Analyse af 
Jakob Nielsen

Chefredaktør: Uvidenhedens tid er forbi i Venstre

NYHEDSANALYSE: Venstre bevæger sig langsomt frem mod et opgør med Inger Støjberg. Men foreløbig lader formanden baglandet føre kniven. Måske fordi de fleste i partiets ledelse stadig har svært ved at påstå, at de slet ikke vidste noget om, hvad der foregik

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Jakob Nielsen

Der lå en besynderlig selvmodsigelse i argumentationen, da Jakob Ellemann-Jensen søndag erklærede sig parat til at stemme for en rigsretssag mod Inger Støjberg.

Formålet med sådan en sag skal være, at ”spørgsmålet om ulovlig administration afgøres en gang for alle, så Venstre og Inger kan blive frikendt”, skrev Ellemann på Facebook.

Formuleringen viser den umådelig svære balancegang, Ellemann forsøger at udføre: Venstre står for lov og orden. Men Venstre står også bag sin næstformand, der gennemtvang en ulovlig instruks og løj om det for Folketinget.

Det er en balancegang, der udstiller Venstres fundamentale problem i sagen om den ulovlige instruks: Mens partiet var i regering, bakkede alle op om Støjberg.

Hendes metode – at benytte udlændingepolitikken til stærke, symbolpolitiske markeringer på kanten af loven – var blevet Venstres metode.

Og det er en balancegang, der udstiller, hvorfor tilbagetoget hen imod lov og orden er så smertefuldt.

Måske er det også derfor, at Venstres formand ikke selv har styrken til at tage opgøret med sin egen næstformand – men i stedet må skubbe det 26 personers store forretningsudvalg og resten af baglandet foran sig. Det var det bagland, der tvang Lars Løkke Rasmussen til at gå af kort efter valget i 2019. Det bagland, der bankede Ellemann på plads i minksagen. Nu håber formanden, at baglandet vil hjælpe ham med at få løst problemet Støjberg.

 

 

Lov er lov, og lov skal holdes. Det har vi altid ment i Venstres 150-årige historie. Det er en del af vores fundament,...

Slået op af Jakob Ellemann-JensenSøndag den 27. december 2020

 

 

Venstre og DF havde arbejdsdeling 

Venstres balanceakt om udlændinge rækker helt tilbage til 2001. Det var med Anders Fogh Rasmussens valgsejr, at Venstre gav sig selv lov at dyrke værdipolitik i sin egen ret. Herunder at stramme udlændingepolitikken, så den i højere grad afspejlede den skepsis, der fandtes i en meget stor del af vælgerkorpset.

Helt fra begyndelsen skulle Venstre balancere mellem et ønske om markante stramninger og ønsket om at respektere konventioner, traktater og selvsagt også dansk lov.

Men der var også en klar arbejdsdeling: Dansk Folkeparti førte an med retorikken i den offentlige debat, mens Venstre stod for at gennemføre den praktiske politik og stå som garant for retsstatens principper.   

I de første år var det Bertel Haarder og siden Rikke Hvilshøj, der skulle sørge for balancen mellem den stramme udlændingepolitik og respekten for konventionerne.

I 2007 overtog Birthe Rønn Hornbech posten som minister for flygtninge, indvandrere og integration, men hun måtte gå af i 2011, da det stod klart, at regeringen helt tilbage fra Haarders tid havde undladt at give statsborgerskab til statsløse palæstinensere, der var født i Danmark og ifølge loven havde krav på det.

På nogen måder mindede skandalen om den, som nu plager Inger Støjberg: ministeren var blevet advaret om, at den gældende praksis var i strid med FN-konventionerne, men hun afgav alligevel en instruks om at fortsætte den ulovlige praksis.

Sagen medførte også en kommissionsundersøgelse, men der blev aldrig rejst krav om en rigsret mod Birthe Rønn Hornbech; muligvis fordi hun faktisk var blevet afsat som minister, og fordi sagen dermed havde fået parlamentariske konsekvenser.

Støjberg fik svær dobbeltrolle

Efter Lars Løkke Rasmussen genvandt regeringsmagten for Venstre i 2015, ændrede udlændingepolitikken sig igen. Officielt var linjen fortsat, at Venstre førte en stram udlændingepolitik inden for konventionernes og lovgivningens rammer.

Men arbejdsdelingen med DF begyndte at smuldre. Med Inger Støjberg som minister overtog Venstre selv rollen som dem med den hårdeste retorik. Samtidig var hun også den, der skulle stå vagt om principperne. Det var en dobbeltrolle, der næsten måtte gå galt.  

