Kommentar af 
Christian Egander Skov

Christian E. Skov: Da det liberale imperium døde

KOMMENTAR: Når vi ser tilbage på 2018, frygter jeg, at vi vil tænke på det som året, hvor forfaldet satte ind, og den liberale ordens forvitring tog fart. Og som for 100 år siden vil det ikke blive fredeligt, skriver Christian E. Skov.

Foto: Evan Vucci/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De af os, der bor i Sønderjylland, har været pinligt bevidste om det. Og det er nok også efterhånden gået op for mange andre:

2018 var 100-året for afslutningen på Første Verdenskrig. Krigen var ikke blot en særdeles blodig affære, men også det vigtigste tidehverv i det 20. århundrede. Til sammenligning synes 2018 nærmest lidt kedsommeligt.

Alligevel er det som bekendt, som om det hele gærer rundtomkring. En forandring tvinger sig igennem og sætter, som det var tilfældet for 100 år siden, de vedtagne normer ud af kraft. I den situation råder forvirringen. Vi må ikke længere synge Hoffmanns ”Den danske sang er en ung blond pige”, men vi må sandelig heller ikke lade være.

Vi går med andre ord ind i det, vi bedst kan beskrive som et interregnum, hvor en international orden står for at afløses af … ja, af hvad egentlig?

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Netop sådan var det for 100 år siden, da Den Store Krig – som man endnu optimistisk kunne kalde den – resulterede i tre kejserrigers fald og en total politisk omkalfatring af Europa. Egentlig var krigen nok Europas fald. Også sejrherrerne havde udmattet sig selv. Europas abdicerede – selvom der skulle endnu en verdenskrig til at understrege det.

I virkeligheden skyldtes det følgende blodbad, at den opstigende verdensmagt USA værgede sig for at udfylde magttomrummet og indtage den geopolitiske rolle, som historien havde tildelt den unge nation. Forvirringen og vankelmodet gav plads for den tyske revanchisme. Resten kender vi.

Det er historiens ironi, at amerikanerne nu hundrede år senere synes at trække sig tilbage fra sin førerposition med samme nølen, som de indtog den med. 

Christian E. Skov

Og så tilbage til 2018.

Det er historiens ironi, at amerikanerne nu hundrede år senere synes at trække sig tilbage fra sin førerposition med samme nølen, som de indtog den med.

Men midt i forvirringen aner vi linjen. Hvor meget er ikke forandret siden begyndelsen af vores årtusinde, da vi alle for en stund var amerikanere, og en selvsikker amerikansk højrefløj udråbte USA til det godartede liberale imperium, der havde frihed som mål?

Få år efter kunne en af datidens mest indflydelsesrige politiske kommentatorer, den konservative Charles Krauthammer, slå fast, at neokonservatismen var blevet landets dominerende ideologiske kraft: Denne på én gang nationale og imperiale, konservative og liberale tænkning, der satte retningen for ikke blot USA's udenrigspolitik, men også dets nationale selvopfattelse i perioden.

En anden af tidens mest indflydelsesrige konservative analytikere Robert Kagan slog efter samme devise fast, at mens europæerne var fra Venus, var amerikanere fra Mars. Oversat til nogenlunde almindelig dansk betød det, at hvor europæerne tog den internationale liberale orden for givet, erkendte amerikanerne, at den liberale orden i sidste ende var baseret på magt og viljen til at anvende den.

Kagan havde ret i sin kritik af den europæiske selvopfattelse. Han så meget præcist, hvor træt Europa var blevet siden 1918, hvordan kontinentet, dets befolkninger, dets intellektuelle og dets politiske systemer havde givet afkald på at ville være en verdensmagt. Derfor havde vi efter Den Kolde Krigs afslutning bildt os ind, at der kunne skabes en verden uden magt. Vi opfattede amerikanerne som primitive cowboys, fordi de ikke forstod det.

For den, der er udmattet til at fortsætte, er det bekvemt at bilde sig ind, at historien er afsluttet.

