Christian E. Skov: Det borgerlige sammenbrud er i virkeligheden DF's sammenbrud

Nederlaget er historisk og leder tankerne hen på folketingsvalget i 1960, der bragte det borgerlige Danmark i knæ.

Dengang cementerede nederlaget en udvikling, der markant forandrede Danmark fra et borgerligt lavskatteland med mange selvstændige erhvervsdrivende til en socialdemokratisk velfærdsstat præget af sikkerhed, men også høje skatter og en udpræget lønmodtagermentalitet. Tænk bare, i 1960'erne knækkede selve rygraden i den danske selvejerkultur, da omkring 62.000 landbrug lukkede.

Så galt går det næppe denne gang. Dengang i 1960 gik de borgerlige til valg på den klarest formulerede kritik af den gryende velfærdsstat, som det nogensinde lykkedes dem at svinge sig op til. Ved en fælleserklæring i 1959 indledte Venstre og Konservative i tæt samdrægtighed en storoffensiv mod det, de da kaldte "formynderstaten".

Valget i 1960 var et klart valg om to linjer, en borgerlig-liberal og en socialdemokratisk. Vælgerne valgte eftertrykkeligt det sidste. Resten er historie.

Ved valget i 2019 er der ikke samme klarhed at hente. Det sikreste, man kan sige, er, at de borgerlige har mistet deres hemmelige våben, udlændingekortet. Det borgerlige sammenbrud handler måske i virkeligheden om Dansk Folkepartis sammenbrud. I hvert fald hvis vi udelukkende ser på mandatfordelingen efter valget. Udlændingespørgsmålet er ikke dødt. Men det er med Socialdemokratiets succesfulde manøvrering foreløbigt neutraliseret.

Det borgerlige nederlag var ikke nederlaget for et borgerligt projekt, men nederlaget for en borgerlighed uden et projekt. Forud for selve ydmygelsen på valgaftenen var gået en lang periode, hvor den borgerlige blok slet og ret var faldet fra hinanden. Afstanden mellem regeringen og Dansk Folkeparti forekom stadig større. Afstanden mellem idealisterne i Liberal Alliances bagland og de strukturkonservative strømninger i regeringstoppen ligeså.

Det borgerlige nederlag var ikke nederlaget for et borgerligt projekt, men nederlaget for en borgerlighed uden et projekt. 

Christian Egander Skov

Liberal Alliance betalte den højeste pris, men det var Venstre, der understregede afstanden imellem de borgerlige, da Lars Løkke Rasmussen pludseligt trådte frem med drømmen om en S-V-regering, der kunne holde yderfløjene ude.

Her gik Venstre fra et borgerligt projekt i en eller anden grad af opposition over et socialdemokratisk til et centristisk projekt, hvor et reformorienteret, men grundlæggende strukturkonservativt centrum skulle drage omsorg for systemet mod alle dem til højre og venstre, der måtte få gode idéer. Konservatismens gamle diktum "forandre for at bevare" kunne have været slagordet.

Selvom der i Løkkes nyorientering nok ligger en del overvejelser af kortsigtet taktisk karakter, kom den ikke ud af det blå. Tværtimod var den født ud af en lavintens men dyb kulturkamp inden for Venstre om partiets placering i det politiske liv. Ja, man kunne måske udvide det til at sige en kamp inden for borgerligheden som sådan om dennes forhold til højrepopulismen.

De dage er for længst forbi, hvor Claus Hjort Frederiksen kunne tale om et værdifællesskab mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Nok har partiet populære profiler som Inger Støjberg, Marcus Knuth og Søren Gade, der inkarnerer dette værdifællesskab og er meget populære hos Venstres vælgere, men det er svært ikke at få det indtryk, at de i stigende grad er isoleret som et slags nødvendigt onde i et parti, hvis ledende kræfter ellers søger at markere en afgræsning mod højre.

Denne udvikling har fået fart, efter at denne populisme trådte frem som et urovækkende fænomen i international sammenhæng, blandt andet med Donald Trump og tegnene på, at Putin i flere lande aktivt har støttet populistiske partier for at undergrave det politiske systems stabilitet.

Følger man eksempelvis Søren Pind på Twitter er det meget svært ikke at se den direkte inspiration i den før så hårdkogte værdikriger fra den del af den konservative intelligentsia i USA, der opretholder en skarp kritik af Trump. National politik befinder sig ikke i et vakuum.

Med en parlamentarisk svag socialdemokratisk regering er det sandsynligvis denne kurs, Venstre vil fortsætte. "Borgerlige stemmer, der arbejder" for nu at snuppe et andet konservativt slogan, der synes at passe som fod i hose.

Prisen for denne linje er umiddelbart tofoldig.

For det første bliver den liberale kritik af velfærdsstatens status quo ofret. Ikke blot i politisk forstand, men også ideologisk, det vil sige i forhold til de borgerlige partier og vælgeres egen selvforståelse. Det er symptomatisk, at alle de mere holdningsprægede borgerlige partier fik dårlige valg. Den store sejrherre var De Konservative, der vandt på at være så manges nogenlunde tålelige andet valg.

Kilden er med andre ord ved at tørre ud. Der bliver ikke mange til at læse Cepos-notater i den fremtid, der tegner sig.

For det andet betyder den eksplicitte afstandtagen til den udfordring, højrepopulismen udgør, en markant og varig svækkelse af det borgerlige projekt. Der er nemlig ikke et "rigtigt borgerligt" flertal i Danmark. Borgerlig politik kan kun vinde frem i en alliance med et stærkt og velfungerende Dansk Folkeparti. Det er klart, at også et sådant samarbejde kaster sine problemer af sig. Den liberale systemkritik vil ikke have stort bedre realpolitiske kår her. Men der er ikke andre veje.

Af samme grund må opgaven være for de borgerlige at formulere et projekt, der kan rumme spændingerne mellem det nationale og konservative på den ene side og den nødvendige liberale reformiver på den anden. Borgerligheden går på to ben. Eller det plejede den, før den blev vanfør.

I sidste ende tabte man ikke valget fordi, man faldt i åben kamp, men fordi man mødte til kampen uden hær. At ruste nye divisioner må være projektet de næste fire år.

--------------

Christian Egander Skov (f. 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og er forfatter til bogen "Konservatisme i mellemkrigstiden".