Samtidig begyndte Venstre at anvende området som ren taktik, der skulle gøre livet vanskeligt for oppositionen ved at så splid mellem Socialdemokratiet og De Radikale – eller endnu bedre: skabe splittelse helt ind i Socialdemokratiet.

Det førte til den omdiskuterede smykkelov, der i princippet betød, at flygtninge skulle fratages deres værdigenstande ved grænsen, så de selv kunne betale for deres ophold. Det førte også til danske annoncer i libanesiske aviser og til Inger Støjbergs berømte kage, der skulle markere fejringen af regeringens udlændingestramning nummer 50.

Hele vejen sørgede Socialdemokratiet omhyggeligt for ikke at lade sig tirre, men tværtimod stå fast på partiets nye, stramme kurs.

Det var i denne stemning, at balladen om de unge asylpar opstod. Da sagen først dukkede op, var der bred opbakning til Inger Støjbergs beslutning om at adskille de unge par, både i Folketinget og på avisernes ledersider.

Og da det senere viste sig, at Støjberg muligvis var trådt over stregen i håndteringen af de unge asylpar, stod regeringen midt i en ny taktisk offensiv. Med det såkaldte paradigmeskifte gjorde VLAK og Dansk Folkeparti et sidste forsøg på at splitte venstrefløjen med et kontroversielt forslag på udlændingeområdet. Partierne bag sagde åbent, at forslaget ville gå helt til kanten og udfordre de konventioner, Danmark har tiltrådt.

Nu kan ingen huske noget

På den måde har Venstre – og her menes hele partiet Venstre – været en særdeles aktiv medspiller i konstruktionen af den udlændingepolitik, som Inger Støjberg er eksponent for.

Senest i 2018 stod det klart for enhver, der læser aviser, at der var foregået ting i Støjbergs ministerium, som i det mindste var på kanten af både dansk og international lovgivning.

Alligevel får flere det nu til at lyde som om, det hele er kommet bag på dem.

Da fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussen blev afhørt i Instrukskommissionen, måtte man forstå, at han nærmest aldrig havde hørt om sagen. Og fhv. justitsminister Søren Pind skriver i dag den ene kommentar efter den anden om grundlæggende retsprincipper og behovet for et opgør med Støjbergs gerninger.

Mens sagen kørte, var han tavs – bortset muligvis fra en SMS til statsministeren, som dog ikke gjorde større indtryk. Løkke kan i hvert fald ikke huske den.

Uden sammenligning i øvrigt kan det minde lidt om reaktionen blandt danske kommunister, da Muren var faldet, og de pludselig opdagede, hvad der egentlig var foregået bag jerntæppet. Det brød de sig ikke om. Men nej, de havde ikke vidst noget.

Uvidenhedens tid er forbi 

Nu er uvidenhedens tid forbi. I syv bind og over flere tusinde sider har kommissionens tre jurister beskrevet forløbet i detaljer og slået fast, at det umuligt kan have undgået Støjbergs opmærksomhed, at der blev administreret ulovligt, eller at der blev afgivet vildledende svar til Folketinget.

Kommissionen har også slået fast, at hverken Lars Løkke Rasmussen eller Søren Pind kan beskyldes for at have medvirket til den ulovlige administration eller de forkerte svar til Folketinget.

Men senest fra 2018 kan hverken de eller andre i Venstre hævde at have været uvidende om sagen. Lige som Jakob Ellemann-Jensen ikke kan hævde at have været uvidende om sagen, da han i 2019 aktivt valgte at støtte Inger Støjberg i kampvalget om at blive næstformand.  

Det er i det lys, man skal se den besynderlige selvmodsigelse i Ellemanns udmelding: Venstre støtter en rigsret, men selvfølgelig kun for at få rettens ord for Støjbergs uskyld.

Imens håber Ellemann tilsyneladende, at partiets magtfulde bagland vil gøre det beskidte arbejde og presse Inger Støjberg væk fra næstformandsposten, mens sagen verserer.

Hvem er egentlig Venstres bagland? 

Om det lykkes, vil stå klart i løbet af det nye års første uger. Og det vil afhænge af, hvilket bagland, der i 2021 vejer tungest i Venstre. Vil det være det organisatoriske bagland med cirka 30.000 partimedlemmer? Eller er det nærmere de ca. 795.000 vælgere, der har stemt på partiet?

Inger Støjberg satser åbenlyst på det sidste.

På den måde er Støjberg-sagen ikke blot endt som en kamp om Venstres sjæl, men også om, hvem der egentlig bærer rundt på den sjæl i en moderne medievirkelighed: de aktive eller dem med en aktiv facebookprofil?

Svaret vil blive studeret nøje i alle partier.

 

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

0:000:00