var intet skjold, ingen sminke. Til gengæld var der tårer og mismod og en helt åben dør ind til et menneskes inderste. Det menneske forelskede jeg mig i.

Det blev ikke bedre af, at jeg selv, kort tid efter vi mødtes, selv blev ramt af stor sorg. Min elskede reservemor, som har fyldt mine depoter op med kærlighed, trøst og kram igennem hele mit liv, døde. Hun var gammel, og hendes tid var inde. Men ligeså rationelt man kan forstå, at et liv rinder ud, når tiden er moden, ligeså irrationel er sorgen over at det liv pludselig ikke findes iblandt os længere.

Så vi var ramte, begge to. Ingen af os havde romantiske hensigter da vi mødtes, ligesom vi begge var steder i vores liv, hvor vi på ingen måde ledte efter kærligheden. Alligevel opstod i vores møde den der følelse af forbundethed, af nysgerrighed på det andet menneske, sommerfugle i maven og en ualmindelig stor glæde ved at være sammen. 

Hvad var det, der skete, har jeg spurgt mig selv mange gange. Der skete vel det banale, at jeg stod overfor et menneske, som havde smidt sit skjold. Det jeg så, når jeg var sammen med ham, var det egentlige menneske inde bag alle de facader, vi normalt bygger op når vi skal møde nye mennesker – ikke mindst potentielle kærester. Har man nu det rigtige tøj på? Siger man de rigtige ting? Griner man for meget? Er man spændende nok? Alt det fandtes ikke, for jeg mødte en mand, som viste mig sin smerte, sine grundlæggende værdier, sin uperfekthed, ja vel egentlig bare sit eksistentielle jeg.

Og det viste sig, at det smitter: I sorgen over tabet af min reservemor, kunne jeg sammen med ham give helt slip, græde alle de tårer, jeg ellers ville have holdt for mig selv. Jeg kunne være grim og tårevædet og rødøjet, uden at jeg behøvede at holde igen på mig selv, for i mødet med hans uperfekthed gav jeg slip på min egen.

Da jeg fortalte en veninde om mit nye forhold og anledningen til det, var hendes reaktion, om det nu også var en god ide at indlede et forhold til en mand, der er i krise? Man skal jo møde dem, når de er på toppen, som hun sagde. Jeg har tænkt meget over den bemærkning. Den kommer uden tvivl fra et godt hjerte og med de bedste intentioner, men den cementerer også en forestilling om, at vi helst skal stå perfekte over for hinanden, for ellers er der ikke noget at tiltrækkes af. Ligesom den underbygger teorien om, at styrke handler om at være ovenpå; at være på toppen. 

En sådan forestilling bygger på den præmis, at det menneske, der viser sin sårbarhed er svag, og at derfor ikke værd at tiltrækkes af. Jeg forstår det helt omvendt: For mig ligger den største styrke i kærligheden – og i det hele taget - i det mod, der manifesterer sig, når det andet menneske tør vise sin uperfekthed, sine kriser og sin sårbarhed.

Jeg fortæller ikke historien om min egen forelskelse for at udlevere mit privatliv, men for at eksemplificere en væsentlig pointe: Nemlig, at det er på tide at gøre op med den perfekthedskultur, som vi alle ved findes, og som vi alle er ofre for, ikke mindst vores unge generationer.

Vi lægger perfekte billeder på sociale medier og viser verden, hvor fantastisk vi har det, og hvor likeable vi er. Vi opretter datingprofiler med skarp censur af alt andet end perfekte historier om og perfekte billeder af os selv. Alt det uperfekte sletter vi med rund hånd, for hvem er interesseret i os, hvis vi synes livet kan være en barsk satan, som vi ikke altid befinder os godt i? Hvem vil fatte interesse for os, hvis vi ikke er slanke og smukke er enormt interessante og i hvert fald helt anderledes end alle andre?

Sagen er, at det egentlig spændende menneske er det menneske, som tør dele sin lidelse med os. Hvis vi er interesseret i oprigtig forbundethed med et andet menneske, så kræver det, at vi ser hans eller hendes smerte, lige så meget som vi ser hans eller hendes succeser og trofæer. For vi bærer selv på livserfaringer, som gør ondt, og først når vi møder det menneske, som tør vise os sin uperfekthed, opstår for alvor muligheden for den forbundethed, vi alle længes efter. 

Vi står som samfund med en opgave, der er ret enkel at definere og yderst vanskelig at udføre: Opgøret med perfektheden. Hvordan gør vi det? Det er i hvert fald ikke nok at benævne det med ord. Når politikere siger til vores unge generationer, at de skal lade være med at gå så meget op i det perfekte, så er det tomme ord. For de unges virkelighed er stadig smukke billeder på Instagram, uagtet hvor højt politikerne råber.

Men der er andet, vi som samfund kan gøre. Nogen kunne f.eks. udvikle en dating-app, hvor man, for hvert perfekt billede, man lægger op, også skal lægge et uperfekt. Hvor man, for hvert ‘stærke’ karaktertræk, man beskriver om sig selv, også beskriver et sårbart. Hvor man, for hver livssucces, man nævner, også skal nævne et nederlag. Så kunne man starte et helt andet sted, og lur mig, om ikke det ville give nogle langt mere interessante menneskelige møder end en gåtur rundt om søerne med en kop take-away kaffe i hånden.

Skoler og ungdomsuddannelser kan udvikle undervisningsforløb, der opfordrer til at dele det uperfekte, det vi er flove over, det vi skammer os over ved os selv. For i mødet med hinandens uperfekthed, tror jeg de unge mennesker kan lære at hvile mere i deres egen. Og det er der brug for, hvis vi ikke om tre årtier skal se en generation af midaldrende, som i midten af 40’erne finder ud af, at det er en ulykkelig illusion at tro, at præsentationen af det perfekte bringer lykke. Som jeg selv har erkendt i en alt for sen alder.

Og nogle af de sociale mediers mange kendisser med tilpas mange kendis-stjerner på skuldrene, og tilpas mange følgere, kunne starte en “uperfektheds-kampagne”, som i sin enkelthed kunne bestå i at dele uperfekte billeder og historier om os selv. Jeg har allerede en ide til hashtagget: #uperfekt.

Min pointe er, at jeg tror vi aktivt skal arbejde med at give plads til det uperfekte, for at komme perfekthedskulturen til livs. Vi skal derhen, hvor vi ikke længere gemmer vores sårbarhed og fine kerner væk. Det er ikke nok at, at vi siger til hinanden, at vi skal lade være med at tro alle andre er smukkere, klogere og bedre end os selv. Ord er ikke nok.

Som samfund (ikke stat!) bør vi lægge os i selen for aktivt at tilbyde platforme, foredrag, undervisning og meget mere, som udfordrer os mennesker på vores selvforestillinger, og som giver os plads til at være lige præcis så uperfekte, som vi er inderst inde. Men dermed også lige præcis så smukke, som vi er bag det glaserede ydre. 

-----

Carolina Magdalene Maier (født 1973) er sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd og tidligere folketingsmedlem og gruppeforkvinde i Alternativet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.