Men Kagan og hans ligesindede tog grueligt fejl i analysen af USA. De neokonservative ville ruske nationen op af den hængekøje, der lokkede såvel politikere som befolkningen efter Den Kolde Krig. Man ville med andre ord undgå, at Amerika som Europa træt, mæt og tilfreds lagde sig til hvile ved historiens endestation.

Men da Obama i 2007 slog de neokonservatives politiske idol John McCain stort i 2008, var det et udtryk for, at selvom mange amerikanere ikke var tilfredse, så var de i hvert fald trætte. Og da Trump blev valgt i 2016, var det et udtryk for, at trætheden også var et højrefløjsfænomen. Selv de skydegale cowboys foretrak at trække skyggen ned over øjnene og snuppe sig en tur i hængekøjen.

Pludseligt var den internationale orden, landet havde virket for at opbygge siden Anden Verdenskrig, overraskende lidet attråværdig. Man begyndte at stille spørgsmålet: ”Hvad får vi ud af det?”. Og for dem, der spurgte, var svaret givetvis: for lidt.

I første omgang blev omslaget mindre end frygtet. Selvom Trump fra begyndelsen var en løs kanon, der gav indtryk af gerne at ville spille violin til Roms brand, blev hans udenrigspolitiske vilkårlighed hegnet ind. Men som Seneca i sin tid måtte indse, da han forsøgte at tæmme den unge kejser Neros morderiske lyster, så holder den slags ikke evigt.

Når vi ser tilbage på 2018, frygter jeg, at vi vil tænke på det som året, hvor skredet for alvor begyndte; hvor forfaldet satte ind, og den liberale ordens forvitring tog fart.

Tilbage i 2009 havde førnævnte Charles Krauthammer i neokonservatismens publicistiske flagskib The Weekly Standard mindet Obama og den voksende skare af defaitister, at den amerikansk dominerede ordens fald ikke var en given sag, forfaldet var et valg. Og hvorfor dog vælge det?

I år afgik Charles Krauthammer ved døden. Han nåede at opleve, at ikke blot de amerikanske vælgere, men også den ideologiske retning – konservatismen – som han havde sat sin lid til, aktivt valgte tilbagetrækning og dermed forfald.

Han havde taget fejl. Højrefløjen var ikke blevet neokonservativ. Faktisk var det nu blevet vanskeligt at finde mere end en håndfuld af dem. Mange havde indrettet sig på forholdene, nogle var døde, nogle havde forladt højrefløjen. Enkelte var blevet tilbage herunder på det føromtalte tidsskrift The Weekly Standard, der endnu for et par måneder siden rankede sig som en af de sidste konservative bastioner mod trumpismen.

Men i begyndelsen af december var også dette forbi. Med kort varsel lukkede ejeren, en hovedrig konservativ milliardær, tidsskriftet. Det var ikke længere noget, der gav prestige hos de republikanske magthavere. Det var snarere en belastning. Dermed sank neokonservatismens flagskib og understregede mekanismerne bag den ideologiske pladetektonik i det resignerede imperium.

Man var på vej til at blive et imperium uden imperialister.

Og som var det på klokkeslag: Kort tid efter annoncerede Trump, at USA ville trække sig ud af Syrien og overlade sine kurdiske allierede til Assads, russernes, iranernes og Tyrkiets udprægede mangel på nåde. Missionen var ikke fuldført, men nu gad man ikke længere.

Ja, amerikanerne var i 2018 blevet trætte af at være i Syrien – og trætte af at være en verdensmagt. Det under man dem. Men både i Syrien og internationalt vil dette kedelige faktum efterlade et magttomrum, som andre vil fylde ud.

Ligesom for 100 år siden vil denne proces ikke blive fredelig.

-----------

Christian Egander Skov (f. 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og er forfatter til bogen "Konservatisme i mellemkrigstiden". 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Egander Skov

Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet Critique
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)

0:000:00